Hans mor sender ham afsted til Dr. Ugle, som undersøger ham for alle fejl og mangler, men Sylvester er helt helt rask. Det eneste han mangler er et tappert hjerte, og sådan et sætter Dr. Ugle på hans lille mave. Og med ét er Sylvester ikke bange mere.
Her til morgen skulle Kasper så i vuggeren, efter tre ugers ferie. Han ville selvfølgelig hverken have tøj, ble, eller noget andet på. Han ville sidde foran computeren og se Sebastian og dyrene og jeg skulle aldeles ikke bryde mig om at afbryde. Men det var jeg nød til. Og så startede sirenerne og den roterende kylling. Den der vrider, vender sig og gør sig helt stiv, når jeg nærmer mig med tøj og ble. Og den råber og tuder hjerteskærende.
Men midt i kampen så jeg, at der sad et lille glimmerhjerte på Kaspers numse. Et levn fra en fødselsdag i lørdags, som sikkert lå i sofaen. Jeg viste det til Kasper i håb om en interessant afledning fra den tortur han var udsat for med tøj og ble. Ganske rigtigt blev han helt stille, kiggede på hjertet og sagde: "Se mor, det er ligesom Bangemis. Et tappert hjerte."
Aj, helt ærligt. Han er kun 2 år og 7 mdr. og så snakker han om et tappert hjerte. Mor er rørt. Vi satte hjertet på maven - ligesom Bangmis, og så tog vi i vuggestue.
Jeg må finde et til mig også. For jeg kan godt have det som Bangemis engang imellem. Jeg får dog ikke angstanfald ved synet af en honningkrukke, men nogle gange kan jeg godt blive lidt bange for hverdagen.
Århja, jeg får da fuldstændig tudefjæs og duggger sku da helt til her! Hvor er det stort af ham, og hvor er han faktisk tapper. Stærk kobling af den lille fyr, og jeg vil æde min gamle solhat på, det har virket for ham! :)
SvarSlet