Bænken

Jeg havde skrevet et blog indlæg tidligere, som jeg slettede igen. Mest fordi jeg lige nu har brug for ikke at tænke så meget på hospitaler og MR-scanninger. Godt så.

Kasper har nemlig fået en vane, som jeg synes er besynderlig, men på sin egen måde, også meget meget sød. Om morgenen når han vågner, kravler han ud af sengen med Dyne (ja det hedder den), Lille pude (og ja det hedder den), Kisser og Tigermis (Direkte import fra Ikea) og sin sut, og så sætter han sig til at vente på bænken.

Vi vågnede ved det forleden. At han sad der ligeså stille og kiggede. Og da vi begge lidt omtumlet kigger ud på ham siger han: "Jeg sidder bare og venter til I vågner." Har man lige et beskedent barn eller what?

Han er ellers ikke typen der er karrig med at fortælle hvor skabet skal stå. Både vores skab og hele husets, for den sags skyld. Men han har en eller anden beskedenhed, når noget drejer sig om at sove. Han har aldrig nogen sinde grædt og råbt fra sin seng, hvis han ikke ville sove. Så tænder han bare lyset og står og kigger. Dingler lidt med sin lampe eller drejer på tremmerne i Junosengen indtil vi opdager det og kommer ind til ham. Han har heller aldrig villet ind i vores seng og sove, kun om morgenen, når vi alle var vågne. Så ligger han gladeligt i smørhullet og krammer og leger.

Sært. Eller hvad?