Der er ingen bånd der binder mig

I går oplevede jeg tre ting, som mindede mig om, at jeg engang imellem lider af storhedsvanvid. Jeg tror jeg kan alt. Og jeg tror, at alting kun tager ti minutter. Derfor er det så rart at være gift med en mand, der for det første har lært mig, at ingenting tager ti minutter og at måden man æder en elefant på er een lille bid af gangen. Og hvis man har krydset Indlandsisen på sin fars gamle ski, så ved man nok et og andet om at tage een bid af gangen.

Men. Midt i min enetale om, hvordan jeg havde tænkt mig at ombygge og ommøblere vores hjem, male en hylde, købe et skab, hænge et billede op, og kunne det ikke være en skide go idé med en bardisk foran et af vores dejlige store vinduer med udsigt over Amager Fælled, mindede Thure mig venligt om, at vi: 1. har rigtig godt af at passe lidt på de penge vi har for tiden, da vi gerne vil ud at rejse, mens vi barsler, 2. at jeg er gravid. Som i: ret gravid.

Jeg rullede med øjnene og syntes det var verdens mest kedelige måde at tænke på. Kom nu mand. Vi røver sgu da bare en bank på vejen, hvis det skal være det. Børn plejer at være et godt alibi.

Nå. Jeg åbnede så min mailboks, og kunne se, at nabo Laura havde sendt mig en mail, om ikke min ombygningstrang muligvis hang sammen med mine hormoner. Ikke fordi hun ikke ville dele ud af sine gode bolig-tips, men som hun skrev: "I er jo lidt handikappede for tiden med dig som højgravid og Thure med ondt i sin ryg."

I går sad jeg så hos lægen og den pind, jeg havde tisset på viste udslag på både blod i urinen, og for meget protein. Og så ved man jo godt, at hvis så blodtrykket også er højt, og man render rundt med Atlanterhavet i kroppen, ja så kan man pludselig stå med en svangerskabsforgiftning midt på Amagerbrogade. Blodtryk var dog fint, så det blev afblæst, selvom hun i parantes bemærket, gerne lige ville tjekke om jeg var i fødsel! Hun kiggede op over brillerne og sagde de vise ord "pas nu på dig selv."

Jeg traskede hjem. Med alle mine planer. Og kom til at tænke på, at jeg er enebarn. Min mor har kun mig, og min moster har ingen. Så jeg har fået hele familien udtalte opmærksomhed, og ville jeg op på spisebordet midt i min mormors budding for at optræde. Jamen så skulle jeg da det.

Derfor er det altså bare lidt svært ikke at tro man kan det hele. Altid. Og på ti minutter.