En duft af frihed

Det er, når man flytter begge unger ind på samme værelse og derefter erobrer det andet ledige. Kæft mand. Troede aldrig det skulle ske. Men nu kan jeg faktisk læse inden jeg skal sove. Jeg kan gå derind. Og være alene. Uden nogen som helst andre.

Friheden er kun to dage gammel og betyder stadig, at der skal vandres ind og ud om natten, når Jeppe holder al-magt-til-babyerne-demonstrationer i det andet værelse. Men det er en begyndelse. Måske kan vi sove sammen og vågne som almindelige mennesker uden fuger i panden og en krigsstav i hånden, parat til kamp om hvem der har mest ret til at sove.

Men det betyder også at babyland så småt lakker mod enden. Om ikke så lang tid, er det tid til at give slip. Og ligeså meget, som jeg higer efter mere frihed, ligeså svært er det at holde tanken ud. At lille varme Jeppe, som stadig dufter af hundehvalp skal ud i den virkelige verden.
Trumfen på de tanker fik vi nemlig i går, hvor brevet fra pladsanvisningen lå i posten. Jeppe har fået dagplejeplads. Av. Altså der er da ingen andre som skal røre ved min lille mand. Der er da ikke andre, som skal have glæde af hans lille runde fjæs dagen lang, eller gramse på hans fede skinker, høre ham kluk-le, når man trykker ham på maven. Lyder jeg som Gollum? Det er fordi jeg er det. He's MINE. Mine. Mine. Mine.

Hver dag vil jeg stå og skule over hækken ind til dagplejen for at se hvornår jeg skal bryde ind og stjæle ham tilbage. Har altid troet det skulle være så meget nemmere med barn nummer to. Jeg tog fejl.

Alligevel. Så råber jeg: 'bring on the freedom'.

Ræddi go' weekend igå ven. (Sådan siger de der hvor jeg kommer fra. Fra Vejle. Eller: fra Vejle af)