250 S - for skodrute

Nu er det efterhånden to mdr. siden jeg har kørt med rute 250 S. Havde derfor lykkeligt glemt, at det var den linie, som bestyres af Hitler og hans undersåtter. Chauffører, som generelt får for lidt, dem der har afsonet et kursus i anger management og som bruger for meget Old Spice, og stryger deres HT skjorter så skarpt at man kan skære sig på dem.

Havde fortrængt dem. Indtil i dag.

Vi stiger altid på, på ydre Artillerivej, hvor fortorvet ikke er spor befærdet. Og der er ved gud ikke andet at lave på det fortorv end at vente på bussen. Man spankulerer altså ikke sådan rigtigt rundt for hyggens skyld derude.

Scenariet i dag, der nær havde udviklet sig til en nævekamp mellem mig og nazi-chauffør, udspillede sig således:

Mor, plus klapvogn, plus barn på løbecykel løber i pis-øs-regnvejr hen mod bussen. Han svinger ind og vi når op på siden af bussen. Der står vi så. Foran en lukket dør. Jeg råber, om han ikke vil åbne dørene. Så er fanden løs. Og jeg kan nu huske hvem den satan er. Han er chaufføren-kan-ikke-samtale-under-kørslen-typen, som lever og ånder for rewlementer. Han er den, der fandme klapper dørene i så snart min skosål er lettet fra vejen. SLAM!

Men jeg lover dig, der skulle ikke være noget at komme efter, så jeg klasker bremsen i klapvognen før han kan nå at sige billet, og kaster mig op for at vise min billet. Belært af tidligere ture, så er det nemlig ham, der heller ikke kan kigge på billetter, når han kører. At all. Kan han ikke. Siger reglen.

Jeg bider tænderne sammen, men smiler mit venligste smil, og stikker billetten frem. Han kan knap dreje hovedet, og siger så, at han jo ikke vidste om vi skulle med og derfor ikke åbnede dørene. 'Ja, der går jo så mange på fortorvet, så hvor skulle jeg vide det fra, når du ikke gør tegn.'

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Gør tegn? En mor med klapvogn, som krydser cykelstien og er klar til at gå ind af midterdørene, som de ENESTE på Artillervej. Go figure Sherlock.

Så blev han ved. Ja han kunne jo ikke tage ansvar for om vi kom med, jeg skulle selv VISE det. Og han blev ved. Hold nu kæft en idiot.

Hvad jeg tænkte: 'Hvor fanden i helvede lærer i at køre bus? Har du ikke taget den udvidede prøve i sidespejls-teknik eller er det skjorten der strammer så meget, at du ikke kan dreje nakken? Eller sidder du så hårdt på din HT agurk, at du ikke kan snakke pænt. Er det konen? For lidt Amarone? Er der kommet the i din termokande? Var der regnvejr på den årlige ferie til Gardasøen ELLER HVAD FUCK ER DIT PROBLEM?'

Hvad jeg sagde: 'Jeg synes ikke du har noget at være sur over, men gå du hjem og be konen om et ekstra knus i dag. Det virker som om du har brug for det.'

Den strammede sgu lidt i knækflippen.

Snart

Næste mandag ved denne tid er Jeppe i dagpleje. Og den tanke er nærmest utænkelig. Pludselig er der tid. Jeg får tid, og jeg glæder mig til følgende:

1. At barbere mine ben. (Jo Thure det glæder du dig også til)

2. At gå til frisøren uden at få stresspletter over om nu hun kan nå at farve HELE håret inden han vågner.

3. At gå i bad i fred og uden at der sidder en tandløs type i en høj stol og overbeglor mig, mens han gnaver i en tandbørste. Eller hiver alle bleerne ud af skabet.

4. Jeg kan maile. I fred.

5. Jeg kan spise frokost uden at blive forstyrret.

6. Jeg behøver ikke indstille mig på, at det tager 20 min. at komme ud af døren, hvor jeg selv ikke når at få ens strømper på, eller mascara. Eller får redt mit hår.

7. Jeg kan arbejde. Hvad?

8. Min mobil klistrer ikke fast til øret af savl.

9. Medmindre jeg VIRKELIG får lyst, behøver jeg ikke brumme som en bil eller tale i falset i løbet af dagen.

10. Jeg behøver heller ikke at lave afledningsmanøvre i Netto. Ville se dumt ud, hvis jeg står foroverbøjet ned i kummefryseren og siger 'kuk-kuk', når der ikke er en modtager. Ligesom.

11. Jeg kan tisse uden at der står en og vil have armen ned i toilettet og jeg behøver heller ikke rulle 40 m toiletpapir op bagefter.

Typisk

Kender I det, når man e n d e l i g efter fire år siger: 'nåmmen nu prøver jeg det der yoga' - og manden så siger, 'ok, prøv lige at se hvad jeg egentligt kan.'

Nu er det ikke ham på videoen vel, men det kunne det have været.

Spade. Nu får han slet ikke noget.

Det vidste du ikke

For 68.000 år siden blev jeg tagget af Kun Sanheden: Fortæl syv ting om dig selv. Og i sidste uge smed Maren en efter mig. Hele ti ting hed det. Jamen kan man så være mere selvfed end at slå de to sammen? ... værs'go hele sytten ting.

# 1
Den historie, der keder Thure allermest er når jeg siger: 'jamen det var ligesom dengang jeg cyklede til Skagen.' Men det har jeg altså, Og det var hårdt. Også selvom andre først når muren, når de krydser indlandsisen på en ski.

#2
Jeg fik min første fartbøde to uger efter jeg fik kørekort. Betjenten var af den vittige (synes han selv) slags, med skovsnegl og kasket, og da jeg rullede vinduet ned, sagde han: 'nåååårh, fars Bimmer kan køre hurtigt hva?' Da jeg kom hjem og skulle fortælle om min mor om min nærdødsoplevelse, stivnede hun af skræk fordi hun troede jeg var blevet gravid. Set i det perspektiv var bøden peanuts.

#3
Selvsamme Bimmer kørte jeg i grøften nogle måneder senere. Havde udtrykkeligt fået besked på KUN at køre i min mors lille Maskot, mens min stedfar var i Tyskland. Men helt ærligt, hvem gider det, når man skal ud på rideskolen og spille sej? Tag dén smartass og ryg i grøften frdi vejene var glatte.

#4
Har engang spist fire store stykker kage i en bil på vej til Roskilde Festival. Sagt farvel til hende der gav mig et lift, og efterfølgende forsvundet ind i en tåge. Altså, jeg kunne sgu da ikke vide, at typen med perleøreringe og rød neglelak også var typen, der bager kager med hash. Min ekskæreste fandt mig stående med fire Snickers ud af mundvigen og et fjoget grin. Jeg havde ingen idé om hvor jeg var og at han fandt mig, var et mirakel. Også da han fik forklaret et ungt par at jeg ingen intentioner havde om at stjæle deres telt - jeg var bare lidt træt. Det syntes jeg var herresjovt. Naturligvis.

# 5
Elsker at køre stærkt på ski.

# 6
Det sted i verden jeg har været allermest lykkelig, er på toppen af et bjerg med sne.

# 7
På selvsamme bjergtop er jeg engang blevet skældt hæder og ære fra af en mand +50, fordi jeg havde 'lokket' ham derop som skiguide. Vi taler mand fra Jylland, som var døden nær af bjergangst, og som selv havde meldt sig på en guidetur, og som jeg efterfølgende måtte transportere ned på ryggen, mens han råbte og skreg.

# 8
Jeg kan virkelig virkelig virkelig godt li' lakridsis

# 9
Min beslutning om at flytte til Kbh kom en aften på en bar to uger efter min eksamen på HF. Dagen efter fik jeg et job, fire dage efter sad jeg i toget med min cykel og rygsæk. Og skulle bo hos venner på noget, der hed Nørrebro. Tal om at komme ind med 4-toget. Det er nu 14 år siden.

# 10
Jeg fik 5 i mundtligt dansk på HF. Trak to digte af Michael Strunge. Go Figure...

# 11
Har kørt tværs over USA i en gammel Dodge. Og det vil jeg anbefale alle. Undtagen mine børn.

# 12
Har været semi-kærester med Carsten Krøyer fra Nice Device, dengang han bare var en pæn tennisspillende dreng fra Strib. Han kyssede ikke ret godt. Men endte med Tina Kjær.

# 13
Har engang båndet en hel udsendelse med Villy Søvndal, men måtte klippe den en time ned, fordi han ikke kunne udtale halvdelen af de musiknumre som blev spillet på P3.

# 14
Da jeg var radiovært var jeg alligevel glad for at det ikke var MIG, der havde leveret denne historie: P4 vært laver program om problemer i Afrika og har en psykolog som gæst. De hyggesnakker under musikken, men glemmer på et tidspunkt at slukke for mikrofonen. Man kan nu høre psykologen sige at det da var noget seriøst god negerpik hun havde fået sidst hun var i Afrika. Og ps. hun var gift og pps. hende svigermor havde hørt det.

# 15
Undskyld det bliver så langt

# 16
Jeg har engang vandret rundt i Grand Canyon i et par Converse og med to stykke toastbrød med peanutbutter. 'Ai skal vi ikke lige prøve at gå herned til den her flod' - sagde idioterne fra Jylland. Og syv timer senere havde de vabler så store som meloner og havde nær måtte ringe efter en redningshelikopter.

# 17
Og jeg kunne blive ved

# 18
Tror vi stopper her

# 19
God weekend

Jeg giver den op for Mette, Thure, Flo, Anette og Anna.

Symbiose - Roger over

Om en uge skal jeg aflevere Kejsersnitten.

Jeg ved ikke om jeg kan.

Altså. Det er bare fordi. Kan vi ikke vente lidt?

Bare to uger. Om to uger er jeg klar!

Så kan jeg sagtens. Gå fra ham mens han er ked af det.

Det går jo over. Det siger de jo allesammen. 'Han holdt hurtigt op igen.'

Men det er jo ikke til. At klare det.

Min lille Lille.

Snart skal vi ud i verden.

Begge to.

Jeppe 1 år

Lille kejsersnitte, 3 dage gammel

Store kejsersnitte, 1 år

Jamen vi elsker ham bare inderligt. Tak fordi du landede hos os Jeppe.

Artikel i Vi Forældre

Så er det her du kan se skinken folde sig ud. Både den lille lækre og den store tykke.

I denne måneds Vi Forældre. Du kan lige nå at købe det, og se mig i selskab med to andre mødre, der jo vejer 0 kg (de er søde alligevel).

Men fint nok. Se lige om I kan finde Gisele Fuhrmann Bündchen næste sommer i strandparken. Hvahvahvahvahva'!!

Det tager kun 7 minutter - men nej, vi gider ikke have at du bliver længere

Forleden var jeg til et dameselskab. På den der måde, hvor vi efter to sekunder drak rom-shots og åd bjerge af dessert. Fulde blev vi. Alligevel var jeg dog ikke mere vissen, end at mine ører spidsede til, da jeg hørte det her:

'Jamen hende og hendes mand har bare den aftale, at han får syv minutter hver dag.' Og nej, vi taler ikke syv min. til at se tekst-tv - hvis du forstår sådan en lille en...

Parret med de syv minutter, havde et ret velfungerende forhold, da der aldrig rigtigt kom grus i maskineriet. Han var lykkelig og det var hun også. Hun gad ikke altid, og der var der også dage, hvor hun tænkte på ret meget andet end hvor herlige de syv minutter var, men hun gjorde det.

Jamen er det ikke sindsygt? Et æggeur på syv minutter hver aften, og så har man lige sparret 68.000 hos en parterapeut. Jeg drak lige et rom-shot.

Blev aldrig rigtig enig med mig selv om hvad jeg skulle mene. Jamen...arhhh......okay det kunne jo ikke skade...eller....nej fandme nej.....på den anden side.....nej det er sgu da langt ude...eller hvad? Altså de var jo lykkelige.....Men det kunne da ikke skade at spørge Thure hvad han syntes.

Tal om julelys i alle øjne. Rådhuspladsen i december - go home.

Jamen jeg ville bare lige dele det med jer. Ikke fordi vi ligesom har noget æggeur kørende. Men overvejer det da. Altså for fredens skyld.

Tik-tik-tik-tik-tik-tik-tik-tik-riiiiiiiiiiiiiiiiiiing. 'Så Niels, nu skal jeg videre i mit dameblad.'

Og alle er glade.

Gæsteblogger: Nicolai Klingenberg

Så er det tid til gæsteblog. Og heldigvis ikke en, der er sur. Det er Nicolai Klingenberg. Mand med butterfly og gode manerer disker her op med lidt tips og tricks, som helt klart vil gøre efteråret bedre.

Here we go:

Hverdagspleasure – fordi vi fortjener det
 


Kontrasten mellem Fuhrmann og Klingenberg (mig) er slående – jeg lever med kæreste, men uden børn, og vi er vel nok sådan et par, der kan kategoriseres som egoistiske. Vi gør, hvad vi vil. Indtil der kommer børn. Men. Min devise er også, at de gode glæder ikke nødvendigvis skal gemmes til ”fritiden”. Og det gælder i særdeleshed dem med børn. 
 


Nu-det-nu-øjeblikket giver som oftest meget mere end ”nu skal vi hygges os”-krydset i kalenderen. Overrask! Det behøver ikke være en helaftensforestilling. Bare gør det.



Nedenstående liste kan med fordel printes ud og hænges på køleskabet ved siden af dine børns tegninger, du alligevel ikke husker at kigge på.:



1. Det er ikke kun Kindersnitter, der skal ligge på køl ved siden af mælken. Hav en flaske Champagne eller hvidvin på køl, som du kan være impulsiv med, når han/hun mindst venter det. Bob øjeblikket op med en vinkøler eller en Champagnespand. Bonus: Brug tid på at smage jer igennem en større mængde vine, og find en fælles favorit.
 


2. Sæt et ufravigeligt kryds i kalenderen, hvor I får passet børn. Datoen er og bliver fast – og om I så drøner ud og spiser, bliver hjemme og hygger eller laver noget helt tredje, er op til jer.

3. Drømme må godt være materielle – uanset hvor meget, vi ønsker fred i verden, billigere økologi eller et langt liv, så kan det være med rart med noget håndgribeligt. Find drømmetasken, uret, kjolen eller bilen – og spar op. Eller nøjes med at drømme. Det materielle lyder svært overfladisk, men kan faktisk fungere som et mindevært objekt, der har relation til en særlig begivenhed. 
 


4. Kys, kram, knib i nummeren og et frækt blik kan peppe et håbløst øjeblik op. Det kræver overskud, men gør det. Bonus: Det koster ikke en dadel.
 


5. Lad den forvaskede Claudio trøje lade livet. Den er rar? Ja. Men den er grim. Smid hans hullede underdrenge ud sammen med den grå, forvaskede Sloggi-hyggetrusse, hvis slappe elastik ikke gør spor godt for dig. Eller din røv. Bonus: Er du flad, kan du undlade undertøjet i et par dage og få pro bono pep i forholdet. 
 


6. Naturligvis. 
 


7. Lav weekend om til hverdag – men i modsætning til punkt 2, så handler dette om at være impulsiv. Læg børnene i seng til tiden (ok, lidt før), find gamle billeder, musik og indholdet fra punkt 1 frem. Opfør jer, som om det var weekend, og lad morgenstunden afgøre, om du skal på job eller ej. Bonus: Du har stadig weekenden til gode.
 


8. Ekviper dig godt. De har så god stil i Italien, lyder det ofte. Hvad holder dig tilbage? Det er ikke de dyre mærker, der gør det. Det handler om at turde. Blæs på, hvad andre tænker, hvis du kommer i det noget nær stiveste puds. Du ser bedre ud end dem – og de ved det. Bonus: Fra ligusterfascist M/K til rækkehuscasanova M/K.



9. Engager dig i andre – når I er ude for jer selv, så behøver det ikke kun at handle om jer. Folk med overskud, taler med andre – og møder måske nye venner for livet. Eller for en aften. Bonus: Der er endnu mere at tale om.



10. Overraskelser, der kræver lidt, men giver så meget. Blomster til hende, stegt flæsk til ham og den obligatoriske, men oprigtige ”Jeg elsker dig”. Søgt og klassisk? Muligvis, men det virker. Bonus: De tre ord er essensen af det hele.

Det var Nicolais ord for denne gang.

Hvis du har lyst til lidt hverdagspleasure, så har Mr. Klingenberg taget intiativ til champagneaften på Nimb. Dejlige Nimb, og med pindemadder og crooner-musik. Whats not to like? Meld dig til her.

Malerhjerne

Jeg er tyk. Og sur. Og idéforladt.

Jeg er idéforladt. Og tyk. Og sur.

Og tyk.

Og sur. Og idéforladt.

Og tyk.


Og ingen skal komme med gode idéer til, hvordan jeg skal HANDLE mig ud af det hele. Heller ikke dig Chris McDonald. Eller dig Thure, der siger ting som: 'nåmmen er du vågen når jeg kommer tilbage fra kajakturen', (hvis I forstår sådan en lille en).

Som om.

Klumme i JP

Fra og med i dag er jeg fast leverandør til JP's tillæg VIVA. Klummen handler i dag om ferie med børn. Som jo ikke er ferie, det vidste jeg bare ikke. Læs med her eller køb den mere flashy udgave med billede på i JP i dag:

Mors fede sommerferie

Jeg er en af de få i min omgangskreds, der stadig griner højt af Familien Grizwolds mange ferie eskapader i den legendariske 80’er komedie Fars Fede Ferie. Jeg hyler af grin på Gøg og Gokke måden. Altså den, hvor man godt, at det ikke er en skid sjovt, men jo flere gange Famand Clark Griswold får en finger i klemme i en grenhakker, jo sjovere bliver det.

Og mange gange, altså før jeg fik børn, har jeg kigget ind i bilen hos en småbørnsfamilie, og grinet min hånlige latter. ‘Ahahaha, de ligner da totalt Familien Grizwold med en bil pakket til randen med plastikposer, og med Mariekiks smurt ud over det hele. Med far bag rattet og mor, der fumler rundt med kort og Åh Abe cd’er, mens de prøver at holde den gode tone.’ Her har jeg tænkt, hvor vidunderligt det var at det ikke var MIG, der skulle køre med skrigende unger, der helt sikkert pissede i bukserne før Otto Duborg. Og som hyler op hele vejen til Sydfraknkrig.

Jeg skulle blive klogere. Så meget klogere.

For denne sommer kunne man se en lille rød Peugeot, pakket til randen med poser og tingeltangel til at underholde en 3,5-årig og en 0,9-årig. Man kan kalde det en udvidet form for Falckkasse. Med far bag rattet og mor på bagsædet som en 1000-armet blæksprutte, der forsøgte at lave sutteflasker, finde biler, kiks, vådservietter, og svare på spørgsmål om hvorfor månen ikke lyser hele tiden. At oversætte alle de svenske vejskilte til spansk for den store og lege ‘mor-er-et-mærkeligt-ansigt’ med den lille.

Vi var nemlig på vej på ferie til Sverige i bedste Familen Grizwold style, og ferien fortsatte såmænd også - Grizwold style. Aldrig så snart havde vi sat de hvide danske asparges ben på Sveriges grund før min ældste søn bryder ud i krampegråd fordi vi har glemt (læs: med vilje ikke taget med, læs: dumt) hans Rasmum Klump DVD. Dernæst ser han sig sur på mig, og kigger olmt på mig med sine store blå øjne og siger: ‘du er dum, jeg vil ha’ min far.’ Hvilket oversat til voksensprog betyder, at far skal gøre alt. Lave mad, skifte tøj, lege, børste tænder, lege, pudse næse, tørre røv, trøste og servere is dagen lang.

Synkront med den besked, sidder min yngste søn på min arm, og der havde han tænkt sig at blive siddende. For farlige farlige Sverige med fremmede mennesker var for meget for abebarnet, der sugede sig fast til min krop som en malle. Og enhver ved at man bare engang imellem skal bruge to arme, så det foregik ved at sugemallen krabbede sig hen til mig og holdt fast om mit ene ben. Alt imens han græd hjerteskærende.

Til denne scene kan du tilsætte 68.000 myg, som holdt en form for konference omkring mit hoved, og som ikke var for fine til at indkalde en hestebremse, som stak som ind i helvede - bare lige for at toppe den gode stemming. Tog man et fotografi af denne ferie, vil man kunne se mig stå handlingslammet med et stk. baby formet som ekstra kropsdel, 20 styk myggestik og en far, der havde arme som møllevinger for at undgå flere sammenbrud fra vores ældste søn Kasper.

Behøver jeg at sige at vi var en tro kopi af Fars Fede Ferie og behøver jeg at sige at vi gav op efter tre dage? Den lille røde Peugeot blev fyldt til randen med udefinerbare plastikposer fra den lokale købmand, og Kalles Fiskepostej lå udsmurt på min Mulberry. Alt tøj blev kylet ind på et nanosekund, og så afsted. Med far bag rattet og mig på bagsædet, der med lettelse opdagede, at de svenske fyrretræer blev færre og færre. Afsted mod hurtigfærgen (bemærk hurtig) mod Frederikshavn.

Så kære alle børnefamilier. I hele verden. Undskyld, fordi jeg har grinet hånligt af jer og jeres difust pakkede biler. Af jeres grimme solskærme i bilens ruder. Sort er pænest, men vi ved godt at det er den med Peter Plys, som virker bedst. For børnene. Undskyld, fordi jeg har tænkt at jeg var et bedre menneske, fordi det ikke var mig der kørte rundt med en is i den ene hånd og en Kinder Mælkesnitte i den anden. Nogle gange vinder overlevelse over e-numre.

Vi endte med en god ferie, men jeg kysser min gamle ven, hverdagen, velkommen.

‘..undskyld var det i September I sagde, at I havde en afbudsrejse til een person? ……’jeg spørger bare.’’Slet ikke for noget.’

De Vilde Veninder

Smag lige på den overskrift. "De Vilde Veninder." Lugter det ikke bare så meget af Paradise Hotel slash druk slash falske negle slash silikone babser slash du kender typen?

Men engang i stenalderen var det også titlen på det realityprogram som jeg medvirkede i. Host-host. Min veninde Nadja og jeg boede sammen på Vesterbro, året var 1997. Vi var begge to singler og levede et liv total i overhalingsbanen. Not. Den stod nærmere på kaffe og kanelsnegle end på coke og klamydia. Anyways så ville de gerne bruge os til en lille doku om livet som 25-årig og singler. Fint tænkte vi, vi sidder alligevel altid og snakker, så hvorfor ikke gøre det med kamera på? (Fordi TV-Danmark producerer det. Idioter. Men vi var også fra Jylland).

Fotograf og tilrettelægger ankom og filmede og filmede og vi snakkede og snakkede. I ugevis. Og det lugtede af at kunne være blevet et rigtigt fint program. I slutningen af optagelserne ville de dog godt lige have nogle såkaldte festlige billeder med, så de var med en shoppetur og en tur i byen til en dating fest, som de havde arrangeret. Need I say more?

TV-Danmark gik i tv-danmark klippe-mode og fandt på titlen "De Vilde Veninder", så det skulle jo ligesom også lugte af vildskab. Jeg kan sagtens gi' den gas, og har da også i dén grad ofte trukket den lige til grænsen, men fandme ikke i dette program. OM jeg ville stå i en brandert og brøle med en chokoladesnegl ud af den ene mundvig, hos en tilfældig bager på Vesterbro en morgen efter en bytur? Gu' ville jeg røv.

Derfor blev de såkaldte festlige optagelser til lange kedelige sekvenser, der næsten varede en hel udsendelse. Tag nu bare der hvor man ser mig og en fyr stå på et dansegulv. På et tidspunkt siger jeg til ham at vi er med i et tv-program og hvis han vil sige noget dumt så skal han bare gøre det ned i min mikrofon, som sad mellem mine bryster. Så ser man 'frisk-fyr-fra-Vejle', stikke snuden ned mellem mine bryster. Og så griner vi. Hahahahaha, hvor var det sjovt. Men kan bare intet høre fordi de lagde musik henover, så pointen gik ligesom tabt.

Og sådan var det. Som et dårligt stand-up show uden pointer. Altså virkelig kedeligt. Ikke desto mindre var der add's i diverse tv-oversigter, MED billede, og selveste Politiken havde et kæmpe billede af de to vilde veninder. Danmark! Glæd jer til de viiiiiiiilde veninder.

Det skulle sendes. Vi var fucked.

Hele vores hjemby sad klistret til skærmen. Alle vi kendte i Kbh, lå klar foran flimmeren. Jeg selv sad under min dyne og messede 'make-it-go-away-make-it-go-away'.

Men nej, det kom ud og blev genudsendt et hav af gange. Dagen efter gik vi ned af Istedgade med store hatte og lange frakker, da vi hører en eller anden stodder brøle: 'HEEEEEEEEYYYYYY DET DE VILDE VENINDEEEEEEEEER.' Jamen jeg blev bare bleg i det, da det gik op for mig, at fra nu af og resten af mit liv, ville det program sidde klistret fast til min nakke som et gammelt forsuttet bolche. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg er blevet genkendt. Og senest, mine damer og herrer: på en bar i Vejle, i lørdags. Jeg har ikke været i byen i Vejle i noget der ligner 12 år, men nu var jeg der med Nadja, og vi havde fandme ikke stået i den bar mere end fem minutter, før en bekendt, og nu boende i London, kommer ind af døren, ser os, og i falset råber: DET ER DA DE VILDE VENINDER! Og så gav hun en omgang.

Jamen jeg lader den bare stå. Den historie.

Ind i kampen

Jamen jeg sprøjter jo indlæg ud. Kan I følge med? Det tror jeg ikke I kan.

Nå.

På en måde lidt åndsvagt at være tilbage uden så at blogge. Men jeg har stadig ikke fået mit tøj i skufferne efter ferien, så det viser lidt om, hvor jeg bruger min tid: på Jeppe, på vasketøj, på at tænke over hvordan jeg skal rydde op, på at rydde op, på at være en husmor, uden virkelig at være det. Spørg bare Thure.

Min hjerne er ved at være skrumpet ind til samtaler som: "er det RIGTIGT, var der virkelig det i farsen? Små grønne pletter, hvor ulækkert", og så luller jeg videre i det land jeg kun kender. Jeppeland. Neverland. Landet der aldrig stopper.

Jeg er begyndt at læse ALLE artikler i Billed Bladet, og bider mærke i at Peter Tanev elsker frikadeller med muskat, for det fik han som barn. Eller at Flemming Krøll er still going strong. Total i orden paratviden.

Men nu skrider vi til Jylland til fødselsdag igen, og så håber jeg fanden stejleme, at jeg finder min hjerne i Vejle Fjord.

I'll be back. Med hjerne. Muligvis.

And action!

Er I klar over hvor meget det har kriblet i fingrene? Hold kæft jeg har nærmest blogget i døgndrift. Opfandt tele-blogging, og alle jer der har downloadet det, har kunnet følge med hele ferien. Smart system siger jeg bare. Virker selv i det yderste Sverige uden internet.

Til alle jer, der ikke har downloaded det, kan jeg sige, at ferie i 35 grader i det indre Sverige, med 68.000 myg på en form for konference omkring mit hoved, med en blærebetændelse og multlokum og to unger, der på hver sin måde flippede, ikke decideret er at anbefale. Især ikke, hvis man som forældre begår den store fejl at undlade at tage computeren med. 'Næ, så kan ungen sgu lære at lege i naturen'. Det barn som er 3,5 og som ikke lige sætter sig med en krimi og et tæppe.

Needless to say, at vi tog unger og Peugeot på nakken og kørte til Göteborg og tog hurtigfærgen (bemærk hurtig) til Frederikshavn da der var gået fire dage.

Resten af ferien foregik med en ekstra hånd ved vores side, så vi forhandlede om hver vores form for frihed. Jeg tog på shopping, Thure tog ud i sin kajak. Sammen holdt vi i hånd og tog til koncert. Og skred til Skagen og drak os fulde på havnen.

Og meget meget andet dejligt.

Det har været en udfordring med så små børn i tre uger. Læs: fuckingpikkerøvmeget arbejde. Men jeg synes all over vi gjorde det meget godt. Ingen brækkede da armene eller fik slået tænderne ud. Jeg tror nok at jeg fik mascara på hver dag, og hold op hvor blev jeg vild med min mand.

Nu er det hverdag. Jeppe fylder snart 1 år. Mine ben har stadig fave som to slikasparges, men mine skuldre og arme er bondebrune. Og så ser man altså bare lidt tyndere ud. Og sådan gider jeg da godt at gå efteråret i møde.

Ai det er godt a være tilbage her på bloggen.

Fik jeg sagt at det er godt at være tilbage?