søndag den 4. september 2011

Ælle-Bælle, hvem skal vi vælge?

Jeg ved ikke hvor politiske I er, men jeg har aldrig selv været det og bliver det heller aldrig. Det er ikke for at være ignorant, men hver gang jeg prøver at læse en artikel om valget eller kaster mig ud i at se en valgkamp, kan jeg ikke lade vær med at tænke på, hvor meget botox Helle Thorning har fået i panden, at Margrethe Vestager er blevet noget mere sexet med kort frisure, hvorfor er der ingen tandlæger, der giver Lars Løkke en gratis blegning af de hugtænder, om Villy S. er glad igen? Ovenpå. Efter sin skilsmisse. Om ikke Simon Emil ser en smule blodfattig ud på de valgplakater og hvorfor Pia K. har valgt lige dén brille? Jamen. Har man tendens til aquarie-øjne, så skal man da ikke vælge et stel med SÅ store glas.

Så. Hvis I tænker ligesom mig, vil jeg give jer lidt inside information, at vælge efter. For udover selve partiet, så er det personligheden vi vælger efter. Afterall.

Pia K. mødte jeg for to valg siden. Og jeg kunne ikke være mere uenig med hende, men da det var mig, der skulle tage imod hende til et radioprogram og give hende en kop kaffe, besluttede jeg mig for at være venlig. Og helt ærligt. Jeg var næsten ked af, at jeg hader hendes politik så meget, for hun var så sød. Og hyggelig og sådan en jeg fik lyst til at spise en kage med. Hun var rimelig gammeldags i nogle af sine synspunkter, men jeg må give hende, at det på en sær måde var interessant at møde et menneske, som i så høj grad går op i de gamle danske værdier.

Anders Fogh Rasmussen trådte ind af døren på samme radiostation dagen efter, og hvis nogen havde sagt nosser af stål. Så var det ham. Aldrig stemt på manden. Aldrig været tilhænger af ham. Altid haft svært ved autoriteter. Men jeg blev ærlig talt lidt mundlam. Han var bare så fucking fokuseret og koncentreret og havde spindoctorer rendende om anklerne på ham, parat til at FLÅ ham ud af studiet, hvis pligten kaldte. Jamen jeg var på røven. Mest fordi jeg er lidt til den dovne side, og det her var ikke for fem flade ører dovenskab. Min fornemmelse var, at man ikke, i hans selskab, lige nupper et fjumreår eller fem efter gymnasiet. Jeg gav ham en kop kaffe, det ville han ikke have, så fik han noget vand og det drak han uden at sige noget, og jeg droppede al smalltalk om, at jeg vistnok engang også havde tænkt på at læse statskundskab.

Det var så det år, hvor han vandt valget og hvor Mogens Lykketoft, trods nyt look, og ny dame i sit liv ikke havde mange nosser af rutte med. Han var en slagen mand vi fik i studiet en time senere. Hvad der havde været af energi i rummet med Anders Fogh, var forsvundet som dug for solen. Og Lykketoft virkede nærmest deprim. Svarede i helt korte sætninger og gloede ellers ud over Rådhuspladsen. Tomt. Jeg blev helt ked af det på hans vegne og fik pippet, at jeg da i hvert fald havde stemt på Socialdemokratiet. Det hjalp ikke meget. Heller ikke på valget.

Et par år senere var det ikke i en valgrunde, at jeg mødte lidt flere af dem fra Borgen. Derimod på P3, hvor jeg lavede nogle programmer, der hed Gæste-dj. Det handlede om at en kendt person tog nogle plader med i studiet og så spillede vi dem. Jeg fik først besøg af Helle Thorning. Og her kan Gaffa.dk godt gå hjem. Hun er et omvandrende musikleksikon. Kendte hele P3's spilleliste, og var med i fremme med de nyeste kunstnere. Var flittig koncertgænger og på ferier med familien, også hende der laver musikquizzer i bilen. Hun grinede meget. Hele tiden. Og jeg ville ønske, at hun kunne være sådan på en talerstol. For hun er faktisk langt federe, når hun ikke prøver at overbevise. Nogen om noget.

Så var det jeg fik besøg af Naser Khader. Og så skal jeg ellers lige love for, at der var gang i de vuggende hofter. Vi fik snakket lidt om Syrien og Mellemøsten, men for det meste stod han og dansede under musikken og det var han på ingen måde flov over. Det var jeg til gengæld. Har bare altid selv været for genert til at springe ud i en dans, fordi jeg bare MÅ bevæge mig. Men gid jeg kunne, for Khader havde i dén grad budt op til spilopper. Jeg synes han skulle sætte sine penge på den form for underholdning, i stedet for den, whatever roulette, han spiller på Borgen.

Sidste mand i rækken, som jeg mødte var Villy. Kære rare venlige Villy. Jeg havde en båndoptager med mig ind på Borgen og vi sad på hans kontor. Total old school måde at lave radio på, men det passede til ham. Han sad med sin pibe og fortalte om dengang han spillede med bandet De Blå Svin hjemme i Kolding og hvordan familien tit sad med en guitar og sang. Jeg glemte at trykke 'pause' på båndoptageren og da jeg kom tilbage til  DR byens sorte hus, og hørte det hele igennem, blev jeg endnu engang bjergtaget af hans måde at fortælle historier på. Arjmen, det var morfar med Thomas Winding på. Villys musik var iøvrigt meget langt fra P3's gyldne lister, så jeg var nødt til at mikse det med nogle numre han skulle vælge fra vores egne spillelister for ikke at falde i P4 gryden. Og Villy, han er en dygtig mand, og jeg håber fannerme han får lov til at vise sine talenter, men at udtale 'Kylie Minougue', det kunne han ikke. 




18 kommentarer:

  1. Hold kæft et skønt indlæg! (Ja, så må jeg sgu være bitter et andet sted)

    SvarSlet
  2. Hedder han ikke Lykketoft? Nå, men er ellers enig med hende den bitre. Og det irriterer altså også mig at hende der Pia K har sådan nogle fucked up holdninger, for ser man bort fra det, er hun sådan lidt mormoragtig og sådan en jeg godt gad bruge min søndag eftermiddag med.

    SvarSlet
  3. Klikker lige like! :)

    Altså hvis man kunne.

    SvarSlet
  4. Jo gu fanden hedder han Lykketoft. Christ! ;-)

    SvarSlet
  5. Skønt indlæg!

    Men jeg har engang været i rum med Anders Fogh inden et foredrag han skulle holde... før han kom til "magten"... jeg fik seriøst stress og turde nærmest ikke sige noget :D

    SvarSlet
  6. Jeg så engang Pia K i en af de der spis-middag-med-hinanden-programmer. Og hun var bare den absolut mest behagelige person i det program. Supervenlig og rar - og betænksom. Var den eneste, der på forkant sendte blomster til aftenens vært/værtinde og var i det hele taget en virkelig god gæst.

    SvarSlet
  7. Haha! Virkelig fedt indlæg!
    Jeg er selv meget interesseret i politik, men det var rigtig sjovt med en lidt anden vinkel. Ville ønske Helle T var mere sådan som du beskriver hende. Det er som om, at hun mangler lidt personlighed, når man ser hende i medierne. (Derfor håber jeg selvfølgelig stadig, at hun bliver statsminister.)

    Jeg var engang til åbent hus på Christiansborg. Hvert parti holdt en slags fest/fejring af deres parti - og der var uden tvivl mest gang i den hos DF.

    SvarSlet
  8. Var for mange år siden til et sociademokratisk møde med min far, som er medlem. Her talte Nyrup uden manu eller noget, var bare så meget ikke uld i mund, ærgerligt at han ikke var sådan på tv. For 10 år siden var jeg med til at arrangere et konference dagen før valget om flygtninge/indvandrers rolle i DK. Den der var høfligt var Peter Skaarup, kom og takkede os for godt arrangement ect. mens Kamal Q rendte rundt og delte flyeres ud inden mødet var færdigt. Stemmer dog stadgivæk SF og synes også har har gjort meget godt for i sær homoseksuelle i folketinget - men godt en gang i mellem at blive afkræftet i sine fordomme:-)
    Kh Mia

    SvarSlet
  9. Hahaha...ja - det er lidt sjovt at møde dem IRL. Har en go' ven, som er spin og møder derfor hans minister med jævne mellemrum (ja - spin og minister er tætte...bla med til bryllup og den slags) - og lige pludselig så er ministeren sq en hel fin fyr og slet ikke en bulldog

    PS: Fuhrmann - skal jeg gå med dig i Fields - eller har du været?

    SvarSlet
  10. Godt indlæg:-) Ja de er meget anderledes i virkeligheden. Så også TV med "Til middag hos" med Pia K og er anden program med "Hvem bor her" eller sådan noget med Villy S. Man får et helt andet indtryk og oplever at til trods for rabiate holdninger kan man være et udmærket menneske...

    SvarSlet
  11. Ja, det er et godt indlæg... og jeg synes da, at det er lidt fedt at høre lidt mere om, hvad det er for et menneske, der også gemmer sig bag politikerne. Jeg så nemlig også lidt af det der program med Pia "Til middag hos" og synes, at hun umiddelbart dér (og kun der) var en hyggelig mormor-type...

    Men altså, lidt valg-malurt i bægeret: Det irriterer mig bare sådan, at vi har så meget fokus på politikerne som enkeltindivider. Altså, det er de jo, enkeltindivider, altså. Og selvfølgelig har det betydning for deres politiske virke og så'n. Det er jeg helt med på. Men vi stemmer jo for filan ikke om, hvem vil bedst kan lide som person, men om hvad og hvordan vi vil indrette vores samfund. Eller... det burde vi i hvert fald. Synes jeg. Tror jeg.

    Nå, jeg stikker valgpiben ind. For jeg aner i bund og grund ufattelig lidt om politik og aner ikke, hvad og hvordan jeg ønsker for dette lille land. Så det ender sgu nok med, at jeg finder én, der ser lækker ud og stemmer på ham ;-) Nogen forslag?

    SvarSlet
  12. Hvis man stadig er i tvivl om 1½ uge, så kan man om ikke andet give en stemme til en anden form for udvikling i DK: Første kvindelige statsminister, synes jeg ku være på tide.

    SvarSlet
  13. Jeg har så arbejdet på et forlystelsesetablissement vi ikke skal nævne ved navn, men hvor Pia K. kom tit og ofte. Hun gav aldrig drikkepenge, var altid ubehøvlet, krævede særbehandling og var generelt lidt af en belastning at have besøg af. Næ nej, må jeg bede om de Konservative (som gæster altså), der lå drikkepengene løst. Smilede hver gang jeg strøg 500 kr. på et kort hvorpå der stod Det Konservative Folkeparti :-)

    De kunne dog ikke købe mig - stemmer på SF (som vi vist aldrig havde besøg af)...

    SvarSlet
  14. Gad vide om I kan magte at jeg stemmer DF? Stemmer ikke udfra personer med fordi jeg er enig i meget af deres politik. Bl.a. hvad angår EU og den måde vi bør hjælpe integreringen på. Synes nemlig det er bedre at tage godt om de udlængige vi har her så de bliver integreret i vores samfund, kun på den måde kan de have det godt ved at være her. Så hellere tage godt hånd om færre, end dårligt hånd om mange. Derfor synes jeg det er rigtigt at vi har retningslinier der bestemmer, at ikke alle bare kan komme og få.

    SvarSlet
  15. Skøn vinkel og dejligt personligt indlæg Annamette. Jeg skal interviewe Lars Løkke og Magrethe vestager i næste uge på selv samme radiostation. Nogen forslag til det? Udover small talk, spørge til deres tøjstil og hvilken type cigaretter de ryger. Sådan noget der er vigtigt for valget.

    SvarSlet
  16. Hej du anonyme DF-vælger.

    Det er jo det fantastiske ved demokrati. At man kan stemme på dem man har lyst til. Så hvorfor skulle det ikke kunne rummes at du stemmer DF, hvis du er enig med dem?

    Når det er sagt, vil jeg gerne udfordre dig lidt på indholdet, af det du skriver. Hvordan er 225-timers reglen og starthjælpen, der betyder at børn vokser op i reel og håndgribelig fattigdom, en hjælp for dem, der er her og skal integreres? Hvis vi skulle sørge for ordentlig integration af dem, burde vi så ikke sørge for at deres børn havde råd til at inviterer til fødselsdag og deltage i aktiviteter på lige fod med andre børn? CASA har lavet en fin forskninsrapport om hvordan disse mennesker og dres børn lever, som er god at blive klog af.

    Og undskyld til Annamette, hvis der kom for meget alvor i tråden her :-)

    SvarSlet
  17. Jeg synes at politikerne som enkeltindivider er blevet for tydelige i tv-shows som "Til middag hos". Deres optræden i programmer som disse, tror jeg kan have en del betydning for, hvem man stemmer på. Der er sgu flere som sidder og ser "Til middag hos" end der ser valgdebatter..
    Vi stemmer jo ikke om hvem der kan lave den bedste bearnaisesauce, men om Danmarks fremtid.
    Det kan da sagtens være at Pia K. smiler venligt til en når man serverer hendes kaffe. Men det betyder ikke, at hendes politik er i orden.(Jeg undskylder for den tydelige farvning, ja jeg er rød)
    At journalister går så langt til at rode i politikernes skraldespande er for galt!
    Jeg krydser bare fingre for, at folk derude ikke stemmer på folk fordi de har pæne øjne eller laver en god bearnaisesauce, men fordi de har en god politik.

    SvarSlet
  18. Til dem der klager over for meget fokus på enkeltindivider... Så længe der er vælgere som Annamette vil der være fokus på enkeltindivider. Når man ikke kan mobilisere samfundsengagement nok til engang hvert fjerde år at tænke over hvilken retning samfundet skal gå og hvilket samfund man ønsker at give videre til sine børn, vil politikerne forsøge at få vælgere i tale ved at fremvise deres garderobe/hund/futsko...

    SvarSlet