Ælle-Bælle, hvem skal vi vælge?

Jeg ved ikke hvor politiske I er, men jeg har aldrig selv været det og bliver det heller aldrig. Det er ikke for at være ignorant, men hver gang jeg prøver at læse en artikel om valget eller kaster mig ud i at se en valgkamp, kan jeg ikke lade vær med at tænke på, hvor meget botox Helle Thorning har fået i panden, at Margrethe Vestager er blevet noget mere sexet med kort frisure, hvorfor er der ingen tandlæger, der giver Lars Løkke en gratis blegning af de hugtænder, om Villy S. er glad igen? Ovenpå. Efter sin skilsmisse. Om ikke Simon Emil ser en smule blodfattig ud på de valgplakater og hvorfor Pia K. har valgt lige dén brille? Jamen. Har man tendens til aquarie-øjne, så skal man da ikke vælge et stel med SÅ store glas.

Så. Hvis I tænker ligesom mig, vil jeg give jer lidt inside information, at vælge efter. For udover selve partiet, så er det personligheden vi vælger efter. Afterall.

Pia K. mødte jeg for to valg siden. Og jeg kunne ikke være mere uenig med hende, men da det var mig, der skulle tage imod hende til et radioprogram og give hende en kop kaffe, besluttede jeg mig for at være venlig. Og helt ærligt. Jeg var næsten ked af, at jeg hader hendes politik så meget, for hun var så sød. Og hyggelig og sådan en jeg fik lyst til at spise en kage med. Hun var rimelig gammeldags i nogle af sine synspunkter, men jeg må give hende, at det på en sær måde var interessant at møde et menneske, som i så høj grad går op i de gamle danske værdier.

Anders Fogh Rasmussen trådte ind af døren på samme radiostation dagen efter, og hvis nogen havde sagt nosser af stål. Så var det ham. Aldrig stemt på manden. Aldrig været tilhænger af ham. Altid haft svært ved autoriteter. Men jeg blev ærlig talt lidt mundlam. Han var bare så fucking fokuseret og koncentreret og havde spindoctorer rendende om anklerne på ham, parat til at FLÅ ham ud af studiet, hvis pligten kaldte. Jamen jeg var på røven. Mest fordi jeg er lidt til den dovne side, og det her var ikke for fem flade ører dovenskab. Min fornemmelse var, at man ikke, i hans selskab, lige nupper et fjumreår eller fem efter gymnasiet. Jeg gav ham en kop kaffe, det ville han ikke have, så fik han noget vand og det drak han uden at sige noget, og jeg droppede al smalltalk om, at jeg vistnok engang også havde tænkt på at læse statskundskab.

Det var så det år, hvor han vandt valget og hvor Mogens Lykketoft, trods nyt look, og ny dame i sit liv ikke havde mange nosser af rutte med. Han var en slagen mand vi fik i studiet en time senere. Hvad der havde været af energi i rummet med Anders Fogh, var forsvundet som dug for solen. Og Lykketoft virkede nærmest deprim. Svarede i helt korte sætninger og gloede ellers ud over Rådhuspladsen. Tomt. Jeg blev helt ked af det på hans vegne og fik pippet, at jeg da i hvert fald havde stemt på Socialdemokratiet. Det hjalp ikke meget. Heller ikke på valget.

Et par år senere var det ikke i en valgrunde, at jeg mødte lidt flere af dem fra Borgen. Derimod på P3, hvor jeg lavede nogle programmer, der hed Gæste-dj. Det handlede om at en kendt person tog nogle plader med i studiet og så spillede vi dem. Jeg fik først besøg af Helle Thorning. Og her kan Gaffa.dk godt gå hjem. Hun er et omvandrende musikleksikon. Kendte hele P3's spilleliste, og var med i fremme med de nyeste kunstnere. Var flittig koncertgænger og på ferier med familien, også hende der laver musikquizzer i bilen. Hun grinede meget. Hele tiden. Og jeg ville ønske, at hun kunne være sådan på en talerstol. For hun er faktisk langt federe, når hun ikke prøver at overbevise. Nogen om noget.

Så var det jeg fik besøg af Naser Khader. Og så skal jeg ellers lige love for, at der var gang i de vuggende hofter. Vi fik snakket lidt om Syrien og Mellemøsten, men for det meste stod han og dansede under musikken og det var han på ingen måde flov over. Det var jeg til gengæld. Har bare altid selv været for genert til at springe ud i en dans, fordi jeg bare MÅ bevæge mig. Men gid jeg kunne, for Khader havde i dén grad budt op til spilopper. Jeg synes han skulle sætte sine penge på den form for underholdning, i stedet for den, whatever roulette, han spiller på Borgen.

Sidste mand i rækken, som jeg mødte var Villy. Kære rare venlige Villy. Jeg havde en båndoptager med mig ind på Borgen og vi sad på hans kontor. Total old school måde at lave radio på, men det passede til ham. Han sad med sin pibe og fortalte om dengang han spillede med bandet De Blå Svin hjemme i Kolding og hvordan familien tit sad med en guitar og sang. Jeg glemte at trykke 'pause' på båndoptageren og da jeg kom tilbage til  DR byens sorte hus, og hørte det hele igennem, blev jeg endnu engang bjergtaget af hans måde at fortælle historier på. Arjmen, det var morfar med Thomas Winding på. Villys musik var iøvrigt meget langt fra P3's gyldne lister, så jeg var nødt til at mikse det med nogle numre han skulle vælge fra vores egne spillelister for ikke at falde i P4 gryden. Og Villy, han er en dygtig mand, og jeg håber fannerme han får lov til at vise sine talenter, men at udtale 'Kylie Minougue', det kunne han ikke.