Klumme i Jyllands Postens VIVA (sidste søndag)

Godt Nytår!

Min morfar var det man på jysk kalder ’ejn’. På dansk betyder det: helt overdrevet stædig. Min morfars ur stod på vintertid. Og det blev det i øvrigt ved med året rundt. Ifølge ham var der ingen grund til at lave om på dét. Ja, faktisk syntes han, det var blasfemisk at skrue på tiden. Den gik som den gik. Man købte jo heller ikke en ny vinterjakke hvert år, bare fordi det blev vinter igen. Den er vi så nogen i familien, der har taget op til revision

Til gengæld er der noget af det med tiden, som jeg har arvet. Tidsregningen. Jeg vil modsat min morfar ikke holde fast i vintertiden, men derimod slå et slag for at vi holder nytårsaften d. 31. juni. Når vi går på juleferie skifter kalenderåret, men det er sommerferien der er det virkelige årsskifte.

Der sker nemlig det hvert år, at når jeg nærmer mig ferien, så nærmer jeg mig et skifte. Du kan kalde det et hamskifte. Eller også bare en mindre identitetskrise. For mens jeg pakker mine sommersandaler og pudser støvet af kufferten, så begynder den indre film at rulle. Stærkt afhængig af hvor jeg rejser hen.

Tag nu bare i år. Der skulle jeg til Berlin. Og til Vejle. Tal om modpoler. Men det skulle ikke få min identitetskrise ned med nakken, så til min byrejse til Berlin pakkede jeg alt mit hipster-smarte bytøj (Hipster er slang for en subkultur, mor), og gjorde mig klar til at leve en uge, som storbytype, der gik rundt med klapvognen i den ene hånd og moderigtige Ray Bans i den anden, mens jeg så på undergrunds kunst og lå og slappede af i en park med en varm Cortado (det er en kaffe, mor).

Herefter gik turen til Vejle. Og som vi nærmede os Otto Duborg fik jeg mere og mere lyst til en pose King Size Werters Echte, og joggingbukser og kunne knap nok udtale ordet Cortado. Slut med at være storbysmart, for da jeg sad i min mors vidunderlige stue med udsigt over Vejle Fjord, så kom der en opringning fra min underbevidsthed med spørgsmålet: hvilken slags hjerneblødning fik du, siden du flyttede herfra? En der fik mig til at flytte til København åbenbart, men også en, der pirker til min tvivl om det her med udsigt over fjorden ikke bare er det gode liv i stedet for stenbroen. Jeg bliver altid vældig parat til at rykke alting op med roden. Skifte job. Karriere. Eller måske flytte til et andet land. Mulighederne er mange. Mens jeg sidder der og stirrer ud på vandet med min kaffemaskine-kaffe.

Og jeg er nok ikke den eneste, der har det sådan. Jeg kender flere, der lige skal lande i deres eget tøj, hvis de har været på ferie Hawaii, og derfor bare må gå rundt i palme-relaterede skjorter indtil oktober måned. Eller som slet og ret rykker teltpælene op og flytter. Jo de findes. Eller ender med at være importør af Balinesiske tasker, bare fordi de kom til at gå forbi en lille bod med fem slangeskindstasker. Jeg kender også flere, der i deres sommerferie, får sagt mentalt farvel til deres gamle job, for så at sende en opsigelse afsted når de kommer hjem, mens de stadig har tanken om deres nye liv som vinbonde i Toscana, frisk i erindringen.

Farvel til det gamle, goddag til det nye. Det er hvad sommeren er. Ligesom den del af ægtefolksbranchen, der efter sommerferien, sætter hinanden på udsalg, minus 70%, for at gå efteråret i møde i en helt anden slags vinterjakke. Nemlig singlefrakken.

Så. Vi går ind i en ny tid. Det bliver koldere. Og det bliver mørkere. Og det kan vi sgu ligeså godt fejre med et brag af en fest. Rulle pailletterne ud og fyre en champagneprop afsted mod de evige sommersolnedgange.

Og helt ærligt. Tænk bare, hvor fantastisk du ville se ud i din nytårskjole, hvis du stod i den d. 31. Juni. Brun og lækker og helt sikkert uden en vinterdepression.