Hvad er der nu galt med nabokaffe?

Min mormor og morfar boede i en lille jysk by. Meget Lille. Og de boede i det man i byen kaldte 'nedre-byen' og deres hus var det sidste inden bygrænsen. Det ligger lige over for Mejeriet, hvor min mormor var født og opvokset.
Deres hjem var et levende hjem og der var et rend af naboer, postbudet og landevejstyper, som bankede på og fik en kop kaffe og spegepølsemad. Ja. Kridhvidt brød med smør og 3-stjernet Salami, hertil sort sort kaffe. Uøkologisk. Og med et par sukkerknalder.
Tiden var en anden dengang. Man havde mere af den og ingen smartphones, der bippede under samtalerne. Fred og ro til at glo lidt ud i luften og høre Bornholmeruret tikke og takke og den slags. Men de brugte sgu også hinanden til vende hverdagens brikker. Uden noget ophøjet formål.

Den opgang jeg bor i har lidt af det samme. Vi er en blandet og broget flok og ret forskellige. Jeg ville helt sikkert ikke blive venner med dem, hvis jeg havde mødt dem til en fest. Men nu da vi bor tæt og ser hinanden med morgenhår og ubørstede tænder, så er vi ligesom venner. På en måde. Vi sidder tit nede foran på græsset og glor med en avis, og en kop kaffe. Og lige dér. Der kommer de snakke.
De små snakke, hvor man lige får luftet hverdagen. Og selvom vi ikke sidder hos hinanden og taler dybt og inderligt om livet, så kender vi overfladen af hinandens liv. En har mistet sin far, en anden savner sit hjemland, noglegange er damerne i opgangen pissetrætte af deres mænd, og andre gange skal mændende vise deres cykler frem for hinanden, mens en anden henter en kælderlunken bajer.

Andre dage, der siger vi bare hej. Og gider ikke snakke. For ingen af os har behov for et dybere venskab.

Og nu kom vi til min pointe. Jeg har nemlig lige siddet og lyttet til nogle selvudviklingstyper, som snakker om personlig vækst, nærhed og tryllestøv (undskyld, det er mig ikke muligt at være neutral) i dit liv i det hele taget. Bagefter faldt jeg over en video, som jeg næsten ikke kan skrive om....men det var et kvindemenneske, som står og hopper op og ned i sin stue for ligesom at arbejde energier på plads.

...........ja.

Hold kæft, jeg synes det hele er en omgang ligegyldigt bullshit. Og nu vil de sikkert sige, at det er noget med min modstand. Noget med mig. Noget jeg ikke har omfavnet og kigget på. Jeg er ligeglad. Jeg synes de besværliggør det vi andre kalder liv. Det er som om, at hvis ikke vi har en spirituel mentor i vores liv, så når vi ikke de nye højder.....jeg synes kraftedemig de undervuderer mængden af hårdt arbejde. Og de stikker blår i øjnene på dem, der tror de kan blive ligeså tynde, rige og velafbalancerede som de selv er. Eller gerne vil være.

Så ja. Jeg kan sagtens selv sidde og være hellig med min fine opgang, men jeg mener faktisk, at hvis man tør at snakke med sin nabo eller invitere sig selv på en kop kaffe, så kan den snak hjælpe en til at blive et lykkeligere menneske. Smil til din buschauffør og lad for fuck sake vær med at tro, at du har talentet til at kunne vælge frit fra alle hylder. Jeg skal være den sidste til at slå en fed streg under, at alle skal have en chance, men come on. Hvis du ingen ben har er det bare skidemeget op af bakke, at blive trapez-artist.

Ja. Der røg jeg lige ud af en tangent. Struktur har aldrig været min stærke side.

Tilbage til min opgang. I den perfekte verden ville jeg allerhelst have, at alle mine veninder boede i min opgang. Og jeg vil hellere snakke med dem hver eneste dag og jeg vil hellere have at det var dem, der sad der på græsset med en avis. Men. Når det ikke kan være sådan, så synes jeg ikke man skal være så bange for at bruge de såkaldte 'almindelige' mennesker som de såkaldte spirituelle mentorer. Det kunne vi allesammen lære noget af.

Ja. Stem på Fuhrmann. For en bedre verden.