mandag den 29. august 2011

Hvad er der nu galt med nabokaffe?

Min mormor og morfar boede i en lille jysk by. Meget Lille. Og de boede i det man i byen kaldte 'nedre-byen' og deres hus var det sidste inden bygrænsen. Det ligger lige over for Mejeriet, hvor min mormor var født og opvokset.
Deres hjem var et levende hjem og der var et rend af naboer, postbudet og landevejstyper, som bankede på og fik en kop kaffe og spegepølsemad. Ja. Kridhvidt brød med smør og 3-stjernet Salami, hertil sort sort kaffe. Uøkologisk. Og med et par sukkerknalder.
Tiden var en anden dengang. Man havde mere af den og ingen smartphones, der bippede under samtalerne. Fred og ro til at glo lidt ud i luften og høre Bornholmeruret tikke og takke og den slags. Men de brugte sgu også hinanden til vende hverdagens brikker. Uden noget ophøjet formål.

Den opgang jeg bor i har lidt af det samme. Vi er en blandet og broget flok og ret forskellige. Jeg ville helt sikkert ikke blive venner med dem, hvis jeg havde mødt dem til en fest. Men nu da vi bor tæt og ser hinanden med morgenhår og ubørstede tænder, så er vi ligesom venner. På en måde. Vi sidder tit nede foran på græsset og glor med en avis, og en kop kaffe. Og lige dér. Der kommer de snakke.
De små snakke, hvor man lige får luftet hverdagen. Og selvom vi ikke sidder hos hinanden og taler dybt og inderligt om livet, så kender vi overfladen af hinandens liv. En har mistet sin far, en anden savner sit hjemland, noglegange er damerne i opgangen pissetrætte af deres mænd, og andre gange skal mændende vise deres cykler frem for hinanden, mens en anden henter en kælderlunken bajer.

Andre dage, der siger vi bare hej. Og gider ikke snakke. For ingen af os har behov for et dybere venskab.

Og nu kom vi til min pointe. Jeg har nemlig lige siddet og lyttet til nogle selvudviklingstyper, som snakker om personlig vækst, nærhed og tryllestøv (undskyld, det er mig ikke muligt at være neutral) i dit liv i det hele taget. Bagefter faldt jeg over en video, som jeg næsten ikke kan skrive om....men det var et kvindemenneske, som står og hopper op og ned i sin stue for ligesom at arbejde energier på plads.

...........ja.

Hold kæft, jeg synes det hele er en omgang ligegyldigt bullshit. Og nu vil de sikkert sige, at det er noget med min modstand. Noget med mig. Noget jeg ikke har omfavnet og kigget på. Jeg er ligeglad. Jeg synes de besværliggør det vi andre kalder liv. Det er som om, at hvis ikke vi har en spirituel mentor i vores liv, så når vi ikke de nye højder.....jeg synes kraftedemig de undervuderer mængden af hårdt arbejde. Og de stikker blår i øjnene på dem, der tror de kan blive ligeså tynde, rige og velafbalancerede som de selv er. Eller gerne vil være.

Så ja. Jeg kan sagtens selv sidde og være hellig med min fine opgang, men jeg mener faktisk, at hvis man tør at snakke med sin nabo eller invitere sig selv på en kop kaffe, så kan den snak hjælpe en til at blive et lykkeligere menneske. Smil til din buschauffør og lad for fuck sake vær med at tro, at du har talentet til at kunne vælge frit fra alle hylder. Jeg skal være den sidste til at slå en fed streg under, at alle skal have en chance, men come on. Hvis du ingen ben har er det bare skidemeget op af bakke, at blive trapez-artist.

Ja. Der røg jeg lige ud af en tangent. Struktur har aldrig været min stærke side.

Tilbage til min opgang. I den perfekte verden ville jeg allerhelst have, at alle mine veninder boede i min opgang. Og jeg vil hellere snakke med dem hver eneste dag og jeg vil hellere have at det var dem, der sad der på græsset med en avis. Men. Når det ikke kan være sådan, så synes jeg ikke man skal være så bange for at bruge de såkaldte 'almindelige' mennesker som de såkaldte spirituelle mentorer. Det kunne vi allesammen lære noget af.

Ja. Stem på Fuhrmann. For en bedre verden.

16 kommentarer:

  1. I mit tidlige barndomshjem var begrebet nabokaffe brugt i praksis.
    Men jeg mener serveringen var udvidet med rullepølse, småkager og snaps til en bette sort..

    SvarSlet
  2. Du har ret, alt for mange går rundt og udstråler at de er i konstant "katastrofe-beredskab".
    Bedst at se sur og tvær ud - for en sikkerhedsskyld.
    Mange har nok i sig selv og "vil ikke blande sig med nogen"
    MEN
    Smil til verden...
    Man bliver selv glad af at få et smil retur.
    Du har min stemme.

    SvarSlet
  3. Blev mindet om det der med, lige at stoppe op og slå en sludder af, her i sidste uge.
    Forrige tirsdag mødte jeg vores "gamle" vicevært(62 år) på p-pladsen, men jeg havde ikke tid til at stoppe op og snakke..
    Han døde fredag aften.. Suk.. har sådan fortrudt at jeg ikke lige stoppede op og nu er det for sent.
    Jeg sætter mit kryds ved dig!! :O)

    SvarSlet
  4. Amen :-) Fuhrmann for Pres.!!

    SvarSlet
  5. Nej stem på min gård på Nørrebro, for vi drikker faktisk kaffe med hinanden. Hele tiden. Og cognac bliver det også til... Og øl...

    SvarSlet
  6. Jeg kunne godt skrive lidt om hvor sure I ser ud I danmark når man kommer på besøg fra London, hvor jeg bor. Folk bumber ind i hinanden uden at sige undskyld og det er mere reglen end undtagelsen at man får et mistœnkeligt blik hvis man smiler til folk man ikke kender, istedet for et smil retur. Og hvis man kommer til at sige forkert hos bageren fordi man ikke kan huske hvad rundstykkerne hedder mere så bliver hun sur hende der, der arbejder ved bageren. Jeg synes det er en skam. Men det er lidt som om at mange synes at de er utroligt vigtige og bare har helt vildt styr på det hele og os andre bare er i vejen.
    Selvom London er en meget stor by så bor jeg jo i en bydel, Fulham. Vi har en dørmand som tager i mod pakker når vi ikke er hjemme, faste postbude (een til breve og een til pakker) og så det løse med de mennesker man bare ser på gaden hele tiden. Og det der med en sludder-for-en-sladder er med på programmet hver dag. Og ja det kan da godt vœre lidt kedeligt at diskutere cykeltyverier med dørmanden eller vejret med postbudet, men det tager altså kun 1 minut og det er som olie på hverdagen, det får bare det hele tid at glide lidt bedre. Men altså jeg synes vi er super gode til small talk i London og gode til at spørge hinanden om ting som: Hvordan er det i dit land? Hvor var du da de unge gik amok? Synes du osse at Olympiaden er noget pis? osv.

    Og hvad de der guru-typer angår, så har jeg osse bare rigtigt meget jeg godt kunne tœnke mig at sige, men jeg holder det til 2 pointers:

    1. Lyt aldrig til een der påstår at han kan gå på vandet eller ligende, for det passer ikke. Folk der siger den slags lider af forvrœnget realitets-sans, og de kan vœre meget farlige at tage 'gode' råd fra.

    2. Hvis der er een der peger fingrer af dig, så taler de i virkeligheden om sig selv. Der skal ikke meget iagtagelse til at opdage at når man peger med een finger fremad (som regel pegefingeren), så er der faktisk hele 3 fingrer der peger tilbage på een selv.

    Jeg synes jeg komme godt igennem ved at holde mig til disse to meget simple ideer:-)

    Knus fra London, ja altså Fulham hvis jeg skal vœre mere prœcis,
    Mx

    SvarSlet
  7. Bor også i en skøn gård på Nørrebro, hvor folk kigger efter hinandens børn og hvor vi kan hjælpe hinanden på kryds og tværs i vores opgang, uden at rende hinadne på døren af den grund. Bl.a. skal vi have overboens nye lænestol stående et døgns tid, så hendes mand ikke ser gaven - håber ikke han læser med her hihi
    Læser tit at det der med at komme hinaden ved, er noget man gør på landet og ikke i byen. Det p... mig af:-)
    Tror nemlig mere det handler om, hvilken person man er og ikke hvor man bor:-)

    Kh Mia

    SvarSlet
  8. Hej
    Jeg er vokset op de første 11 år i en lill by på landet og flyttede derefter til aalborg og senere københavn. Jeg opfattede egentlig mig selv som en storbyboheme indtil jeg flyttede tilbage til aalborg og ind i en ældgammel andelsboligforening, der bestod af en kombi af ældre håndværkere og unge studerende. Første gang jeg talte med formanden talte han i en halv time og jeg tænkte christ. Jeg blev helt utroligt glad for at bo der. Følte at jeg kom hjem når jeg trådte ind i opgangen. Det var faktisk rigtig rart med den lille daglige kontakt

    SvarSlet
  9. Du har klart min stemme, og en ekstra hvis du i samme kampagne lover solskin over Danmark...bare om sommeren...;)

    SvarSlet
  10. Jeg stemmer også på dig. Bor (heldigvis) også i en opgang, hvor vi snakker til tider og andre gange bare smiler og siger hej... Men smile til buschaufføren, altså jeg husker godt alle de blog indlæg med dig, barnevogn og bussen! Jeg vil se det før jeg tror det!

    SvarSlet
  11. Tal om dig selv: det slanker
    Ja, smalltalk er godt og dybere samtale slanker, vidste du det?!!
    Når vi taler om hvad vi opnår, vores mål og resultater, bliver vi ikke alene mere bevidste om os selv men får også et mere positivt selvbillede. Det positive selvbillede hjælper os til at holde os slanke og passe på vores krop. Det giver et positivt selvbillede at tale om de ydre småting og hændelser, samt når vi taler om vores inderste tanker og drømme. Og derved taber man sig mere i vægt, viser et nyt studie fra England/Portugal hvor 239 overvægtige kvinder deltog. Kvinderne blev delt i to grupper, nogle med kostråd uden samtaler og nogle med kostråd og samtaler. Den gruppe med kostråd og samtaler tabte sig markant mere end den anden gruppe.
    Men small-talk er ikke nok!!
    Jeg ved dog, som psykolog,at skilsmisse, overgreb, lavt selvværd, vold,stress,dødsfald, sygdom,og de indre tanker om hvad livet virkelig byder på, af udfordringer, kan være svært at dele over kaffen, i gården..... Keep talking...
    Kærlig hilsen :-)
    Psykolog Camilla Holst

    SvarSlet
  12. Fuhrmannfordig! Ja, det var lige hvad dette indlæg var. Jeg blev rigtig glad af at læse det. Tak!

    SvarSlet
  13. Det er en skide interessant diskussion du lægger op til her. Hele det der selvrealiseringscirkus med guruer mig her og guruer mig der er alt andet end uproblematisk. Hvis du har lyst til mere brænde til dit bål vil jeg anbefale dig at kigge på Svend Brinkmanns antologi "Selvrealisering".

    Når det så er sagt, tror jeg nu ikke på at det ene udelukker det andet. At en samtale eller ti eller hundrede hos en dygtig psykolog/terapeut (ikke guru) ikke også kan være pokkers vigtigt og en enorm hjælp. Samtidig er der jo noget særligt fint over det at have folk i sit liv - mere eller mindre tæt - som man kan sidde og stirre tomt ud i luften med og vende stort og småt med. Når man går til en psykolog og smider 900 kr i timen skal det være fordi der er noget man har lyst til og brug for at arbejde på.

    Og det siger jeg ikke kun fordi jeg selv (snart) er psykolog......

    SvarSlet
  14. Det indlæg gik da lige i maven på mig. Hvor godt beskrevet. Du har ret. Jeg har nemlig også sådan nogle naboer på min vej. Vi snakker lidt, stener til en kop kaffe på terrassen, mødes til en vejfest, drikker lidt sammen, snakker om ungernes skole og er bare sådan lidt sammen og lidt hver for sig. Og det er godt nok. Der i ligger også mulighed for dybe glimt af øjeblikke med lykke. Tak for sådan et fint indlæg...

    SvarSlet
  15. hmmm, altså og sådan. og fordi. Altså du har min stemme men det er mest fordi du har givet mig Salmiakki chokoladen.

    Men det der med selvudvikling det kan jeg altså godt li. Men altså på samme tid, så skal man jo også være klar til at kunne se indad.

    Jeg er sikker på at du hvis du ser indad ved hvor du har nogle ting der trykker, noget du måske kunne vælge at ændre på fordi du bruger meget energi på det.

    Altså, og nu lyder det måske underligt fordi...Jamen egentlig jeg på ingen måde læst hele dit indlæg, men jeg læste bare lige "selvudvikling er noget pis"...og så kom jeg jo lige i gang med at skulle forsvare mig selv, men altså dit indlæg siger jo ikke at selvudvikling er noget pis, jeg gik bare lige i forsvarsposition sådan alt for tidligt. Men altså dit indlæg forvirrer mig lidt fordi jeg føler du siger noget, men du siger også det modsatte?

    Jeg tror lige jeg hopper lidt så mine energier har det godt igen, eller hvad det nu lige var ;-)

    SvarSlet
  16. Nå så kunne jeg være her. Jeg mener selvfølgelig ikke at alt kan klares over en nabokaffe. Det siger sig jo selv. Men jeg synes der er en tendens til at vi shopper i selvudvikling uden at mærke efter hvad det er vi har brug for. At vi glemmer at lave lektier og i stedet hopper på noget nyt. Fordi der lige er en workshop, der lyder fed.
    Jeg er selv stor tilhænger af selvudvikling, jeg er vild med det og jeg bruger det, men jeg mener bare at hvis vi tør at række ud til de almindelige mennesker, der ikke lige står parat med en workshop, så finder vi mange små skatte. Og jeg er komplet uenig i at alle mennesker har samme muligheder, det er bare et spørgsmål om at være åben og have fokus det rette sted, som mange selvudviklere siger.

    Kaffe anyone?

    SvarSlet