fredag den 5. august 2011

Bikram

I kampen mod mine kilo syntes jeg, at jeg skulle kaste mig over en ny diciplin: Bikram Yoga. I kender det muligvis. 26 yogaøvelser på 90 min. i 40 grader varmt rum. Velkommen til Bikram Yoga, din krop er nu en skumskrue, hvor jeg skulle hilse at sige, at mavefedt for alvor er en ulempe. Man skal nemlig bøje sig rundt i så mange stillinger, at man ikke kan trække vejret, fordi dellerne presser alle indvolde om i ryggen og op i nakken.

Mr. Bikram, ham der opfandt det hele. Man kan da kun tage det seriøst, når det kommer fra en mand med høj hestehale og speedos. Og guldrolex.

Men tag nu billedet af en skumskrue. Det passer perfekt på det din krop skal igennem. Du holder den i hver sin ende og så skruer du den mere sammen. Så folder du den tre gange og skruer den endnu mere sammen. Du folder den ud igen, og så ruller du den stramt sammen og bukker den på midten. Du ruller den ud igen og så hiver du så meget i hver sin ende, at den er lige ved at gå over i to stykker. Imens du gør det, får du en af dine venner til at bære sig ind i en sauna og skrue liiiige lidt mere op for varmen end du synes er fedt. Sådan fortsætter du i 90 min. Værs'go og skyl. Og der må iøvrigt ikke drikkes meget imens.

Jeg har ærlig talt aldrig været meget for yoga. Synes det er fesent og jeg får instant tics ved lyden af syngeskåle. Eller yogalærere, der kigger på dig med det der venlige og imødekommende blik, der indirekte fortæller dig, at du er mødt op til en verden, der kan rumme alle dine følelser. Derfor var det overraskende positivt, at troppe op på Nørrebro og blive mødt af en yogalærer, som godt nok så meget yogastram ud. Men hun havde et sportsur på og stod på en kasse i salen og snakkede i 90 min. som en anden B.S. Yogi, og der var ikke tid til at dvæle eller noget med at ligge og lukke øjnene.


Så jeg er hooked. Ikke mindst, fordi der var en sal fuld af totalt stramme kvinder i yogatøj så småt, at en bikini ville være stor. Jeg er ikke til kvinder, men jeg tænker, at hvis de kan se sådan ud, så kan jeg også. Jeg har muligvis kastet et røgslør ud, men jeg agter at servere julemiddag d. 24. december, 10 kg. tyndere og med høj hestehale og Speedos. Glædelig jul.

2 kommentarer:

  1. Ha! Jeg læste overskriften som Bi-Kram og fik indre billeder af bier, der krammer hinanden :) Blev derfor helt forvirret over et indlæg, der handlede om yoga :)

    SvarSlet
  2. Synes også hele tiden der er utroligt mange tynde mennesker der taler godt om birkamyoga så investerede i vinter i et klippekort (tænkte også, at det ville være enorm motiverende at kunne komme til at svede når man ellers frøs). Men blev hverken tynd eller motiveret. Syntes bare det var lidt irri at svede så meget af ingenting og så var det altså også lidt kedeligt. Men det er bare mig. Har som sagt hørt mange tynde mennesker lovprise det

    SvarSlet