onsdag den 26. januar 2011

Det sprituelle hjørne

For et stykke tid siden så jeg et foredrag med den amerikanske forfatter Elizabeth Gilbert. Hun fortalte om dengang hun lavede et interview med Tom Waits, hvor de snakkede om kreativitet og om at være i en skabende proces hele tiden. Meget spændende.

På et tidspunkt fortæller Tom Waits om problematikken i at blive inspireret 24-7, noget om Gud og om at føle sit kald dagen lang. At han ret ofte oplever at skabe en sang inde i hovedet, og om problemet i at han ikke hele dagen sidder ved sit klaver eller render rundt med en kuglepen i lommen til at skrive de kloge ord ned, som ligesom kommer til ham.

En dag kørte han nemlig i sin bil på den amerikanske highway, da musikken igen begynder at boble i hans hoved. Noget der kunne blive til et nyt nummer, en ny inspiration. Til sidst bliver han så irriteret og kigger op imod himlen og råber: 'kan du ikke se at jeg kører bil! Underforstået, at han snart var træt af, konstant at få beskeder fra Gud om alverdens inspiration til musik.

Ikke helt så meget Gud, ikke helt så meget musik, men en hel del hændelser er noget jeg er ved at være en smule irriteret over. Ligesom Tom Waits. Uden at der iøvrigt er en sammenhæng her. Det sidste 1,5 år har jeg oplevet, at der hver uge, er mennesker som spørger mig om vej. Uden undtagelse. Hver uge. Unge, gamle, udlændinge, og folk på stoffer.
I sidste uge var det en far i Fields, der skulle spørge om vej i Metroen, og en dame, som kom fra Jylland, der skulle ind til Hovedbanen. Og i mandags stoppede en kvinde i en bil midt ude i et vejkryds, rullede vinduet ned og gjorde tegn til at jeg også skulle rulle ned. Hvorefter hun råber: 'HVOR EEEEER ØØØØRESTAAAAADS BOULEVAAAAARD?' Så insisterer man da virkelig på at spørge om vej.
Nå, men i morges kom der så en mand rullede på sin scooter og kørte ind på vores parkeringsplads. Han så sig forvirret omkring, og jeg stod kl. fem min. i udflytterbussen kører og baksede med at få to unger ind i bilen. Jeg vidste bare at han ville spørge mig om vej. Og det gjorde han så. Han skulle finde nummer 36. Og der havde jeg fandme også lyst til at råbe ud i luften: 'nu gider jeg sgu ikke lege den her juleleg mere, jeg har travlt, find en anden, farvel!'

Jamen er det ikke sært?

Jeg synes det er mærkeligt. Heldigvis sker det også, når Thure er med. Og så smiler han overbærende.

Et andet eksempel er en formiddag jeg sidder med Anna og drikker kaffe på Royal. Jeg fortæller hende om det her fænomen og at jeg undrer mig. En time senere, bliver vi passet op midt på strøget af to svenskere. De stopper mig for at spørge om jeg ved hvor man kan købe brændte figner!! Jeg blev ikke engang overrasket og gav mig som det mest naturlige til at give dem forskellige muligheder. Og sagde farvel. Som om intet var hændt.

Og sådan fortsætter det igen og igen. Nordmanden, der var faret vild på perronerne og manglede en 20'er til Metroen for at kunne nå sit fly, den svenske pige, som lige just var blevet frarøvet sin pung og mobil og skulle til Malmø og stortudede og omfavnede mig, da jeg uden at blinke stak danneren i maskinen og købte en billet til hende. Jamen hvad ellers skulle jeg gøre? Det er jo så åbenbart det jeg er sat i verden for. Den gamle dame, der gerne vil følges til toget og moren med barnet, der skal have et fif om elevatordørene på Sundby St.

Jeg er der, hvor jeg synes Krak.dk eller Københavns Kommune burde hoste op med nogle millioner for mit arbejde. For det har åbenbart ikke tænkt sig at stoppe.

9 kommentarer:

  1. Haha, sådan en er jeg også. Selv i fx London har jeg oplevet at blive stoppet og spurgt om vej. Det sker jævnligt. Men det er sgu da fedt at gå rundt og se så venlig og imødekommende ud, at folk har lyst til at henvende sig til en. Altså - når man ikke lige har røvtravlt ;-)

    SvarSlet
  2. Sguda glad for at vi er to så. Hey, lex tøj du der har dig på bloggen ;-)

    SvarSlet
  3. Det er fordi du ser så røv-rar ud!

    Jeg bliver også tit spurgt om vej og andre mærkelige ting. Jeg tror altid det er fordi jeg ser lidt fortabt ud. Så tænker at de der er faret vild også er lidt fortabte og derfor tyer til en der ligner dem.
    Det gælder naturligvis kun for mig, alle andre bliver spurgt fordi de ser rare og stedkendte ud

    SvarSlet
  4. Du har sikkert også prøvet at blive spurgt om vej i udlandet... det hader jeg bare, især i Berlin, altså man kan jo dårlig nok konstruere en forståelig sætning på det der tysk... men et eller andet sted er det fedt nok at folk viser én den tillid, og man så kan være medmenneskelig, eller også er folk bare generelt hjælpeløse uden en gps... Jeg er i øvrigt sjældent en særlig god vejviser ikke engang i min egen lille by. Vi er nok egentlig ret så osteklokkeagtige mange af os når det kommer til stykket, jeg ved jeg er.

    SvarSlet
  5. Synes da at du skal oprette Find Fuhrmann Fonden - formålet at finde den rette vej... og smide kontooplysningerne herud.
    Jeg ved godt at vi skal redde Afrika på lørdag, men jeg har nok også en 50'er til din "på rette vej"-mission...

    SvarSlet
  6. Det er fordi du forventer det... :-) Så sker det...

    SvarSlet
  7. Det er da fordi du ser så rar og kompetent ud!

    SvarSlet
  8. Jeg bliver aldrig spurgt om vej... og jeg har enda kæmpe nødder.

    SvarSlet
  9. Jeg bliver sjældent spurgt om vej, måske fordi jeg mest kører bil eller også ser jeg bare ualmindelig uimødekommende ud.
    Synes ubetinget du skal tage det som et kompliment Annamette. Hver gang!

    SvarSlet