Runners delight.....(øh)

I form? Haha

Nåmmen jeg var jo lige i Ålborg. I dobbel-A, som Niarn siger. Og som nogen ved havde jeg meldt mig til et løb i lørdags. Et løb!

Det er mit første løbe-løb nogensinde, og jeg ved da ikke, hvad jeg tænkte på, da jeg meldte mig til. Ingenting, kunne jeg råbende konstatere, da jeg stod med mit nummer på maven og kom i tanker om, at jeg jo ikke decideret havde trænet til formålet. Host host. Man har vel sin grundform.

Men jeg er jo gift med en mand, der farer land og rige rundt for at stå i et mosehul ved Himmelbjerget kl. 3.00 om natten for at finde en post til et adventureløb, så han fik pisket en stemning op. Inden løbet.

Thure: 'Hvornår skal vi hente dit startnummer?'
Mig: 'Eeeh'
Thure: 'Uuh det bliver SPÆNdende'
Mig: 'Tjaaar, shopping er spændende.'
Thure: 'Jamen er du ikke klædt om endnu?'
Mig: 'Nøøøh.'
Thure: 'Kom nu igang for faen, vi skal sgu da afsted.'

Og afsted det gik til startbanen. Jeg havde naturligvis heller ikke tjekket hvilket startnummer jeg var, så de der seks baner med kø, go figure om jeg kunne finde ud af hvor jeg skulle stille mig? Men tabernaren fra Amager fandt dog ud af det hele og så stod jeg ellers som sild i en tønde mellem 3000 andre kvinder. Klar-parat-start til at løbe.

Her fik jeg lidt kolde fødder.

Stod nemlig mellem Løbeklubstyper med GPS ure, store nok til at navigere til månen. Med strømlinede solbriller og den rigtige 5-km sprintermusik i deres hvide Ipod. Come on mand. Lad nu vær med at stå der og ligne en Nike reklame. Det er Ålborg for faen. Solen skinner. Lad os hygge os. Needless to say, at de ikke bed på mine dumsmarte bemærkninger om nu chippen til tidstagningen virkede og at jeg jo KUN ville løbe langsommere end dem, fordi jeg havde mine gamle Ray-Bans på, for dem er der sgu inte meget aerodynamik over.

Kort sagt gav de mig luk-nu-røven-blikket. Fint nok. Hvis det skulle være på den måde. Så kunne de sgu bare se om de kunne finde vej ned til havnen med deres smarte Garmin ure. For JEG ventede ikke. Nå.

BANG!

Starten gik og Løbeklubstyperne forsvandt. Så dem aldrig igen. Til gengæld virkede de på mig som en kanin virker på en gal hund i et væddeløb, og jeg løb som en sindsyg for at komme op til dem.

Jeg nakkede dem aldrig, men jeg nakkede til gengæld en 5 km på 30 min. Det var da ok, var det ikke? Jeg var i hvert fald svært tilfreds over ikke at være den sidste. Og ikke at have været den med den største røv. Ha!

Med en halv gulerod i kæften og dobbelthage. Så kører det. Meeeeeeen med lidt vindmaskine og overbelysning, så kan jeg sagtens se en lighed mellem mig og Helena. Sagtens!

Så jeg gik rundt og var selvfed lige indil jeg så dette billede:


Så har man jo lyst til at lægge sig til at dø, når konen på over 40 kan stå i bar røv og sneaks og stadig se godt ud.

Men jeg siger jer. Det er fannerme ikke det sidste løb I har set til Fuhrmanns såler. Næste gang spyr jeg ild ud af skoene.

Og kære I FORM: til jeres næste løb, vil I ikke godt være søde at lægge neglelak, lipgloss, shampoo-prøver fra Redken, balloner, sæbebobler og et par lækre strømper fra Woolford i godteposen. Og ikke: alt godt fra Urtekussen. HVIS jeg skal lide af inkontinens, som I så fint minder mig om at mange kvinder gør, så lad mig dog i det mindste sjatpisse ned i et par dyre strømpebukser, mens jeg blæser sæbebobler.

Det er åbenbart det, kvinderne vil have: intimsæbe, bind, intimcreme til de røde områder. Christ. Mænd får sgu da ikke sæbe til at vaske den ømme røv og særlig venlig underbuks mod inkontinens. Eller hvad?