torsdag den 13. august 2009

Der er ingen bånd der binder mig

I går oplevede jeg tre ting, som mindede mig om, at jeg engang imellem lider af storhedsvanvid. Jeg tror jeg kan alt. Og jeg tror, at alting kun tager ti minutter. Derfor er det så rart at være gift med en mand, der for det første har lært mig, at ingenting tager ti minutter og at måden man æder en elefant på er een lille bid af gangen. Og hvis man har krydset Indlandsisen på sin fars gamle ski, så ved man nok et og andet om at tage een bid af gangen.

Men. Midt i min enetale om, hvordan jeg havde tænkt mig at ombygge og ommøblere vores hjem, male en hylde, købe et skab, hænge et billede op, og kunne det ikke være en skide go idé med en bardisk foran et af vores dejlige store vinduer med udsigt over Amager Fælled, mindede Thure mig venligt om, at vi: 1. har rigtig godt af at passe lidt på de penge vi har for tiden, da vi gerne vil ud at rejse, mens vi barsler, 2. at jeg er gravid. Som i: ret gravid.

Jeg rullede med øjnene og syntes det var verdens mest kedelige måde at tænke på. Kom nu mand. Vi røver sgu da bare en bank på vejen, hvis det skal være det. Børn plejer at være et godt alibi.

Nå. Jeg åbnede så min mailboks, og kunne se, at nabo Laura havde sendt mig en mail, om ikke min ombygningstrang muligvis hang sammen med mine hormoner. Ikke fordi hun ikke ville dele ud af sine gode bolig-tips, men som hun skrev: "I er jo lidt handikappede for tiden med dig som højgravid og Thure med ondt i sin ryg."

I går sad jeg så hos lægen og den pind, jeg havde tisset på viste udslag på både blod i urinen, og for meget protein. Og så ved man jo godt, at hvis så blodtrykket også er højt, og man render rundt med Atlanterhavet i kroppen, ja så kan man pludselig stå med en svangerskabsforgiftning midt på Amagerbrogade. Blodtryk var dog fint, så det blev afblæst, selvom hun i parantes bemærket, gerne lige ville tjekke om jeg var i fødsel! Hun kiggede op over brillerne og sagde de vise ord "pas nu på dig selv."

Jeg traskede hjem. Med alle mine planer. Og kom til at tænke på, at jeg er enebarn. Min mor har kun mig, og min moster har ingen. Så jeg har fået hele familien udtalte opmærksomhed, og ville jeg op på spisebordet midt i min mormors budding for at optræde. Jamen så skulle jeg da det.

Derfor er det altså bare lidt svært ikke at tro man kan det hele. Altid. Og på ti minutter.

6 kommentarer:

  1. Det er endelig - ENDELIG! - langt om længe lykkes med at poste dit broderi. Jeg ved ikke hvorfor det skulle være så svært at få det afsted, men NU kommer det altså!
    Kan I ikke indramme det og hænge det op, og så er det ligesom starten på din Extreme Makeover - Home Edition? Det må han da kunne overskue, ham krykhusaren, du har rendende derhjemme? :-)

    SvarSlet
  2. Det kan du bande på at vi kan. Og godt er jeg på nedtrapning, men jeg har fået lov til at tage i Ikea i dag og køber rammer. Hurraaaaaa. Glæder mig vildt til at få det hængt op. Apropos svært at få sendt afsted, har du modtaget bogen?

    SvarSlet
  3. Hvis du ser dette, er det så en lille eller mellemramme det passer til af de der brede Ikea rammer?

    SvarSlet
  4. Nej, ingen bog endnu. Men jeg glæder mig til den dukker op :-)
    Broderiet er ca. 11x19 cm. stort. Jeg har ikke klippet det til, så det kommer med rå og skæve kanter. De kanter er ikke talt med.

    SvarSlet
  5. Det eneste man kan gøre er at nyde følelsen at at kunne det hele, mens man tror på det. Så længe illusionen varer...

    SvarSlet
  6. Lykke: Netop, men det kan også bruges som drive til at tage nogle skridt, som viser sig at give bonus eller at åbne nye døre til steder man ikke selv havde opdaget :-) Nyder din blog iøvrigt.

    SvarSlet