mandag den 3. august 2009

Ironi - på den virkelige måde

I går skrev jeg et indlæg om at have brug for et tappert hjerte i hverdagen. Og hvad sker der? Thure bliver indlagt. Han har i et stykke tid døjet med stød i ryggen, og nu ville dr. 1 og dr. 2, så godt lige kigge nærmere på det. Aj mand! Og jeg kunne ikke finde flere glimmerhjerter som jeg kunne sætte på maven.

Jeg var forbi Riget med hans computer, og inden jeg tog elevatoren ud til virkeligheden igen havde ord som scelrose, diskosprolaps og betændelse i rygsøjlen naglet sig fast til mine gravide hormoner. Så så jeg lige mig selv være en af de deltagende i Extreme Makeover. Hende den enlige mor, der har mistet sin mand og nu lever blandt kakkelakker og har dårlig hud, fordi hun kun har råd til at leve af Cup Noodles. Hende der blev alene med to børn, som må gå med aviser for at klare til dagen og vejen. Helt blege og med fedtet hår.

Da jeg senere henter Kasper i vuggeren kigger han op på mig og siger: "jeg har ventet på dig heeeele dagen og nu vil jeg godt hjem til min far." For helvede altså. Jeg var ved at give mig til at tude på stedet. Eller i det mindste spørge om der var en voksen tilstede til at tage med mig hjem. Og holde mig i hånden. Og lave mad. Og lige være gravid for mig i 5 min. mens jeg byggede togbane med Kasper.

But somebody has to do it, og i dag har jeg mentalt plastret mig til med ja-hatte, tapre hjerter og lyserød neglelak.

11 kommentarer:

  1. ÅH altså Annamette. Hvor er det hårdt for dig, for Thure og for Jer. Ønsker ham lynhurtig og den bedste bedring! KH

    SvarSlet
  2. ÅH nej søde Annamette. Det kan han da ikke... Håber han kommer ud ganske frisk lige om lidt. God bedring til ham. Og opmuntring og kram til dig. Sig til hvis jeg kan hjælpe med noget!?
    KH Line

    SvarSlet
  3. Tak for tankerne. Jeg råber højt hvis noget ;-) Vi håber han kommer hjem i dag, men ved ikke noget endnu før en scanning har sladret om tilstand.

    SvarSlet
  4. Kære Annamette.
    Nu er det vist på tide at give sig til kende. For jeg så jer jo i går og i så så tapre ud udenpå. Vi vinkede til jer oppe fra 1. sal i nr. 28. Og ja, jeg læser med, og nyder din blog. Og tænker tit på hvor sød du var da vi kom hjem med vores Ella sidste år, og jeg var helt udbombet. Og vi glæder os til flere små mennesker over hos jer, og så sker det her. Jeg vil sådan set bare sige, at selvom vi ikke kender hinanden, så skal du banke på min dør hvis jeg kan gøre noget - køre dig, ringe, hente, passe eller hvad ved jeg.
    kh Laura

    SvarSlet
  5. Æv, nej, altså! Hvad er nu det? Det er der da ingen af jer, der har brug for. Håber, han bare har været lidt for adventureagtig og har en nerve i klemme, og at han så kan komme hjem til jer i en vældig fart! Masser af hjerter herfra.

    SvarSlet
  6. Det er da det sidste du har brug for, når hormonerne ræser i kroppen. Uvished og alene-hed. Jeg sender al det overskud og tapre hjerter, jeg kan finde.

    SvarSlet
  7. Aj, sikke noget tis! Stakkels Thure. Stakkels dig og Kasper, som vil hjem til sin far. God bedring, og hils.

    SvarSlet
  8. Åhhhh nej, hvor er det bare uretfærdigt, at den sidste tid, inden Jeppes ankomst skal gå med bekymringer. Det er godt nok synd for jer alle sammen. Hvis du har behov for det, så sender jeg gerne en flaskepost, en brevdue eller en vaskeægte pakke proppet med ønsker om god bedring, god karma, lækre ting og kærlige tanker. Du giver bare lyd. Og så krydser jeg virkelig meget fingre for, at det med ryggen går over lige om nu, så I kan blive genforenet. Kh.

    SvarSlet
  9. Tak for alle jeres tapre hjerter. Af hele mit glimmerhjerte, tak fordi I er der. Det er det jeg elsker ved bloggen. Med et klik føler man sig ikke så alene i verden. Og tænk. Man kan også møde sin genbo - der iøvrigt har vejens fedeste have. Så 'hej Laura', jeg kommer gerne over til en kop opmuntringskaffe ;o)

    SvarSlet
  10. Åhh jeg håber alt igen snart er som det skal være i jeres lille familie. Graviditetshormoner og uvished er en rigtig dårlig cocktail (jeg taler desværre at egen erfaring)

    Kh Jette

    SvarSlet
  11. Puha... hvor lyder det bare ikke rart.
    Alle mine tanker. Knus

    SvarSlet