Dagens mor

Karina Von D'Ahé, 36 år og mor til Joel, 3 år.

Hvad overraskede dig positivt ved at blive mor?
At opleve den der ultimative kærlighed, jeg har aldrig prøvet at kunne blive så irriteret på et andet menneske og så tilgive 100% 30 sekunder efter.

Hvad overraskede dig negativt?
At jeg nogle gange føler mig meget bundet og at der ikke er så meget plads til impulsivitet.

Hvilke værdier vil du gerne give videre til dit barn?
At man skal behandle andre som man gerne selv vil behandles. At være kærlig og respektfuld.

Hvilken bog læser du for tiden for dit barn?
Palle alene i verden

Hvis du havde alle penge i hele verden, hvad ville du lave med dit barn?
På nuværende tidspunkt er der ikke noget jeg kunne tænke mig, som vi ikke allerede gør, men når han bliver ældre vil jeg gerne rejse ud og vise ham verden.

Hvornår føler du dig som en supermom?
Når jeg har tid og ærligt overskud til at sætte mig ned og lege og spille med ham. Og iøvrigt selv nyder det uden at det føles som en pligt.

Hvad kan give dig dårlig samvittighed?
Når jeg råber og har kort lunte, fordi jeg selvforskyldt har fået for lidt søvn

Hvad er dit bedste råd til andre mødre?
Lad være med at føle og tro, at du skal være supermom hele tiden. Sæt ambitionsniveauet lidt ned med økomos og alle de der "rigtige" ting vi læser om. Man går sgu ned med stress over det. Følg din mavefornemmelse og intuitution overfor dit barn. INGEN kender det bedre end dig. Hvis dit barn er sygt og bliver tilset at læge, som siger alt er fint og du virkelig synes, der er noget i vejen, så kæmp og giv ikke op - du har med stor sansynlighed ret.


Bonus:
Skulle du have lyst til at slynge dig selv ind i et toplækkert tørklæde, så er Karina også kvinden bag firmaet Von D'Ahé, hvor du med garanti finder et, der kan gøre dit efterår endnu blødere.

Dagens mor

Der vil løbende her på bloggen dukke en lille feature op, som hedder dagens mor. Et blog-interview med en mor, der deler sine tanker. Se hvem i næste indlæg.

Fede og nu sure John i varmen - strikes again

Jeg er ved at gå til i den her varme. Og jeg opfører mig som en 12-årig, der ikke ved hvad hun vil, men alligevel slet ikke kan finde til ro. Jeg sveder, hæver og har vand i kroppen. Min puls pumper derud af. Jeg får hovedpine, sveder om natten og er oppe mindst fem gange for at tisse. I nat sov jeg faktisk ikke. Vi bor nemlig ved siden af en haveforenning, som når de er i det muntre hjørne spiller tissemands-jazz, vi taler Bjarne Liller, OG i ny og næ fejrer nattens fest med fyrværkeri. Det gjorde de i nat. BANG!

Thure render rundt med en stiv ryg, og skal delvist ligge ned, og går med stive ben. Den stakkel. Han er bedre i dag, men i går lignede vi to krøblinge fra distrikspsykiatrien.

Lige før måtte jeg gå i bad. Igen. Og stå og køle af. Og bære over med at jeg har baby-stress. Jeg synes her roder. Og er beskidt. Og vi bor grimt, og har for mange ting, der ligger og flyder over det hele. Kaspers legetøj skal sorteres. Jeg skal have ordnet og sorteret baby-tøj. Og mit eget for den sags skyld. Ellers kan vi ikke være i soveværelset. Jeg skal have ordnet bankpapirer og sendt dem ind. Underskrevet dagpenge kort og sendt ind. Finde et system til mine papirer, så de ikke ligger i en unavngiven bunke og flyder, så jeg aldrig kan finde noget.

Ja der er meget i vejen.

Og jeg kan konstatere, at jeg i situationer som denne mangler et overblik. Eller evnen til at give slip på det hele. For det er ikke på dage som disse, at jeg skal til at indrette vores hjem, finde ud af hvilke planter vi skal have, hvilke gardiner, puder, tæpper eller farver på badeværelset, der skal være. Jeg skal tage agurken ud af røven og lægge mig ned og være gravid.

Jamen det vil jeg gøre så. Med en jordbærtærte. Og en kop the.

Go' Nat.

2300 Happiness

I går eftermiddags sad mig og Kasper på græsplænen derhjemme med hver vores is. Kasper med tynde hvide ben, og mig med tykke hvide ben. Vi ventede på at høre fra Riget, hvor Thure lå og rumlede i en MR-scanner.

Forbi kommer genbo Laura, som jeg aldrig har snakket med, men som dukkede op her på bloggen. Og det er sgu da mærkeligt. Vi har boet mindre end 30 m fra hinanden i 2.5 år og så skal vi finde hinanden på nettet. Nå. Men søde Laura kommer som sendt fra himlen denne eftermiddag og siger de ord der bare lige er brug for: "vil I ikke med over at have en kop kaffe." Og det er da lige det vi vil.

Et minut bliver til timer og Thure ringer med den glædelige nyhed, at han er blevet udskrevet fordi scanningen ikke viste tegn på noget alvorligt. Pludselig sidder vi; Thure, Kasper og mig i det her fantastiske hjem, beboet af 3 fantastiske mennesker, som serverede ligeså meget hjerterum som lækker aftensmad.

Jeg kom først hjem kl. 22.30 med en smag af taknemmelighed i munden. Nogle gange får man bare præcis det man har brug for. Og mere til.

Bænken

Jeg havde skrevet et blog indlæg tidligere, som jeg slettede igen. Mest fordi jeg lige nu har brug for ikke at tænke så meget på hospitaler og MR-scanninger. Godt så.

Kasper har nemlig fået en vane, som jeg synes er besynderlig, men på sin egen måde, også meget meget sød. Om morgenen når han vågner, kravler han ud af sengen med Dyne (ja det hedder den), Lille pude (og ja det hedder den), Kisser og Tigermis (Direkte import fra Ikea) og sin sut, og så sætter han sig til at vente på bænken.

Vi vågnede ved det forleden. At han sad der ligeså stille og kiggede. Og da vi begge lidt omtumlet kigger ud på ham siger han: "Jeg sidder bare og venter til I vågner." Har man lige et beskedent barn eller what?

Han er ellers ikke typen der er karrig med at fortælle hvor skabet skal stå. Både vores skab og hele husets, for den sags skyld. Men han har en eller anden beskedenhed, når noget drejer sig om at sove. Han har aldrig nogen sinde grædt og råbt fra sin seng, hvis han ikke ville sove. Så tænder han bare lyset og står og kigger. Dingler lidt med sin lampe eller drejer på tremmerne i Junosengen indtil vi opdager det og kommer ind til ham. Han har heller aldrig villet ind i vores seng og sove, kun om morgenen, når vi alle var vågne. Så ligger han gladeligt i smørhullet og krammer og leger.

Sært. Eller hvad?

Ironi - på den virkelige måde

I går skrev jeg et indlæg om at have brug for et tappert hjerte i hverdagen. Og hvad sker der? Thure bliver indlagt. Han har i et stykke tid døjet med stød i ryggen, og nu ville dr. 1 og dr. 2, så godt lige kigge nærmere på det. Aj mand! Og jeg kunne ikke finde flere glimmerhjerter som jeg kunne sætte på maven.

Jeg var forbi Riget med hans computer, og inden jeg tog elevatoren ud til virkeligheden igen havde ord som scelrose, diskosprolaps og betændelse i rygsøjlen naglet sig fast til mine gravide hormoner. Så så jeg lige mig selv være en af de deltagende i Extreme Makeover. Hende den enlige mor, der har mistet sin mand og nu lever blandt kakkelakker og har dårlig hud, fordi hun kun har råd til at leve af Cup Noodles. Hende der blev alene med to børn, som må gå med aviser for at klare til dagen og vejen. Helt blege og med fedtet hår.

Da jeg senere henter Kasper i vuggeren kigger han op på mig og siger: "jeg har ventet på dig heeeele dagen og nu vil jeg godt hjem til min far." For helvede altså. Jeg var ved at give mig til at tude på stedet. Eller i det mindste spørge om der var en voksen tilstede til at tage med mig hjem. Og holde mig i hånden. Og lave mad. Og lige være gravid for mig i 5 min. mens jeg byggede togbane med Kasper.

But somebody has to do it, og i dag har jeg mentalt plastret mig til med ja-hatte, tapre hjerter og lyserød neglelak.

Et tappert hjerte

I dag er det hverdag igen her i huset. Og hverdagen kræver et tappert hjerte. Det har vi selv læst om i ferien i en bog, der hedder Bangemis. Om en lille kat, der egentligt hedder Sylvester, men fordi han er bange for sådan ca. alt, kalder alle ham for Bangemis.

Hans mor sender ham afsted til Dr. Ugle, som undersøger ham for alle fejl og mangler, men Sylvester er helt helt rask. Det eneste han mangler er et tappert hjerte, og sådan et sætter Dr. Ugle på hans lille mave. Og med ét er Sylvester ikke bange mere.

Her til morgen skulle Kasper så i vuggeren, efter tre ugers ferie. Han ville selvfølgelig hverken have tøj, ble, eller noget andet på. Han ville sidde foran computeren og se Sebastian og dyrene og jeg skulle aldeles ikke bryde mig om at afbryde. Men det var jeg nød til. Og så startede sirenerne og den roterende kylling. Den der vrider, vender sig og gør sig helt stiv, når jeg nærmer mig med tøj og ble. Og den råber og tuder hjerteskærende.

Men midt i kampen så jeg, at der sad et lille glimmerhjerte på Kaspers numse. Et levn fra en fødselsdag i lørdags, som sikkert lå i sofaen. Jeg viste det til Kasper i håb om en interessant afledning fra den tortur han var udsat for med tøj og ble. Ganske rigtigt blev han helt stille, kiggede på hjertet og sagde: "Se mor, det er ligesom Bangemis. Et tappert hjerte."

Aj, helt ærligt. Han er kun 2 år og 7 mdr. og så snakker han om et tappert hjerte. Mor er rørt. Vi satte hjertet på maven - ligesom Bangmis, og så tog vi i vuggestue.

Jeg må finde et til mig også. For jeg kan godt have det som Bangemis engang imellem. Jeg får dog ikke angstanfald ved synet af en honningkrukke, men nogle gange kan jeg godt blive lidt bange for hverdagen.