#pendlerliv

Hver morgen. Uden undtagelse. Har der siddet en mand på Odense Banegård. Han ligner ikke en bums. Han er ikke dårligt klædt, og puttede man ham i et godt suit og satte et par cool briller på ham, ville han sagtens kunne gå for at spille skurk i en Hollywoodfilm. Han ser meget aristokratisk ud. På skurkemåden.

Der er bare lige det ved det. Han sidder altid med bare tæer og er ved at ordne dem. Han har sin toilettaske stående ved siden af og i den er der alskens parfumer og remedier til hans morgentoilette. Han tager tingene op. Og putter tingene ned. Og tager tingene op. Og putter tingene ned. På OCD måden. Han krøller aviser sammen og folder dem ud igen. 

Vi hilser ikke på hinanden. Men han ser mig og jeg ser ham. Og jeg undrer mig over, hvad han tænker? Hvad får ham til at tage derhen hver morgen og sætte sig det samme sted og lade som om det er første gang han er der. Hvad hedder han? Hvor bor han? Hvad sker der oppe i hovedet på ham? Ved han, hvorfor han gør det? Hvordan har han det?

Nogle morgener er jeg ved at miste tålmodigheden og har lyst til at gå hen og råbe til ham: "hvad fanden i hede hule helvede har du gang i? Det er sguda totalt weird at sidde der hver morgen, og så fed er Odense Banegård så heller ikke. Skal du ikke på arbejde? Hvad er der galt oppe i kassen på dig?"

Men jeg lader være. Han ved det sikkert ikke. Eller også gør han. Og griner sin røv i laser, hver dag, når han går hjem, men hans tænker: "hahahahaha, endnu en dag, hvor jeg narrede hende til at tro, at jeg var en hjemløs tabernar med toilettasken fuld af parfume"
Ingen ved det.