Et lille smil mere

Efter indlægget om Søren Verdenshjørne dukkede der tusinde historier op. Hold fast der er mange, når nu man graver lidt i hjernen.

Her får du en lille rejsefortælling.

Det er nat. Det er mørkt. Det er foråret 1992. 19 år gammel kører jeg gennem Texas i en kæmpestor Crysler Van. Min rejsekammerat sover. Der er 142 Miles til den næste tankstation og en amerikansk radiostation kværner i baggrunden. Det er stille popmusik kun afbrudt af en radiovært med en blød, sprød og dyb amerikanske accent.

Klokken 2.13 stopper jeg bilen (jeg husker det ikke, men jeg har et fotografi af det, for jeg tog et billede af bilens radio med ur i….nej, jeg ved heller ikke hvorfor, men sikkert noget der skulle være David Lynch inspireret…jeg var 19 år), slukker motoren og går udenfor og sætter mig på jorden og læner mig op af bilens dæk. Jeg ved ikke hvorfor jeg gør det. Jeg gør det bare. Fordi det faldt mig ind. Jeg mærker varmen fra jorden og fra bilens dæk. Her er bomstille, ikke engang lyden af en græshopper kan jeg høre.

Det.her.er.den.ultimative.følelse.af.frihed. Fuldstændig vægtløs frihed.

Jeg husker ikke hvor lang tid jeg sad der, kun at jeg lovede mig selv, at uanset hvilket liv jeg ville få, så ville jeg tilbage til den her strækning i Texas igen. Engang. Stjernehimlen ovenover mig var så sindssyg og blændende, at jeg på en måde var lykkelig over, at jeg ikke havde røget mig skæv, for så ville jeg for alvor få et universelt trip af dimensioner.

Tilbage i bilen sætter jeg mig tilrette i førersædet og gasser op. Jeg føler mig høj på frihed, og jeg har altid godt kunnet li’ at køre stærkt. Jeg elsker biler. Min morfar var vognmand i Givskud og hvad jeg ikke har repareret sammen med ham af forskellige Mercedes modeller har jeg ikke tal på, men duften af olie, af varm motor og læderindtræk kan stadig få det til at rykke sig i mig, så at sidde som føreren af en bil med et svin af en V8 motor, kalder det ligesom på fart? Det tror jeg nok det gør,  og der sidder vel for fanden heller ikke en strisser og kukkelurer på disse kanter, som er smukke, men gudsjammerlige øde? Jeg gasser op og mærker farten suse i dækkene, mens bilen glider igennem mørket, og jeg ruller vinduet ned og stikker armen ud af vinduet for at mærke suset.

Her ser man så mig, i raketfart på en highway i Texas, med et kæmpegrin over hvor fedt jeg har det. Sådan i det hele taget. Jeg hviner så lydløst jeg kan, for ikke at vække min rejsefælle og bliver enig med mig selv om at dét her, MÅ være sådan lykken føles. Jeg når derfor kun at se et glimt af det blå blink, som kommer fra den klippe jeg raser forbi og jeg når ikke at tænke ret meget udover: ”satans”!

En Highway Patrol har mig på sigtekornet og mit gæt er, at de nok ikke er ligeså høje på teenagelykke som jeg er.

Jeg holder ind til siden, og nøjagtigt ligesom i film, går en stram betjent med skarpskåren hat hen imod bilen. Og mig. Jeg kigger desperat ind i sidespejlet og kan se, at han holder hånden på noget sort og aflangt. ”Nu bliver vi kraftedeme skudt”, tænker jeg. Men Mr. Highway Patrol kommer hen til mit vindue og peger mig lige ind i skærmen med en meget lang stavlygte og siger med dyb stemme og drævende accept: ”Your drivers licence Mam.” Her er jeg omtrent ved at skide i bukserne, for jeg bliver i tvivl om det lille grå stykke pap jeg har med hjemme fra Danmark, mit internationalt kørekort, overhovedet er gyldigt. Men han får det, mens jeg opfinder en ro ovenpå den panik, der brøler rundt i mine blodårer. Jeg VED at jeg ikke har overholdt farten, at jeg VED at Highway Patrols er iskolde. Om jeg så var Dronning Margrethe, der kørte for stærkt, der er no mercy, og det her kommer til at koste boksen. Pis!

”Your driving too fast Mam”, siger Mr. Highway Patrol. Jeg skal lige til at komme med en meget lang forklaring om Danmark-fartregler-og-på-de–tyske-autobahns-må-man-godt-køre-stærkt-og-det-gør-vi-tit-i-Danmark-og-derfor-troede-jeg-det-var-det-samme-i-USA, men jeg ved, at det vil han sådan set skide på. Han kunne fratage mig kørekortet på stedet, og det ville være temmelig meget nedtur, når man ligesom er på roadtrip i en bil med en jet-motor og teenagehormoner syet ind i betrækket på bilen. Udover det, aner jeg ikke om han klipper pladerne på bilen og så er vi for alvor på spanden.

I stedet for at give ham forklaringen finder jeg mit allerbedste Clint Eastwood blik frem, der signalerer er jeg er cool, calm and collected. Jeg husker at han havde brune øjne og jeg stirrer ham helt ind i hjernen og priser mig lykkelig over at jeg stadig har nogle rester af mascara på, for han får mit mest sødmefulde blik jeg kan mestrer denne kulsorte nat og jeg nærmest hvisker: ”I know, sir.”

Han spørger om vi har nogle stoffer på os og det har vi ikke, så jeg forsikrer ham, med kattestemme, at det har vi ikke. Selvfølgelig ikke. Det er da klart.

Han lyser mig igen ind i hovedet med sin stavlygte, så jeg bliver blændet. Men jeg forsøger at smile.

”I could give a ticket Mam, and it aint gonna be cheap youknow, but let me tell you this. Drive to the next city, park your car, and get som sleep.”

Mit hjerte stod stille et øjeblik og jeg var parat til at kaste mig om halsen på ham og kramme ham, til hans stive skjorte krøllede. Men. Her er ikke plads til begejstring og jeg siger pænt tak og dropper alle de vittige bemærkninger jeg har i ærmet. Jeg lukker døren, ser ham gå tilbage til sin patruljevogn og så skriger jeg af jubel.

Hvor ubehageligt det end er, så har jeg lige haft min mest adreanalin-junkende nat. Midt i Texas. På en ensom highway. Hold nu kæft, det var fedt. Mit liv er fedt. Bortset fra at jeg ikke har skudt nogen, eller kørt ud over en kløft, så er det her mit Kodak Moment og jeg er Thelma fra Thelma and Louise.

Et smil

Kender I det, hvor man lige pludselig kommer til at tænke på en hændelse, som altid altid altid giver et smil? Lige meget hvad, så griner man altid lidt indeni ved tanken.

Sådan en oplevelse havde jeg for mange år siden, da jeg var kærester med en der hed Søren. Søren Verdenshjørne kaldte min mormor ham, fordi han altid var råbende, grinende, klukkende og pisseirriterende med de helt store armbevægelser. Men altså, han havnede bare altid i de mest sære situationer, som den, hvor han skulle på sin helt store jordomrejse. Vi havde sagt farvel på den måde, i 20'erne, hvor man tror man dør, hvis den anden tager i Netto. Vi døde lidt. Lovede hinanden evigt troskab og vidste godt vi løj, men det føltes smukt. Vi græd og græd og havde selvfølgelig lavet mixed tapes til hinanden med alt det musik vi kunne proppe ned i spolebåndet.

Nå. Afsted med Søren til London, hvor han skulle skifte fly til Sydamerika. Han har selvfølgelig pakket ALT af værdi i sit mavebælte, og i lufthavnen går han på toa og hænger sit mavebælte på døren. Pisser og glemmer alt om det mavebælte indtil han skal til at gå ombord på flyet til Sydamerika og opdager at mavebæltet er væk. Han panikker og løber på toa for at finde det. Men pist er det. Farvel til penge, pas, rejsechecks (det er 90'erne) og sygesikring. Han er nu manden uden identitet og blaffer ind til London for at få hjælp. Han har nul kroner på lommen og må hutle sig frem til en den danske ambassade, som vistnok havde lukket, og på en eller anden måde foregår de næste dage sådan, at han får nogle madbilletter og en seng at sove i på et slags mændenes hjem, mens han prøver at redde trådene ud.

Verden er ham ikke nådig og det var noget med, at hvis han ikke kunne bevise sin identitet, så kan de ikke udstede ham et midlertidigt pas, så han kan komme tilbage til Danmark og få styr på sagerne og sådan kører det.

Jeg ved intet om det i DK for der findes ikke mobiltelefoner og han har heller ikke haft kontakt til sin familie. Ergo er han ved at blive en smule desperat og pissed, for ingen kan rigtigt hjælpe ham med at komme hjem. Der er en masse ventetid med papirarbejde og det sædvanlige bureaukrati, men han får en check med et éngangsbeløb, som han kan hæve i en bank.
Afsted til banken, hvor der, ta-daaa, i dagens anledning sker et bankrøveri, mens han står i køen. En røver med gun og maske brøler ind i banken og røver kassen og alle er i panik. Men ikke Søren Verdenshjørne. Han er rasende og overophedet af de sidste dages oplevelser, så han løber efter røveren. Og hvad røveren ikke ved er at han løber pretty fucking stærkt, så han indhenter ham, overmander ham, slåsser med ham på gaden, men tager fat i kraven på røveren og hamrer tilbage i banken, hvor han nærmest kaster røveren ind på gulvet. Bum.

Så fik piben en anden lyd, og pludselig fik han adgang til et bad, til ambassade og til et midlertidigt pas.

Den aften han lander i DK er jeg på arbejde i en isbar. Det er vinter og der sker ikke en skid, før døren bimler og nogle står og råber ude i butikken. Det er Søren Verdenshjørne, der i dagens anledning er iført en hårbøjle, hvor er sidder to store røde glitterkugler på en fjeder.Selvfølgelig. Hvad ellers tager man på, når man har mistet alle sine penge og i øvrigt fanget en bankrøver?

Og det fjæs han havde og den historie han fortalte i minutterne bagefter vil for altid få mig til at grine.

Den du elsker

I forbindelse med min bogreception, havde jeg bedt mine rare gæster om at svare på nogle spørgsmål.
Spørgsmålene var: Nævn tre ting du elsker din partner for og Nævn tre ting, du har lært at leve med. De svarede anonymt. Ellers kunne vi jo allesammen pege fingre af "Henning" og råbe-grine: "HAHAHAHAHAHA, det er dig der tygger yogurten, dét kan vi sgu forstå man kan blive skilt af efter 25 år." Ikke at det par er blevet skilt, men I ved.

Lige nu runder vi uge 29, og det er for nogen deres anden ferieuge, for andre den første, for nogen den sidste uge. I alle tilfælde af en ferie kan vi komme hinanden ved 24 timer i døgnet og der er god tid til at fundere lidt over hvem det er du er sammen med.

De svar jeg fik fra mine gæster, var så fine, at jeg vil poste dem her på bloggen, for der er sgu da så meget kærlighed i dem. Også selvom de bare handler om at tygge yogurten. Eller lange toiletbesøg.

Her er den første:

Nævn 3 ting, du ELSKER din partner for

At han altid synes, jeg er smuk, uanset hvordan jeg ser ud...

At han altid synes, jeg er 'dygtig'.

At han ikke har noget imod, at vi på mange måder har ombyttede kønsroller herhjemme :)

Nævn 3 ting, du har ... hvad skal vi sige ... lært at leve med

Meeeeget lange toiletbesøg.

Låger og skabe der aldrig bliver lukket.

At vi bare tænker meget forskelligt som kvinder og mænd.

Artikel om Længsler & Leverpostej

For et par uger siden mødtes jeg med en anden blogger. Karen Nørøxe, som skriver for Babybusiness, og som selv blogger om sit morliv her. 

Jeg glæder mig altid til at mødes med mennesker jeg ikke kender. Jeg bliver barnagtig begejstret ved tanken om hvad det kan føre til. Og særligt omkring Længsler & Leverpostej har det været skægt, fordi jeg selv har kævlet om emnet i månedsvis og derfor ikke mere får røde kinder ved ordet diller. Og sex. Og den der interviewer er også nødt til at lægge paraderne og snakke med om sex, lort og lagkage. Det har fået et par kinder, eller to, til at blusse, mens jeg selv har siddet og gnækket i skægget.

Mødet med Karen var super hyggeligt og du kan læse hvad hun fik ud af at snakke med mig her.  Jeg synes faktisk selv det er blevet en rigtig fin artikel.

For vi kan jo ikke holde vores kæft

"Hun havde helt glemt, HVOR meget han snakker", lød det fra lederen af Kasper og Jeppes Børnehave i morges. Citatet var fra en af de pædagoger, som er lidt i turnus med at være i vuggestuen og børnehaven, og som var med i børnehavebussen i går. Hun var den heldige vinder af at have Kasper som sidemand, der som sædvanligt havde snakket til hendes ører begyndte at bløde.

Ja, vi snakker meget. Og Jeppe, skulle jeg hilse at sige, ligger heller ikke på den lade side. Hvis han mangler ord, der skal overgå Kaspers talestrøm, finder han så bare på historier om en bus eller et tog eller stikker en lille fedtet buttet fuckfinger frem og siger: "du, en gammel lille ost." Det plejer at afføde en vis mængde reaktion hos Kasper, og så ruller rouletten, for jeg kan naturligvis heller ikke selv holde kæft. 

Derfor var jeg var noget spændt på om Jeppe kunne holde bøtten forholdsvis lukket i går, hvor jeg skulle besøge Iben & Mødregruppen. Jeg er jo selv syg med radio, og vild med det program, så jeg sprang til. Men jeg var nødt til at have ham med, da han efter fem dage med skidesyge havde den obligatoriske en-ekstra-dag-hjemme-for-at-blive-RIGTIG-frisk-dag. I kender den. Og man hænger på den. Ungen er pivfrisk og ville have godt af at komme ud blandt ligesindede, der rent faktisk gider at glo ind i bus i fem timer og opdage at det ene sæde er skævt. Dem om det. Jeg gider det ikke.

Anyways. Vi skulle i radioen og det fortalte jeg til Jeppe. At han skulle med mor på arbejde og vi skulle et sted hen hvor man laver radio. Det tror jeg han syntes var toppen, for i hvert fald hentede han sit senete yndlingsoutfit og stillede sig an.

Billedereportage følger nu:

 Du skal også have briller på mor, og så tog Jeppe et billede. Mm tak.

Hvis ikke det er den kæreste lille radiotype du har set, så må du kalde mig Mads. Eller idiot.

Han var bomstille, og meget koncentreret om Cirkeline. Man forstår det ikke.

Helt helt stille, indtil kl. 14.50. Forstår det stadig ikke.

Inden I tror jeg er børnemishandler og ville nive ham i låret, hvis han sagde den mindste lyd, skal I vide at vi på forhånd aftalte, at hvis han ikke ville være derinde eller begyndte at råbe, så måtte jeg jo forlade scenen.

Udsendelsen handlede i øvrigt om børn og er fin og relevant. Jeppe pipper lidt indimellem, og du kan høre udsendelsen her. 

Time 1

Time 2

Ps. Props til 24-7 for at være så large. Kender sguda ingen andre radiostationer, der gider at have børn i studiet i to timer.

pps. den ene gæst var Lise Ahlmann, og hun er en klog dame. Så hvis du vil læse noget fra hendes hånd kan jeg anbefale det. Ellers er der en artikel her.

ppps. Iben er en vidunderlig radiovært. Så dygtig og menneskelig og klog, at du slet ikke opdager det mens hun sender, men hun er fantastisk til at samle tråde op og reflektere undervejs og det er altså ikke vildt nemt, når man samtidig skal holde øje med chat, mails, snakke med lyttere, har tre gæster i studiet og skal trykke på knapperne. Hvis der fandtes en radio like knap, så ville jeg trykke med det vuns......okay, det er muligvis bare mig, der som gammel radiokvinde flipper lidt. Men jeg har ret. Så du kan bare være enig!

Status på Længsler & Leverpostej

Bogen fiser afsted og sælger meget mere end jeg kunne have ønsket mig her en måneds tid efter udgivelsen. TAK, til alle jer der har købt den og TAK for alle de sindssyge mange kommentarer, mails og anmeldelser jeg har fået. Jeg er meget glad. Selvfølgelig er jeg glad, når den får gode anmeldelser, men det der betyder mere, er de tilkendegivelser fra alle de mødre rundt omkring, som skriver, at de nu selv vil gøre sig lidt mere umage med at finde en god vej for dem selv at gå på. At den har gjort en forskel på dem, som de kan mærke. Hvor er det fedt at høre!

Jeg er netop nu ved at planlægge foredrag efter sommerferien og jeg kan allerede godt sige, at der bliver et labert arrangement i Vejle. Og et tilsvarende i Kbh. Men jeg kender jo ikke mennesker overALT i DK, så hvis du kender et hyggeligt sted vi kan være med noget vin og noget hygge, så kommer jeg meget gerne forbi. Send mig en mail.

Udover det, så har Jeppe haft skidesyge i seks dage, Kasper har sidste dag i børnehaven, nogensinde-ever-again, på fredag og har bestilt 50 muffins.