onsdag den 28. september 2011

Klumme fra 24 Timer (sidste uge)

Holdeplads for tøffelhelte

Ikea i Australien tester den nye idé med at lave et særligt opholdsrum for mænd. Læs om dette spændende fænomen i dagens klumme

Vores allesammens Ikea er nu kommet op med en service, som på alle måder topper fire-reoler-for-en-10'er-konceptet. Ikke nok med, at vi kan få billige møbler og softice at køre hjem på, nu kan man som kvinde få passet sin mand. Ja. Du hørte rigtigt. Få. Passet. Sin. Mand.

Ikea i Australien tester den nye idé med at lave et særligt opholdsrum for mændene, mens deres koner og kærester render rundt og leder efter dækkeservietter og fyrfadslys og den rigtige farve til den nye sofa.

Det foregår sådan, at når parret ankommer til Ikea, så kan manden 'afleveres' i opholdsrummet og hygge sig med fjernsyn, spillemaskiner og gratis hotdogs i 30 minutter. Mandens partner får nemlig en bipper med, som efter 30 minutter blinker og bipper for at fortælle, at det nu er tid til at hente manden igen.

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal mene om det. Men jeg synes, det er virkelig skægt på den helt sære måde. Én ting er at starte konceptet med mandepasningen. Noget andet er, at de muligvis har øjnet et behov fra kundernes side. Men hvordan? Har mændene ligget helt deprimerede på en sovesofa med et duftlys oppe i røven, eller har de bare set en flok kønsløse mænd traske rundt som søvnige æsler i flok? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg på ingen som helst måde kan slæbe min egen mand med i Ikea, på shoppetur i indre by eller på lagersalg. Der ville gå fem minutter, så ville han stå og trippe utålmodigt, kigge på klokken, så lige præcis dét er vi enige om at gøre adskilt.

Jeg har altid undret mig over de mænd, der sidder på en puf i en eller anden tøjbutik og glor ned i deres telefon, mens konen eller kæresten står og prøver 400 stykker tøj i et prøverum og en gang imellem stikker hovedet ud og stiller spørgsmålet: 'ser min røv stor ud de her bukser?' Kan vi ikke godt aftale at holde op med det? Og kan vi ikke også godt aftale, at medmindre mændene holder virkelig meget af at blive passet i Ikea, så bliver de hjemme? Og kan vi så ikke også godt aftale, at alle de mænd, der hader shopping, Ikea, prøverum og antikke loppemarkeder i provinsen, de åbner så munden og siger: 'NEJ! Jeg gider ikke tage med. Bum.'

Når kærlighed gør blind

Jeg har været med til at lave en kampagne for Danske FAMILIEadvokater. Og når man sidder med hænderne dybt begravet i bolledejen, så synes jeg selvfølgelig selv det er vildt vigtigt og meget overraskende, at vi (og her mener jeg de fleste danskere) ikke har sikret sig selv eller deres familier. Men jeg er da ikke for fin til at sige, at det har jeg ikke selv.

Jeg har aldrig mødt en advokat før, sådan face-to-face, og jeg må sige, at de er noget mere nuanceret end jeg lige regnede med. Uha, hvor var der mange paragraffer og kringelkroge, som jeg ikke kendte noget til, og som jeg fik sat en stor fed rød streg under, at jeg heller ikke havde en bjælde styr på: Pensioner. Thures pensioner. Testamente. Hvem, der arver hvad og hvem, hvis en af os pludselig kradser af. Min mors testamente. Og you name it.

Nåmmen ret smart, at vi nu har lavet en kampagne, for her kan du nemlig få meget mere af vide om alt det du ikke ved noget om.
Utrolig lille billede, af en ellers meget smuk plakat, du kan se den på sitet.

Tjek bloggen ud her find den også på Facebook.

Del. Spørg. Og send links til dem du kender, som heller ikke har styr på det.

Der er også en fin lille film, som filminstruktøren Morten Arnfred har lavet.

Og og og, hvis du læser lidt på bloggen og kommer i tanker om noget, der undrer dig, så kan du spørge en advokat for 0 kr. og får svar indenfor 48 timer, så længe kampagnen varer.

mandag den 26. september 2011

Noget om patter

For lang tid siden skrev jeg om nogle patter jeg havde set på nogle kinesiske damer. Jeg syntes, og synes stadig, de er ret så hippe. Og ligesom med den pink dragt, så var jeg dum nok til at love, at hvis der fandtes et venligt menneske, som kunne fikse sådan et par til mig, så ville jeg tage dem på i Fields. Nej, jeg ved heller ikke hvorfor.

Jeg havde glemt alt om de patter indtil Lotte en dag skriver til mig, at nu var de færdige. Whuuuut? Lotte har et rigtigt arbejde. Endda noget pengevæsen, så vi er ikke ude i noget overførselsindkomst og masser af fritid. Men alligevel har hun siddet og syet og syet og sirligt vurderet, hvor store de skulle være og hvor meget de skulle hænge.

Sådan er der så meget. Og jeg havde igen glemt alt om patterne, og en dag, da jeg render rundt og ligner en idiot, troppede Lotte op hjemme hos mig og overraskede mig med blomster, patter og en flaske Asti.

Og der er da i hvert fald ingen, der skal klantre mig for, at jeg gemmer de pæne billeder til bloggen, for på det her ser jeg decideret......whatever, bestem selv. Men det er sguda også totalt mærkeligt. At få patter af en fremmede dame. Som KYSSER mig.

Herligt. Nu kan jeg både løbe i patter og pink dragt. 

Hvad bliver det næste? Nogle idéer til, hvorledes jeg kan bevæge mig ud i idioti? 



Der er nogen der ikke har læst på lektien

Billede sendt fra en læser

I do NOT have a relationship with this Salmiakki og this Guldbarre. Så nu er det SLUT med at tippe mig med det ene og andet. Hører I? Er jo fandme snart nødt til at have en aftale med min pusher og med Kvickly om at nægte mig adgang.

Billeder af broccoli, selleri og tynde mennesker er velkommen. Både IRL postkasse og inbox.  


torsdag den 22. september 2011

Hvor fanden er du henne?

Ja. Hvor er jeg? Jeg har sguda travlt med at løbe rundt om Amager, fordi I FREAKING BLIVER VED MED AT SENDE MIG CHOKOLADE......STOP SÅ! Jeg bliver jo aldrig tynd vel. Udråbstegn. Er jo fandme nødt til at spise det, når det ligefrem bliver proppet ind i min postkasse. Dummere er jeg da heller ikke.

Se nu bare her: 


Det er fra min overbo, som er Japaner, og som helt sikkert synes det Salmiakki er det klammeste hun nogensinde ever har hørt om. Jeg har aldrig vekslet et eneste ord med hende, om noget som helst chokolade. Alligevel. Formår jeg at manifestere, at få et japansk kvindemenneske til, ikke bare at købe chokoladen, men også finde den. Ja, jeg aner da ikke hvor, for min pusher ligger ude på Kongelundsvej, og dér kommer hun ikke. Det ved jeg.

Hvad siger du? Nej, for fanden. Det har aldrig skulle handle om chokolade. Men siden det kom ind i mit liv er der sket mærkelige ting.

Jeg har også været syg. Rimeligt kedeligt at skrive om, så skal vi ikke bare lade den ligge?

Nå. Men. Sagen er den at jeg har købt mig noget tid hos en rar dame, så nu har jeg tid til at diske op med en fælleskrammer og sige at jeg er tilbage nu.

Hvad? Har I ikke ventet? Gu har I da så.

Og fordi jeg fægter i blinde, og ikke har nogen som helst rød tråd, så skal der lyde et hurra fra mig over at Rød Blok vandt og vi nu ser en kvindelig statsminister vandre rundt i Danmark. Gæt selv hvor lang tid der går, før vi kan købe bogen: Statsminister på høje Helle (hæle). Det er et ordspil ik. Skidesmart. Det er bare sådan jeg kan.
Jeg kan ikke vente med at se hvad der sker på Cirkus Borgen, og jeg håber sådan, at Villy S. bliver udenrigsminister, så vi kan få godt gang i nogle taler på engelsk.

Have a very good evening. And do NOT try and put some candy in my postbox.

lørdag den 10. september 2011

Klumme i Jyllands Postens VIVA (sidste søndag)


Godt Nytår!

Min morfar var det man på jysk kalder ’ejn’. På dansk betyder det: helt overdrevet stædig. Min morfars ur stod på vintertid. Og det blev det i øvrigt ved med året rundt. Ifølge ham var der ingen grund til at lave om på dét. Ja, faktisk syntes han, det var blasfemisk at skrue på tiden. Den gik som den gik. Man købte jo heller ikke en ny vinterjakke hvert år, bare fordi det blev vinter igen. Den er vi så nogen i familien, der har taget op til revision

Til gengæld er der noget af det med tiden, som jeg har arvet. Tidsregningen. Jeg vil modsat min morfar ikke holde fast i vintertiden, men derimod slå et slag for at vi holder nytårsaften d. 31. juni. Når vi går på juleferie skifter kalenderåret, men det er sommerferien der er det virkelige årsskifte.
Der sker nemlig det hvert år, at når jeg nærmer mig ferien, så nærmer jeg mig et skifte. Du kan kalde det et hamskifte. Eller også bare en mindre identitetskrise. For mens jeg pakker mine sommersandaler og pudser støvet af kufferten, så begynder den indre film at rulle. Stærkt afhængig af hvor jeg rejser hen.

Tag nu bare i år. Der skulle jeg til Berlin. Og til Vejle. Tal om modpoler. Men det skulle ikke få min identitetskrise ned med nakken, så til min byrejse til Berlin pakkede jeg alt mit hipster-smarte bytøj (Hipster er slang for en subkultur, mor), og gjorde mig klar til at leve en uge, som storbytype, der gik rundt med klapvognen i den ene hånd og moderigtige Ray Bans i den anden, mens jeg så på undergrunds kunst og lå og slappede af i en park med en varm Cortado (det er en kaffe, mor).

Herefter gik turen til Vejle. Og som vi nærmede os Otto Duborg fik jeg mere og mere lyst til en pose King Size Werters Echte, og joggingbukser og kunne knap nok udtale ordet Cortado. Slut med at være storbysmart, for da jeg sad i min mors vidunderlige stue med udsigt over Vejle Fjord, så kom der en opringning fra min underbevidsthed med spørgsmålet: hvilken slags hjerneblødning fik du, siden du flyttede herfra? En der fik mig til at flytte til København åbenbart, men også en, der pirker til min tvivl om det her med udsigt over fjorden ikke bare er det gode liv i stedet for stenbroen. Jeg bliver altid vældig parat til at rykke alting op med roden. Skifte job. Karriere. Eller måske flytte til et andet land. Mulighederne er mange. Mens jeg sidder der og stirrer ud på vandet med min kaffemaskine-kaffe.

Og jeg er nok ikke den eneste, der har det sådan. Jeg kender flere, der lige skal lande i deres eget tøj, hvis de har været på ferie Hawaii, og derfor bare gå rundt i palme-relaterede skjorter indtil oktober måned. Eller som slet og ret rykker teltpælene op og flytter. Jo de findes. Eller ender med at være importør af Balinesiske tasker, bare fordi de kom til at gå forbi en lille bod med fem slangeskindstasker. Jeg kender også flere, der i deres sommerferie, får sagt mentalt farvel til deres gamle job, for så at sende en opsigelse afsted når de kommer hjem, mens de stadig har tanken om deres nye liv som vinbonde i Toscana, frisk i erindringen.

Farvel til det gamle, goddag til det nye. Det er hvad sommeren er. Ligesom den del af ægtefolksbranchen, der efter sommerferien, sætter hinanden på udsalg, minus 70%, for at gå efteråret i møde i en helt anden slags vinterjakke. Nemlig singlefrakken.

Så. Vi går ind i en ny tid. Det bliver koldere. Og det bliver mørkere. Og det kan vi sgu ligeså godt fejre med et brag af en fest. Rulle pailletterne ud og fyre en champagneprop afsted mod de evige sommersolnedgange.

Og helt ærligt. Tænk bare, hvor fantastisk du ville se ud i din nytårskjole, hvis du stod i den d. 31. Juni. Brun og lækker og helt sikkert uden en vinterdepression.

fredag den 9. september 2011

Tak for god tjeneste

Jeg har indbetalt penge til Krifa i en del år nu. Og jeg har også benyttet mig af deres fine produkt: dagpenge. Jeg har været til møder, jeg har udfyldt papirer, snakket med sagsbehandlere, jeg har kørt freaking Brønby tynd for at finde deres adresse, så jeg kunne komme til det møde. Industrivej 9F, 1. sal. By far, den mest kundeuvenlige adresse. Og hvor man iøvrigt nærmest ikke kan parkere.

Men nu kommer belønningen:

Gratis håndboldbilletter til AG København
Som kunde i Kristelig Fagbevægelse har du mulighed for at få gratis billetter til nogle af AG Københavns hjemmekampe. Lige nu har du muligheden for at få billetter til kampene mod Viborg HK, Skanderborg Håndbold, Skive FH og Aalborg Håndbold. 

God kamp!
Venlig hilsen
KRIFA

Åh jeg bliver helt træt.


torsdag den 8. september 2011

En af glæderne ved at være småbørnsfamilie

Klokken er 22.17 og det vi nåede i dag var at lægge noget tøj sammen, tømme opvasker og fylde den og sætte den i gang igen. Vi nåede at diskutere hvem der egentligt havde ansvaret for at få spartlet væggen i soveværelset og snakke om hvorfor et Ikea skab på badeværelset stadig ikke er sat op efter 5. uge parkeret i gangen. 

Vi nåede ikke at støvsuge resterne fra de sidste tre dage og en halv pose knækbrød, ligger i et fint spredt lag udover det hele. Vi nåede heller ikke at rydde legetøjet op i stuen. Eller at tørre bordene af. Eller rydde op generelt.

Jeg synes også jeg kan mærke at jeg har noget kogt broccoli under min ene fod. Jeg er bare for træt til at bøje mig ned og fjerne det.

Får det her nogensinde en ende? Eller er det ligesom Hvalborg: en dødssejler? Uuuuuh spændingen vil ingen ende tage. Jeg tror bare jeg vil sidde her med mit broccoli under foden og vente.



Ingen særlig grund til dette billede...

....Men børn med store briller går aldrig af mode.

Av av av av av av av av av

Jeg løfter aldrig en vægtstang igen.

Går seriøst rundt som om jeg har skidt i bukserne. Og jeg måtte gå baglæns ned af trapperne i morges.

Christ!

tirsdag den 6. september 2011

Så er vi ligesom på den igen

Annamette’s træningsprogram

Opvarmning 6 min.
Styrke 2x om ugen
Squat10x3 – 25kg
Pull ups 7x3 – 54kg
Leg extensions 10x3 – 40kg
Pull down10x3 – 26kg
Military pres 10x3 – 10kg vægtstang   (10for/8bag/10front) – Næste  øvelser laves skiftevis
Lunges 10x3
Dips 10x3

Knee raises 10x3      to næste øvelser laves skiftevis
Back raise 10x3 – m. 5kg vægtskive på brystet

Afsut m. Interval 7-10 min.
Løb  - ”Quick start” – Spurt 15 sek. Level              Gå 45 sek. Level 6
Eller
Cykel  - ”Quick start” – Level 9 – Spurt 15 sek.   45 sek. alm tempo
Eller
Ro 1000 m
Udstrækning 5  min.
Løb 1-2x om ugen 5 km -  efterfulgt at sjip 100x6 – efterfulgt af 3x leg raises, planks lige+skrå, wall squat

søndag den 4. september 2011

Ælle-Bælle, hvem skal vi vælge?

Jeg ved ikke hvor politiske I er, men jeg har aldrig selv været det og bliver det heller aldrig. Det er ikke for at være ignorant, men hver gang jeg prøver at læse en artikel om valget eller kaster mig ud i at se en valgkamp, kan jeg ikke lade vær med at tænke på, hvor meget botox Helle Thorning har fået i panden, at Margrethe Vestager er blevet noget mere sexet med kort frisure, hvorfor er der ingen tandlæger, der giver Lars Løkke en gratis blegning af de hugtænder, om Villy S. er glad igen? Ovenpå. Efter sin skilsmisse. Om ikke Simon Emil ser en smule blodfattig ud på de valgplakater og hvorfor Pia K. har valgt lige dén brille? Jamen. Har man tendens til aquarie-øjne, så skal man da ikke vælge et stel med SÅ store glas.

Så. Hvis I tænker ligesom mig, vil jeg give jer lidt inside information, at vælge efter. For udover selve partiet, så er det personligheden vi vælger efter. Afterall.

Pia K. mødte jeg for to valg siden. Og jeg kunne ikke være mere uenig med hende, men da det var mig, der skulle tage imod hende til et radioprogram og give hende en kop kaffe, besluttede jeg mig for at være venlig. Og helt ærligt. Jeg var næsten ked af, at jeg hader hendes politik så meget, for hun var så sød. Og hyggelig og sådan en jeg fik lyst til at spise en kage med. Hun var rimelig gammeldags i nogle af sine synspunkter, men jeg må give hende, at det på en sær måde var interessant at møde et menneske, som i så høj grad går op i de gamle danske værdier.

Anders Fogh Rasmussen trådte ind af døren på samme radiostation dagen efter, og hvis nogen havde sagt nosser af stål. Så var det ham. Aldrig stemt på manden. Aldrig været tilhænger af ham. Altid haft svært ved autoriteter. Men jeg blev ærlig talt lidt mundlam. Han var bare så fucking fokuseret og koncentreret og havde spindoctorer rendende om anklerne på ham, parat til at FLÅ ham ud af studiet, hvis pligten kaldte. Jamen jeg var på røven. Mest fordi jeg er lidt til den dovne side, og det her var ikke for fem flade ører dovenskab. Min fornemmelse var, at man ikke, i hans selskab, lige nupper et fjumreår eller fem efter gymnasiet. Jeg gav ham en kop kaffe, det ville han ikke have, så fik han noget vand og det drak han uden at sige noget, og jeg droppede al smalltalk om, at jeg vistnok engang også havde tænkt på at læse statskundskab.

Det var så det år, hvor han vandt valget og hvor Mogens Lykketoft, trods nyt look, og ny dame i sit liv ikke havde mange nosser af rutte med. Han var en slagen mand vi fik i studiet en time senere. Hvad der havde været af energi i rummet med Anders Fogh, var forsvundet som dug for solen. Og Lykketoft virkede nærmest deprim. Svarede i helt korte sætninger og gloede ellers ud over Rådhuspladsen. Tomt. Jeg blev helt ked af det på hans vegne og fik pippet, at jeg da i hvert fald havde stemt på Socialdemokratiet. Det hjalp ikke meget. Heller ikke på valget.

Et par år senere var det ikke i en valgrunde, at jeg mødte lidt flere af dem fra Borgen. Derimod på P3, hvor jeg lavede nogle programmer, der hed Gæste-dj. Det handlede om at en kendt person tog nogle plader med i studiet og så spillede vi dem. Jeg fik først besøg af Helle Thorning. Og her kan Gaffa.dk godt gå hjem. Hun er et omvandrende musikleksikon. Kendte hele P3's spilleliste, og var med i fremme med de nyeste kunstnere. Var flittig koncertgænger og på ferier med familien, også hende der laver musikquizzer i bilen. Hun grinede meget. Hele tiden. Og jeg ville ønske, at hun kunne være sådan på en talerstol. For hun er faktisk langt federe, når hun ikke prøver at overbevise. Nogen om noget.

Så var det jeg fik besøg af Naser Khader. Og så skal jeg ellers lige love for, at der var gang i de vuggende hofter. Vi fik snakket lidt om Syrien og Mellemøsten, men for det meste stod han og dansede under musikken og det var han på ingen måde flov over. Det var jeg til gengæld. Har bare altid selv været for genert til at springe ud i en dans, fordi jeg bare MÅ bevæge mig. Men gid jeg kunne, for Khader havde i dén grad budt op til spilopper. Jeg synes han skulle sætte sine penge på den form for underholdning, i stedet for den, whatever roulette, han spiller på Borgen.

Sidste mand i rækken, som jeg mødte var Villy. Kære rare venlige Villy. Jeg havde en båndoptager med mig ind på Borgen og vi sad på hans kontor. Total old school måde at lave radio på, men det passede til ham. Han sad med sin pibe og fortalte om dengang han spillede med bandet De Blå Svin hjemme i Kolding og hvordan familien tit sad med en guitar og sang. Jeg glemte at trykke 'pause' på båndoptageren og da jeg kom tilbage til  DR byens sorte hus, og hørte det hele igennem, blev jeg endnu engang bjergtaget af hans måde at fortælle historier på. Arjmen, det var morfar med Thomas Winding på. Villys musik var iøvrigt meget langt fra P3's gyldne lister, så jeg var nødt til at mikse det med nogle numre han skulle vælge fra vores egne spillelister for ikke at falde i P4 gryden. Og Villy, han er en dygtig mand, og jeg håber fannerme han får lov til at vise sine talenter, men at udtale 'Kylie Minougue', det kunne han ikke.