Da julekalenderen sluttede i går, havde Kai lige fundet ud af at Frøken Kipdnisut havde snuppet den vigtige specialskrue til Johns jet-knallert med sin karklud, da hun var oppe og skælde ud over de grimme fodsport i trappeopgangen.
Kai blev splitterrasende, da han så at skruen var væk, for hun troede han lige at han kunne få Johns knallert ud og køre igen.
Han hoppede og og ned og blev hel mørkegrøn i hovedet, mens han råbte:
- Den suuuuure mokkke !!!
Men Kai var ikke sur ret længe, for John spurgte om han ikke lige kunne spise én sukkermad mere, og det kunne han selvfølgelig godt. .
John og Kai sad sammen i sofaen og spiste deres sukkermadder, mens John fortalte om, hvordan hans dag havde været med at køre S-toget fra Købehavns Hovedbanegård og ud til Ballerup Station.
John havde haft en lidt mærkelig dag, fordi alle togene var blevet forsinket og holdt i én lang kø.
Hvordan kan det være, spurgte Kai.
Ja det er godt nok mærkeligt, sagde John. Men da jeg kørte s-toget ud mod Vanløse, lød der pludseligt at kæmpestort brag. Det lød næsten som om, der var en der slog en kæmpestor prut. Og den prut var så stor at det hele rystede og så blev vi nødt til at stoppe alle s-togene indtil stationsforstanderen fandt ud af om det var et jordskælv.
Kai sad helt stille i sofaen og sagde ingenting. Men han havde en anelse om hvem der kunne havde slået den kæmpe prut, som havde stoppet Johns s-tog.
(Oplæser: Spørg evt. ungerne om de kan huske hvem det var ...)
John fortsatte:
Ja, det er helt skørt, for lige efter den kæmpe prut synes jeg bestemt, at jeg hørte Frøken Kipdnisut skrige: - Joooohn, din dumme knallert-bølle !!!
Det er helt skørt, synes du ikke, Kai? spurgte John.
Kai sagde slet ingenting nu og gemte sig næsten under sin pude.
- Så var det alligevel postbuddet Jans kæmpe-prut, som stoppede toget, tænkte Kai.
- Hvad skete der så, spurgte Kai.
- Ja så sad vi dér i Vanløse og ventede på at stationsforstanderen fik ringet ind til Politistationen og fik af vide om der virkelig var et jordskævl i gang i København. Men det var der slet ikke, så da vi havde ventet lidt, fik vi lov til at køre igen. Men nu var der en farlig masse kø, så vi skulle vente endnu længere tid, før vi måtte køre.
John sukkede højt:
- Og ved du hvad Kai, vi ventede så længe, at da jeg endelig kom til Ballerup var kaffen i min termokande blevet helt kold. Og du ved jo, at jeg bedst kan lide varm kaffe.
- Så jeg har slet ingen kaffe fået i dag, Kai og så ved du, at jeg bliver - GAAAAAABB - noget så træt, sagde John og smaskede to gange, inden hans øjne langsomt faldt i.
Hov, sagde John, lige inden han faldt i søvn. Lå der ikke et brev til dig ude på køkkenbordet, Kai?
Og så snorksov John i sofaen.
Kai havde helt glemt at hans ven, det pruttende postbud Jan, havde givet ham et brev, så han hoppede ud i køkkenet så hurtigt hans små frø-lår kunne holde til det og skyndte sig at åbne brevet.
Kære Kai, startede brevet og Kai læste langsomt hver eneste linje, og da han var kommet til sidste linje råbte han JUBIIII.
Brevet var nemlig en invitation fra Kais togklub om at komme op til Tisvilde og køre med det gamle juletog, som er et rigtigt damplokomotiv som kører hele vejen fra Hellerup Station og op til det store julemarked i Tisvilde.
Kai havde prøvet at køre med juletoget sidste år også og det var vildt spændende, fordi toget havde et kæmpe damp-tudehorn som sagde TUUUUU-HUUUUUT, hver gang det startede.
Der stod i brevet, at Kai måtte tage to venner med i toget, og han fik straks en ide, som han synes var vældig god:
Hvis han kunne overtale John til at tage Frøken Kipdnisut med på togturen op til Tisvilde, så kunne Kai måske finde ud af, hvor hun havde gjort den af meget vigtige jet-knallert-skrue, som hun havde taget.
Ja, det er godt nok en god plan, sagde Kai.
Så hoppede han ind i sofaen og lagde et tæppe over John, så han ikke kom til at fryse, og bagefter hoppede han ud i køkkenet.
- Jeg kan vist godt lige spise én sukkermad mere, sagde han til sig selv.
Kai blev splitterrasende, da han så at skruen var væk, for hun troede han lige at han kunne få Johns knallert ud og køre igen.
Han hoppede og og ned og blev hel mørkegrøn i hovedet, mens han råbte:
- Den suuuuure mokkke !!!
Men Kai var ikke sur ret længe, for John spurgte om han ikke lige kunne spise én sukkermad mere, og det kunne han selvfølgelig godt. .
John og Kai sad sammen i sofaen og spiste deres sukkermadder, mens John fortalte om, hvordan hans dag havde været med at køre S-toget fra Købehavns Hovedbanegård og ud til Ballerup Station.
John havde haft en lidt mærkelig dag, fordi alle togene var blevet forsinket og holdt i én lang kø.
Hvordan kan det være, spurgte Kai.
Ja det er godt nok mærkeligt, sagde John. Men da jeg kørte s-toget ud mod Vanløse, lød der pludseligt at kæmpestort brag. Det lød næsten som om, der var en der slog en kæmpestor prut. Og den prut var så stor at det hele rystede og så blev vi nødt til at stoppe alle s-togene indtil stationsforstanderen fandt ud af om det var et jordskælv.
Kai sad helt stille i sofaen og sagde ingenting. Men han havde en anelse om hvem der kunne havde slået den kæmpe prut, som havde stoppet Johns s-tog.
(Oplæser: Spørg evt. ungerne om de kan huske hvem det var ...)
John fortsatte:
Ja, det er helt skørt, for lige efter den kæmpe prut synes jeg bestemt, at jeg hørte Frøken Kipdnisut skrige: - Joooohn, din dumme knallert-bølle !!!
Det er helt skørt, synes du ikke, Kai? spurgte John.
Kai sagde slet ingenting nu og gemte sig næsten under sin pude.
- Så var det alligevel postbuddet Jans kæmpe-prut, som stoppede toget, tænkte Kai.
- Hvad skete der så, spurgte Kai.
- Ja så sad vi dér i Vanløse og ventede på at stationsforstanderen fik ringet ind til Politistationen og fik af vide om der virkelig var et jordskævl i gang i København. Men det var der slet ikke, så da vi havde ventet lidt, fik vi lov til at køre igen. Men nu var der en farlig masse kø, så vi skulle vente endnu længere tid, før vi måtte køre.
John sukkede højt:
- Og ved du hvad Kai, vi ventede så længe, at da jeg endelig kom til Ballerup var kaffen i min termokande blevet helt kold. Og du ved jo, at jeg bedst kan lide varm kaffe.
- Så jeg har slet ingen kaffe fået i dag, Kai og så ved du, at jeg bliver - GAAAAAABB - noget så træt, sagde John og smaskede to gange, inden hans øjne langsomt faldt i.
Hov, sagde John, lige inden han faldt i søvn. Lå der ikke et brev til dig ude på køkkenbordet, Kai?
Og så snorksov John i sofaen.
Kai havde helt glemt at hans ven, det pruttende postbud Jan, havde givet ham et brev, så han hoppede ud i køkkenet så hurtigt hans små frø-lår kunne holde til det og skyndte sig at åbne brevet.
Kære Kai, startede brevet og Kai læste langsomt hver eneste linje, og da han var kommet til sidste linje råbte han JUBIIII.
Brevet var nemlig en invitation fra Kais togklub om at komme op til Tisvilde og køre med det gamle juletog, som er et rigtigt damplokomotiv som kører hele vejen fra Hellerup Station og op til det store julemarked i Tisvilde.
Kai havde prøvet at køre med juletoget sidste år også og det var vildt spændende, fordi toget havde et kæmpe damp-tudehorn som sagde TUUUUU-HUUUUUT, hver gang det startede.
Der stod i brevet, at Kai måtte tage to venner med i toget, og han fik straks en ide, som han synes var vældig god:
Hvis han kunne overtale John til at tage Frøken Kipdnisut med på togturen op til Tisvilde, så kunne Kai måske finde ud af, hvor hun havde gjort den af meget vigtige jet-knallert-skrue, som hun havde taget.
Ja, det er godt nok en god plan, sagde Kai.
Så hoppede han ind i sofaen og lagde et tæppe over John, så han ikke kom til at fryse, og bagefter hoppede han ud i køkkenet.
- Jeg kan vist godt lige spise én sukkermad mere, sagde han til sig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar