Da julekalenderen sluttede i går havde John og Kai været ude i lufthavnen og få tanket Johns røde jet-knallert op med jet-benzin hos Johns ven Kalle.
Da de kom hjem til Johns lejlighed på Sportsvej lavede John en ordentligt stak sukkermadder, som de to venner spiste inden de gik i seng.
Da det blev morgen igen, vågnede Kai ved at John gik og sang julesange.
- Nå Kai, din dovenkrop, så kunne du vågne, sagde John.
John havde allerede lavet både morgenkaffe og havregrød, han skyndte sig at hive Kai ud af sengen.
- Altså, Kai, jeg har sådan glædet mig til min fridag, for i dag skal vi pakke en helt speciel jule-overraskelse ind til nogle af mine venner.
- Jeg har nemlig været ude og købe vingummi-bamser til dem alle sammen. Jeg købte dem for en uge siden og gemte dem inde i skabet, og nu tænkte jeg at vi kunne pakke dem ind, og så i morgen, kan vi køre op og aflevere dem til mine venner.
Johns øjne hoppede og dansede, mens han fortalte Kai om sine planer.
Men Kai sad bare og kiggede ned i bordet. Han var helt stille. Så sagde han stille:
- Jooooohn, de der vingummi-bamser, du har købt – lå de i en grøn plastikpose inde i dit skab? spurgt han.
- Ja, sagde John. Hvor ved du det fra?
- Jamen altså, det er jo bare fordi at du ved at jeg elsker vingummibamser, og en morgen i sidste uge, da jeg vågnede synes jeg bestemt at der duftede af vingummi-bamser, og så kom jeg til at lede en lille smule efter dem og så fandt jeg posen inde i dit skab …
- Hva? Har du spist vingummi-bamserne til mine venner? råbte John.
- NEJNEJ, sagde Kai bestemt. Jeg spiste kun én.
John løb ind i soveværelset, og kom tilbage med en tom grøn plastikpose.
- Spiste du kun én?? Posen er jo helt tom, råbte John.
- Nåhhhja, jeg mente at jeg kun spiste én pose, sagde Kai.
-DER VAR TRE KILO VINGUMMI-BAMSE, skreg John.
- Så var det nok derfor jeg fik så ondt i maven bagefter, sagde Kai. Det må du altså meget undskylde, John.
John satte sig ved køkkenbordet og sukkede.
- Hvad skal jeg nu give mine venner i jule-overraskelse, sagde John. Jeg har ikke flere penge til at købe vingummi-bamser for.
Så fik Kai en ide. Oppe hos Frøken Kipdnisut havde han nemlig set en masse lækkert chokolade.
- Du kunne jo prøve at spørge Frøken Kipdnisut, det kan være hun vil hjælpe dig, sagde Kai.
- Hva, jeg skal i hvert fald ikke op og spørge Frøken Kipdnisut om noget som helst. DEN SURE MOKKE, råbte John.
- Jamen, John, sagde Kai, hør nu her. Jeg er sikker på at hun godt vil hjælpe dig. Hun er jo faktisk slet ikke så sur, og det var jo hyggeligt at køre i tog med hende. I sad jo ved siden af hinanden. Og jeg så jo faktisk godt at I sad og holdt i hånd.
Så blev John helt rød i hovedet og begyndte at grine.
- Jaaahh, lidt sød er hun måske. I hvert fald når hun ikke råber. Okay, så går jeg op og spørger hende.
Der gik ikke længe, før han kom ned til Kai igen.
Til gengæld kunne han næsten ikke slæbe den store pose med slik, som han havde med.
- Se Kai, sagde John, Frøken Kipdnisut var helt vild sød, og hun havde en masse slik liggende, som hun gerne ville give til mine venner. Skynd dig og hent indpakningspapiret, for nu skal vi have pakket overraskelsen ind.
Og mens de to venner sad og pakkede slik ind, fortalte John, at han kendte en masse børn, som han synes var rigtigt søde og de skulle have en juleoverraskelse, som ham og Kai skulle op og aflevere hos børnene.
- Det var godt nok en god ide, sagde Kai. Og så spiste han en hel håndfuld slik.
- KAI, NU STOPPER DU MED AT ÆDE MINE VENNERS SLIK, råbte John,
- Æv, jeg tog eller kun et stykke, sagde Kai, og mens John rystede på hovedet, nåede han lige at snuppe en hel mundfuld mere.
Da de kom hjem til Johns lejlighed på Sportsvej lavede John en ordentligt stak sukkermadder, som de to venner spiste inden de gik i seng.
Da det blev morgen igen, vågnede Kai ved at John gik og sang julesange.
- Nå Kai, din dovenkrop, så kunne du vågne, sagde John.
John havde allerede lavet både morgenkaffe og havregrød, han skyndte sig at hive Kai ud af sengen.
- Altså, Kai, jeg har sådan glædet mig til min fridag, for i dag skal vi pakke en helt speciel jule-overraskelse ind til nogle af mine venner.
- Jeg har nemlig været ude og købe vingummi-bamser til dem alle sammen. Jeg købte dem for en uge siden og gemte dem inde i skabet, og nu tænkte jeg at vi kunne pakke dem ind, og så i morgen, kan vi køre op og aflevere dem til mine venner.
Johns øjne hoppede og dansede, mens han fortalte Kai om sine planer.
Men Kai sad bare og kiggede ned i bordet. Han var helt stille. Så sagde han stille:
- Jooooohn, de der vingummi-bamser, du har købt – lå de i en grøn plastikpose inde i dit skab? spurgt han.
- Ja, sagde John. Hvor ved du det fra?
- Jamen altså, det er jo bare fordi at du ved at jeg elsker vingummibamser, og en morgen i sidste uge, da jeg vågnede synes jeg bestemt at der duftede af vingummi-bamser, og så kom jeg til at lede en lille smule efter dem og så fandt jeg posen inde i dit skab …
- Hva? Har du spist vingummi-bamserne til mine venner? råbte John.
- NEJNEJ, sagde Kai bestemt. Jeg spiste kun én.
John løb ind i soveværelset, og kom tilbage med en tom grøn plastikpose.
- Spiste du kun én?? Posen er jo helt tom, råbte John.
- Nåhhhja, jeg mente at jeg kun spiste én pose, sagde Kai.
-DER VAR TRE KILO VINGUMMI-BAMSE, skreg John.
- Så var det nok derfor jeg fik så ondt i maven bagefter, sagde Kai. Det må du altså meget undskylde, John.
John satte sig ved køkkenbordet og sukkede.
- Hvad skal jeg nu give mine venner i jule-overraskelse, sagde John. Jeg har ikke flere penge til at købe vingummi-bamser for.
Så fik Kai en ide. Oppe hos Frøken Kipdnisut havde han nemlig set en masse lækkert chokolade.
- Du kunne jo prøve at spørge Frøken Kipdnisut, det kan være hun vil hjælpe dig, sagde Kai.
- Hva, jeg skal i hvert fald ikke op og spørge Frøken Kipdnisut om noget som helst. DEN SURE MOKKE, råbte John.
- Jamen, John, sagde Kai, hør nu her. Jeg er sikker på at hun godt vil hjælpe dig. Hun er jo faktisk slet ikke så sur, og det var jo hyggeligt at køre i tog med hende. I sad jo ved siden af hinanden. Og jeg så jo faktisk godt at I sad og holdt i hånd.
Så blev John helt rød i hovedet og begyndte at grine.
- Jaaahh, lidt sød er hun måske. I hvert fald når hun ikke råber. Okay, så går jeg op og spørger hende.
Der gik ikke længe, før han kom ned til Kai igen.
Til gengæld kunne han næsten ikke slæbe den store pose med slik, som han havde med.
- Se Kai, sagde John, Frøken Kipdnisut var helt vild sød, og hun havde en masse slik liggende, som hun gerne ville give til mine venner. Skynd dig og hent indpakningspapiret, for nu skal vi have pakket overraskelsen ind.
Og mens de to venner sad og pakkede slik ind, fortalte John, at han kendte en masse børn, som han synes var rigtigt søde og de skulle have en juleoverraskelse, som ham og Kai skulle op og aflevere hos børnene.
- Det var godt nok en god ide, sagde Kai. Og så spiste han en hel håndfuld slik.
- KAI, NU STOPPER DU MED AT ÆDE MINE VENNERS SLIK, råbte John,
- Æv, jeg tog eller kun et stykke, sagde Kai, og mens John rystede på hovedet, nåede han lige at snuppe en hel mundfuld mere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar