Da julekalenderen sluttede i går, havde Kai lige tabt den sidste af de helt specielle jet-knallert-skruer ned i kloaken nede i gården. Og netop da Kai troede at det hele blev mørkt, kiggede han op og så at det var postbuddet Jan, som stod og skyggede for solen og gjorde det hele mørkt.
-Hej Kai, sagde postbuddet.
- Hej Jan, sagde Kai til sin ven.
Kai havde været venner med postbuddet Jan lige siden han var flyttet ind hos John, og nu var de bedste venner.
Jan var ligeså stor, som Kai var lille. Det var derfor han kunne skygge for solen, da han bøjede, sig ned for at se hvad der var, der lå og kiggede ned i kloarken.
Han samlede Kai op i sin kæmpestore hånd og løftede han op, så Kai kiggede lige ind i Jans store næse.
- Hvoffer ser du så ked ud af det, Kai, sagde Jan.
Og så fortalte Kai sin ven hele historien. Om hvordan jet-knallerten var gået i stykker, så John måtte gå ind på Hovedbanegården, og Kai forsøgte at reparere den, men nu havde han tabt den vigtige skrue ned i kloarken.
Han snakkede så hurtigt og baskede så ivrigt med armene imens, at Jan til sidst sagde:
- Hør nu her, Kai: Er du ikke en frø?
- Joo, det skulle jeg mene, sagde Kai.
- Og den vigtige skrue ligger nede i kloarken, ikke? sagde Jan.
- Joo, sagde Kai.
- Så kan du da bare svømme ned efter den, sagde Jan. Frøer er jo supergode til både at svømme og til at dykke. Har du helt glemt det?
Og så blev Kai glad igen.
- Selvfølgelig, sagde han højt! Du Jan, kan du ikke lige hjælpe mig med at løfte låget ned til kloarken, for det er for tungt for mig, sagde Kai.
Og Jans store næve satte Kai ned på jorden igen og løftede det tunge kloarkdæksel op, så Kai kunne springe ned.
Kai tog en kæmpe indånding og dykkede så langt ned i vandet, som han kunne. Og ganske rigtigt: Nede i bunden lå den skrue, som han manglede til Johns jet-knallert.
- Giiisp, sagde det, da han kom op til overfladen igen.
- Er du der, Jan, råbte han.
- Jaja, jeg er lige her, råbte Jan.
- Prøv lige at bøj dig herned, sagde Kai, så smider jeg skruen op til dig.
Kai nåede lige at høre at Jan sagde “Åukay”. Så lød der et kæmpe-stort brag oppe fra gaden:
- PRUUUUUUUUUUUUUUUTTT, sagde det, da Jan bøjede sig ned.
Den prut Jan havde slået var så stor, at hele kloarken rystede og Kai faldt bagover ned i vandet.
- Hvad sker der, råbte Kai, var det dig ????
Jaahh, råbte Jan, det må du undskylde, men jeg fik kål til aftensmad i går, og jeg har bare slået sådan nogle store prutter hele morgenen.
Oppe i gården rungede Jans kæmpe-prut stadigvæk og pludselig hørte Jan og Kai en skinger stemme:
- Joooohn, din dumme knallert-bølle !!!
Det var Frøken Kipdnisut, der troede, at prutten var Johns jet-knallert, der startede.
Jan blev så bange, da han hørte hende, at han løb væk og gemte sig under en lille rød Peugeot, som stod nede i gården.
Det så helt fjollet ud, for Jan var så stor, at man sagtens kunne se ham bag ved bilen.
Men Frøken Kipdnisut havde ikke fået sine briller på, så hun så ham ikke og lukkede vinduet igen med et brag.
- Føj for en sur mokke, sagde Jan til Kai, som var kommet op af kloarken igen.
- Var det virkelig din prut, spurgte Kai? Det lød ligesom en rumraket!
Jan gad ikke snakke mere om prutter, så han hjalp Kai op ad kloarken i stedet for.
Nu hvor Kai havde fundet den sidste skrue til jet-knallerten, tænkte han, at det nok var bedst at han tog den i lommen og gik op og hvilede sig lidt, inden han samlede knallerten færdig.
Åukay Kai, sagde Jan. Så går jeg videre på postruten.
Men lige inden han skulle til at gå, stoppede han op.
- Hov, jeg var lige ved at glemme det her, sagde Jan og tog et brev op ad sin posttaske: Der er post til dig, Kai ….
Julehistorie om Kai - kapitel 3
Julehistorie om Kai - kapitel 2
Julehistorie om Kai - kapitel 1
-Hej Kai, sagde postbuddet.
- Hej Jan, sagde Kai til sin ven.
Kai havde været venner med postbuddet Jan lige siden han var flyttet ind hos John, og nu var de bedste venner.
Jan var ligeså stor, som Kai var lille. Det var derfor han kunne skygge for solen, da han bøjede, sig ned for at se hvad der var, der lå og kiggede ned i kloarken.
Han samlede Kai op i sin kæmpestore hånd og løftede han op, så Kai kiggede lige ind i Jans store næse.
- Hvoffer ser du så ked ud af det, Kai, sagde Jan.
Og så fortalte Kai sin ven hele historien. Om hvordan jet-knallerten var gået i stykker, så John måtte gå ind på Hovedbanegården, og Kai forsøgte at reparere den, men nu havde han tabt den vigtige skrue ned i kloarken.
Han snakkede så hurtigt og baskede så ivrigt med armene imens, at Jan til sidst sagde:
- Hør nu her, Kai: Er du ikke en frø?
- Joo, det skulle jeg mene, sagde Kai.
- Og den vigtige skrue ligger nede i kloarken, ikke? sagde Jan.
- Joo, sagde Kai.
- Så kan du da bare svømme ned efter den, sagde Jan. Frøer er jo supergode til både at svømme og til at dykke. Har du helt glemt det?
Og så blev Kai glad igen.
- Selvfølgelig, sagde han højt! Du Jan, kan du ikke lige hjælpe mig med at løfte låget ned til kloarken, for det er for tungt for mig, sagde Kai.
Og Jans store næve satte Kai ned på jorden igen og løftede det tunge kloarkdæksel op, så Kai kunne springe ned.
Kai tog en kæmpe indånding og dykkede så langt ned i vandet, som han kunne. Og ganske rigtigt: Nede i bunden lå den skrue, som han manglede til Johns jet-knallert.
- Giiisp, sagde det, da han kom op til overfladen igen.
- Er du der, Jan, råbte han.
- Jaja, jeg er lige her, råbte Jan.
- Prøv lige at bøj dig herned, sagde Kai, så smider jeg skruen op til dig.
Kai nåede lige at høre at Jan sagde “Åukay”. Så lød der et kæmpe-stort brag oppe fra gaden:
- PRUUUUUUUUUUUUUUUTTT, sagde det, da Jan bøjede sig ned.
Den prut Jan havde slået var så stor, at hele kloarken rystede og Kai faldt bagover ned i vandet.
- Hvad sker der, råbte Kai, var det dig ????
Jaahh, råbte Jan, det må du undskylde, men jeg fik kål til aftensmad i går, og jeg har bare slået sådan nogle store prutter hele morgenen.
Oppe i gården rungede Jans kæmpe-prut stadigvæk og pludselig hørte Jan og Kai en skinger stemme:
- Joooohn, din dumme knallert-bølle !!!
Det var Frøken Kipdnisut, der troede, at prutten var Johns jet-knallert, der startede.
Jan blev så bange, da han hørte hende, at han løb væk og gemte sig under en lille rød Peugeot, som stod nede i gården.
Det så helt fjollet ud, for Jan var så stor, at man sagtens kunne se ham bag ved bilen.
Men Frøken Kipdnisut havde ikke fået sine briller på, så hun så ham ikke og lukkede vinduet igen med et brag.
- Føj for en sur mokke, sagde Jan til Kai, som var kommet op af kloarken igen.
- Var det virkelig din prut, spurgte Kai? Det lød ligesom en rumraket!
Jan gad ikke snakke mere om prutter, så han hjalp Kai op ad kloarken i stedet for.
Nu hvor Kai havde fundet den sidste skrue til jet-knallerten, tænkte han, at det nok var bedst at han tog den i lommen og gik op og hvilede sig lidt, inden han samlede knallerten færdig.
Åukay Kai, sagde Jan. Så går jeg videre på postruten.
Men lige inden han skulle til at gå, stoppede han op.
- Hov, jeg var lige ved at glemme det her, sagde Jan og tog et brev op ad sin posttaske: Der er post til dig, Kai ….
Julehistorie om Kai - kapitel 3
Julehistorie om Kai - kapitel 2
Julehistorie om Kai - kapitel 1
Ingen kommentarer:
Send en kommentar