Distance: 7,844 km's selvoptagethed

For fanden altså. Skulle jo bare have løbet en kort tur. En lille hurtig en for at teste benene. Der skete bare det, at der hele tiden skete noget, så jeg var nødt til at løbe videre.

Vi starter ved Islands Brygge st., hvor jeg egentligt ville have vendt om og løbet hjem. Men så kom der to politibiler kørende med fire betjente, som gloede så meget, at jeg nær havde givet dem fingeren. I stedet speedede jeg op. Skulle da nødig hedde sig, at bare fordi min røv er stor kan den ikke løbe hurtigt....for det var jo helt sikkert det de tænkte.....

'Bare lige op til det næste hjørne, og så indover Fælleden og hjem', tænkte jeg. Men netop lige der ved Netto stod to hipster-typer bag hver deres RayBan og gloede. Og fordi jeg er synsk når jeg løber, så kunne jeg jo se, at de kiggede på mig og tænkte: hende dér, hun kan da ikke løbe op til Rema 1000 og over til Bella Centret og hjem', hvilket fik mig til at fortsætte.

10 sek. senere ser jeg 250 S holde ved endestationen med IKKE I RUTE skiltet fremme. Det var sådan set også det jeg følte på daværende tidspunkt. Ikke i rute. Not avaliable. Lukket. Og slukket.

Mit kraveben gjorde herrenas og i min ene side af ryggen jog det som en sløv lommekniv.Runners high mine bare...der var ikke for fem flade ører lykkehormoner til at slæbe mig hjem. Eller bare heppe.

Men heldigvis har jeg utrolig dårlig musiksmag, når jeg løber, og da jeg nåede til Kenny Loggins nummeret Playing With The Boys...ja den fra Top Gun.....så gik der bare solnedgang, sved og spændstighed i den og det var på det tidspunkt, hvor jeg var nået til det store kryds ved Bella Centret og der ville jeg sguda ikke ligge og ralle på jorden, når jeg i virkeligheden var Tom Cruise vel?

Så jeg løb den hjem på selvoptagethed, og da jeg kastede mig ind på græsset derhjemme viste mit lille lommeur, at jeg havde løbet hele herligheden på 45 min. WTF? Jeg kan helt sikkert ikke gøre det igen, men det har givet mig et spinkelt håb om at kunne løbe 10 km.

Om ikke andet, kan jeg da træne mit ego til ikke at gå ned på opgivenhed.

Noget om løb

Beklager at der er gået Jane Fonda i den her på bloggen. Kan jo nærmest ikke åbne kæften uden at sige noget om løb, træning, muskler, biceps og spandex. Men eftersom min krop har ligget i dvale i 400 år, så fylder det der løb og træning mere end min røv nogensinde har gjort.

Om præcis 21 dage skal jeg løbe 10 km med Maren og med amarOrama og nogle flere bloggere som har været dumme nok til at vinde en plads hos Maren og jeg. Til det løb. Det bliver skideskægt, men ..... jeg ved sgu ikke...kender I det der med at man selv tror formen er ok. Sådan kører den hjem på rutinen-agtigt? Nu tror jeg at jeg er ved at blive overhalet indenom.
Fx. ved jeg at Maren har løbet knap 9 km en dag og ovre hos amarOrama kunne jeg med gru læse at hun guddødemig har løbet 10 km!!!! 10.

Og det er da muligt at jeg har tabt mig 5 cm i taljen og derfor kan løbe 0,05 sek. hurtigere, men jeg har altså stadig kun omkring 5 km i benene. Kan bare ikke løbe længere uden at mine skinneben gør herrenas. Ved fandmer ikke hvad det er. Men løbetræne. Glem det. Kan ikke. Må cykle, rulle på rulleskøjter eller gå.

Så hvis nogen kunne stå med en pink rullestol et sted på ruten, så ville det være yderst elskværdigt. Og medmenneskeligt, da jeg på den måde ville kunne opretholde en lille smule værdighed, når nu de andre kommer spurtende forbi mig.

Jeg har noget pink maling hvis det er.

Aldrig gå ned på udstyret - nu med anoreksi

Jeg er kommet i et dilemma. Jeg har jo lovet at løbe de 10 km. i den lyserøde sag. Men nu er jeg kommet i tvivl. For se nu her:


Træningstøj med knogler...det vil jo få mig til at se...tynd ud.

Oh tomato-tomato, what to choose? Hvad synes I?

Røvballe Bootcamp the final

Så. I dag var det sidste gang på Røvballe Bootcamp. Og sikke en omgang sved. For fanden altså. Vi er alle blevet stærkere og strammere...men altså...det er stadig pik-fucking-hårdt. Jamen det er det bare.

Og det er jo the downside ved det her, hvis man er doven anlagt: at kroppen ligesom bare fyrer den af, hvis den kan mærke at der lige er 10% mere at give af. Vælger lige en lidt tungere vægtstang, hopper lige lidt højere. Jo flere kræfter man får, jo flere lægger man i. Og ved sidste bokserunde fik jeg kvalme. Andre får ondt i røven, eller benene. Jeg kaster op, hvis ikke jeg stopper, og det har ligesom været min træners indikation på, at så var alting som det skulle være. Så har jeg givet mig alt hvad jeg kunne. Og det er godt. I den verden.

Krisztina: 'SLÅ NU TIL FUHRMANN, KOM SÅ !!!!!! KOM NU!!'

Mig: Slår og bokser mine propestre næver.

Krisztina: 'KOM NU, GIV DEN GAS, KOM SÅ'

Mig: 'Hold nu kæft.'

Krisztina: 'Har du kvalme'?

Mig: 'Ja'.

Krisztina: 'Sådan'.

Og så vimsede hun videre til næste par med boksehandskerne, mens jeg måtte opgive at voldsjippe 50 gange og i stedet stå helt helt stille for at undgå at kaste op i min makkers løbesko.

Jeg skal lige sige at ingen andre end mig kaster op, så det er ikke et kriterie. Men det var da rart, at vide, at jeg ikke sådan lige går ned på kvalmen.

Hvor der er vilje er der kvalme. And you can quote me for that.

Pssst!: Hvis du vil snuse til Bootcampen bliver der to ekstra træningsgange i juni og der er en plads at vinde d. 10. juni her.

Og det får man for at være venlig

En tom Ole Henriksen krukke. Mens jeg havde så tralvt med at finde gaver til jer, så blev min lille krukke fattigere og fattigere på de gyldne cremedråber (bemærk superlativer).

Og hvis I tror det her er et fedterøvsindlæg, så har I helt ret. Kære Blogland, giv mig noget creme, jeg ved I har det.

Boligitis OD

......bare for at der ikke hersker nogen tvivl om hvor langt ude jeg er, så har JEG fået hæklet en eksakt kopi af tæppet på billedet. I et anfald af: I.MUST.OWN.

Men vi er åbenbart flere, der lider af sygdommen boligitis, så her er nogle links, som man frit kan OD'e på.

Her er boligjunk på den absolut fede måde. Ha' et godt fix:

Fotograf Pernille Kaalund som jeg laver boliger med.

The Selby - needless to say more.

Skøn blog i Australien.

Møbelorgasme.

Hvis vi havde alle penge i verden.

- og

Bolig Waggasinet

Ved du fx. hvor denne lampe er fra?

Jeg lider af boligitis. Den sygdom, der gør, at man konstant leder efter det rigtige og derfor ender med at bo i lappeløsninger. Den er glimrende, hvis man har for 5 mia. kr. at bruge på nyt boliginterieur hver uge, men knap så god, når man er selvstændig og med svingende indkomst.

Men når man lider af Boligitis, så sker der det, at aldrig så snart har man set en boligreportage før der drømmes om præCIS den lampe, eller præCIS det stykke kunst. Det drømmer man så om og jagter og prøver at finde billigere lige indtil næste måneds boligmagasin er på gaden med en ny fed bolig. Det siger sig selv, at man ender med at bo i et sammensurium af alverdens møbler, som ikke helt ved hvad de skal. Hvordan de skal spille sammen med alt det andet interieur.

Jamen jeg kan bare ikke gøre for det. Jeg skal jo i støttegruppe. Med ligesindede.

Problemet er at jeg inderst i inde godt ved hvad jeg vil have, men det er som regel så dyrt, at det ikke kan lade sig gøre. Og så ruller lavinen: alternativer. Billigere alternativer.

Jeg har fået forbud fra Thure om at kaste mig ud i flere boligprojekter før vi har snakket det m e g e t grundigt igennem. Han er nemlig en lille bitte smule (underdrivelse) træt af huller i væggene fra ting, der var engang, men som ikke mere duer, fordi der kom en bedre idé. Og han er heller aldrig hjemme, hvis jeg flytter om. Hvilket jeg gør når han ikke er hjemme.

Nåmmen. Nu er mit dilemma, at han er til løb. (Igen, vi kan ikke tale om det, okay? - et andet blogindlæg) Og så pusler det. Oh skulle jeg liiiiiige få sat det køkkenskab op eller hvad med et nyt sengetæppe (har fire ganske flotte, men altså det gule ville bare være flottere ik') og skulle jeg male spisebordet og hænge andre gardiner op i stuen og sætte et toiletskab op, og rive det grå ned, som alligevel bare er halvtomt med gamle sutteklude?

Her er det at jeg nærmer mig en fobi. Og må sætte mig ned og lave lister og hvad jeg EGENTligt kan nå på 24 timer udover at arbejde og sove. For jeg skal jo også rydde op og sortere og smide ud og sætte i orden. Hvilket jeg gør med røven, for centeret for oprydning findes bare ikke i min hjerne. Således ligger mine kageopskrifter side om side med mine årsopgørelser.

Ooooooooooooooooooooooooohhhh......

Det paradoksale er at jeg for tiden laver boligreportager. Du kan se dem senere på året. Og de er pivlækre. Nåmmen, når jeg er ude og lave dem, flytter jeg rundt på tingene sammen med fotografen. Og hvad? Der er det pludselig intet problem, whatsoever, at se hvor dét skab skal stå. Og hvordan det hele spiller for at se bedre ud.

Fatter det heller ikke.

Og jeg synes selv jeg har en ganske fin smag og æstetisk sans for hvad der er rigtigt lækkert og personligt. Men kan jeg styre det herhjemme? Nope.