For at gøre en lang historie kort, så er jeg kommet lidt vel hurtigt ud af dagpengeland. Og så har jeg ikke sagt for meget.
Det er noget med at få lettet røven i et vist gear og så ellers stikke afsted i en allerhelvedes fart mod nye højder og en lidt sjovere bankkonto.
Ja jeg taler i koder.
Men fordi Krak ikke vil give mig 10 millioner for tabt arbejdsfortjeneste, så er jeg nok nød til at skaffe mig et arbejde og det i en hulens fart.
Det er jo så herligt at skrive alle andre menneskers tekster og det er jeg i al beskedenhed rigtig god til. Det er skideskægt. Jeg er også god til at skaffe kontakter til andre mennesker og til at sælge. Nu sidder jeg så her. Med min egen butik og skal forestille mig, at få alle de produkter på en form for hjemmeside eller blog eller bibelsk tavle, så man i det mindste kan læse om hvad det er jeg kan. Men kender I det? Ens egne ting, uuuh så kunne man pludselig gøre det liiiiidt mere lækkert, få liiiiidt flere lækre ord flettet ind. Hold nu kæft altså.
Men jeg skal rubbe neglene og prøve ikke at gå i panik imens. Det er lidt svært. For jeg er ikke sådan vanvittig populær herhjemme. Selvom jeg har forsøgt mig med forklaringer som: 'det er også vigtigt, at jeg får tid til at pleje min kunstneriske side, og noget med kappe, blød hat og hav og inspiration. Det virkede ikke. Muligvis det med kappen, hvis altså bare det gav plus på kontoen.
Så hvis I ser mig, iført kappe og blød hat, ovre på Amager Fælled, så må I venligst ikke forstyrre mig midt i vigtigheden. Midt i den gode idé. Medmindre I har et godt job til mig. Eller et glas rødvin. Barolo helst. Eller Amerone. Fuck det, bare en cola zero.
Ps. jeg er også god mod dyr, hvis du skulle finde på at anbefale mig. Og jeg elsker tøj. Og jeg kan også godt snakke rigtigt længe. Jeg kan også godt være meget sjov. Og underholdende. Og hvis det virkelig gælder, så kan jeg være overbevisende klog. Sådan så jeg næsten selv tror på det. I virkeligheden ser jeg Til Middag Hos og læser Se&Hør.
mandag den 31. januar 2011
onsdag den 26. januar 2011
Det sprituelle hjørne
For et stykke tid siden så jeg et foredrag med den amerikanske forfatter Elizabeth Gilbert. Hun fortalte om dengang hun lavede et interview med Tom Waits, hvor de snakkede om kreativitet og om at være i en skabende proces hele tiden. Meget spændende.
På et tidspunkt fortæller Tom Waits om problematikken i at blive inspireret 24-7, noget om Gud og om at føle sit kald dagen lang. At han ret ofte oplever at skabe en sang inde i hovedet, og om problemet i at han ikke hele dagen sidder ved sit klaver eller render rundt med en kuglepen i lommen til at skrive de kloge ord ned, som ligesom kommer til ham.
En dag kørte han nemlig i sin bil på den amerikanske highway, da musikken igen begynder at boble i hans hoved. Noget der kunne blive til et nyt nummer, en ny inspiration. Til sidst bliver han så irriteret og kigger op imod himlen og råber: 'kan du ikke se at jeg kører bil! Underforstået, at han snart var træt af, konstant at få beskeder fra Gud om alverdens inspiration til musik.
Ikke helt så meget Gud, ikke helt så meget musik, men en hel del hændelser er noget jeg er ved at være en smule irriteret over. Ligesom Tom Waits. Uden at der iøvrigt er en sammenhæng her. Det sidste 1,5 år har jeg oplevet, at der hver uge, er mennesker som spørger mig om vej. Uden undtagelse. Hver uge. Unge, gamle, udlændinge, og folk på stoffer.
I sidste uge var det en far i Fields, der skulle spørge om vej i Metroen, og en dame, som kom fra Jylland, der skulle ind til Hovedbanen. Og i mandags stoppede en kvinde i en bil midt ude i et vejkryds, rullede vinduet ned og gjorde tegn til at jeg også skulle rulle ned. Hvorefter hun råber: 'HVOR EEEEER ØØØØRESTAAAAADS BOULEVAAAAARD?' Så insisterer man da virkelig på at spørge om vej.
Nå, men i morges kom der så en mand rullede på sin scooter og kørte ind på vores parkeringsplads. Han så sig forvirret omkring, og jeg stod kl. fem min. i udflytterbussen kører og baksede med at få to unger ind i bilen. Jeg vidste bare at han ville spørge mig om vej. Og det gjorde han så. Han skulle finde nummer 36. Og der havde jeg fandme også lyst til at råbe ud i luften: 'nu gider jeg sgu ikke lege den her juleleg mere, jeg har travlt, find en anden, farvel!'
Jamen er det ikke sært?
Jeg synes det er mærkeligt. Heldigvis sker det også, når Thure er med. Og så smiler han overbærende.
Et andet eksempel er en formiddag jeg sidder med Anna og drikker kaffe på Royal. Jeg fortæller hende om det her fænomen og at jeg undrer mig. En time senere, bliver vi passet op midt på strøget af to svenskere. De stopper mig for at spørge om jeg ved hvor man kan købe brændte figner!! Jeg blev ikke engang overrasket og gav mig som det mest naturlige til at give dem forskellige muligheder. Og sagde farvel. Som om intet var hændt.
Og sådan fortsætter det igen og igen. Nordmanden, der var faret vild på perronerne og manglede en 20'er til Metroen for at kunne nå sit fly, den svenske pige, som lige just var blevet frarøvet sin pung og mobil og skulle til Malmø og stortudede og omfavnede mig, da jeg uden at blinke stak danneren i maskinen og købte en billet til hende. Jamen hvad ellers skulle jeg gøre? Det er jo så åbenbart det jeg er sat i verden for. Den gamle dame, der gerne vil følges til toget og moren med barnet, der skal have et fif om elevatordørene på Sundby St.
Jeg er der, hvor jeg synes Krak.dk eller Københavns Kommune burde hoste op med nogle millioner for mit arbejde. For det har åbenbart ikke tænkt sig at stoppe.
På et tidspunkt fortæller Tom Waits om problematikken i at blive inspireret 24-7, noget om Gud og om at føle sit kald dagen lang. At han ret ofte oplever at skabe en sang inde i hovedet, og om problemet i at han ikke hele dagen sidder ved sit klaver eller render rundt med en kuglepen i lommen til at skrive de kloge ord ned, som ligesom kommer til ham.
En dag kørte han nemlig i sin bil på den amerikanske highway, da musikken igen begynder at boble i hans hoved. Noget der kunne blive til et nyt nummer, en ny inspiration. Til sidst bliver han så irriteret og kigger op imod himlen og råber: 'kan du ikke se at jeg kører bil! Underforstået, at han snart var træt af, konstant at få beskeder fra Gud om alverdens inspiration til musik.
Ikke helt så meget Gud, ikke helt så meget musik, men en hel del hændelser er noget jeg er ved at være en smule irriteret over. Ligesom Tom Waits. Uden at der iøvrigt er en sammenhæng her. Det sidste 1,5 år har jeg oplevet, at der hver uge, er mennesker som spørger mig om vej. Uden undtagelse. Hver uge. Unge, gamle, udlændinge, og folk på stoffer.
I sidste uge var det en far i Fields, der skulle spørge om vej i Metroen, og en dame, som kom fra Jylland, der skulle ind til Hovedbanen. Og i mandags stoppede en kvinde i en bil midt ude i et vejkryds, rullede vinduet ned og gjorde tegn til at jeg også skulle rulle ned. Hvorefter hun råber: 'HVOR EEEEER ØØØØRESTAAAAADS BOULEVAAAAARD?' Så insisterer man da virkelig på at spørge om vej.
Nå, men i morges kom der så en mand rullede på sin scooter og kørte ind på vores parkeringsplads. Han så sig forvirret omkring, og jeg stod kl. fem min. i udflytterbussen kører og baksede med at få to unger ind i bilen. Jeg vidste bare at han ville spørge mig om vej. Og det gjorde han så. Han skulle finde nummer 36. Og der havde jeg fandme også lyst til at råbe ud i luften: 'nu gider jeg sgu ikke lege den her juleleg mere, jeg har travlt, find en anden, farvel!'
Jamen er det ikke sært?
Jeg synes det er mærkeligt. Heldigvis sker det også, når Thure er med. Og så smiler han overbærende.
Et andet eksempel er en formiddag jeg sidder med Anna og drikker kaffe på Royal. Jeg fortæller hende om det her fænomen og at jeg undrer mig. En time senere, bliver vi passet op midt på strøget af to svenskere. De stopper mig for at spørge om jeg ved hvor man kan købe brændte figner!! Jeg blev ikke engang overrasket og gav mig som det mest naturlige til at give dem forskellige muligheder. Og sagde farvel. Som om intet var hændt.
Og sådan fortsætter det igen og igen. Nordmanden, der var faret vild på perronerne og manglede en 20'er til Metroen for at kunne nå sit fly, den svenske pige, som lige just var blevet frarøvet sin pung og mobil og skulle til Malmø og stortudede og omfavnede mig, da jeg uden at blinke stak danneren i maskinen og købte en billet til hende. Jamen hvad ellers skulle jeg gøre? Det er jo så åbenbart det jeg er sat i verden for. Den gamle dame, der gerne vil følges til toget og moren med barnet, der skal have et fif om elevatordørene på Sundby St.
Jeg er der, hvor jeg synes Krak.dk eller Københavns Kommune burde hoste op med nogle millioner for mit arbejde. For det har åbenbart ikke tænkt sig at stoppe.
Nemesis right back at you
For ligesom at fejre mit gode humør i går aftes gik jeg ikke i seng før midnat. Det skulle vise sig at være den dummeste beslutning nord for Amager, da Jeppe gik i hoste, klynke, pludre mode.
Så nu sidder jeg her med øjne så små som knappenåle af to timers afbrudt søvn. Jeppe har til gengæld lige malet sin bolle grøn med en tusch og synes åbenbart, at grøn er det nye pålæg.
Herligt.
Så nu sidder jeg her med øjne så små som knappenåle af to timers afbrudt søvn. Jeppe har til gengæld lige malet sin bolle grøn med en tusch og synes åbenbart, at grøn er det nye pålæg.
Herligt.
tirsdag den 25. januar 2011
Vild med dans
Nu var det sådan at jeg skulle gøre noget ikke? Så på det helt lavpraktiske plan er det sådan at jeg kom til at melde mig til dans aka dansemotion. Og ved I hvad? Det holder 100. Allerførst fordi man skal have en BMI over 25, inden man starter. My kind of place. Jeg var der i går for første gang, sammen med andre typer ved navn Ruth, Inger og Kirsten. Så kan I selv gætte hvor mange årgang 1973 der var. Én. Moi.
Jeg har intet imod at være hende den ikke-helt-så-tynde nede i Fitnesscentret men jeg ville finde et sted, hvor man finder noget livsglæde i ret så store mængder, og de her damer, jamen de kommer for at danse, ikke for at se smarte ud. Og de griner så det runger, mens de ryster deres røv.
Og vi rystede. Og hoppede. Og vrikkede. Og et-chaché'ede i over en time til bongo-bongo musik og Madonna. Og jeg er øm i dag, så min krop fik een på goddagen.
Det er ikke super-cadio-pulsen-pumper-til-man-bliver-lilla-i-hovedet-dans, men det er skideskægt. Og se nu her, de har humor i gulvet. Hvem skulle have troet det?
Fik man ikke nok af grine af under dansetimen, kan man altid grine af det helt absurde i at der ligger en fletkurv fuld af knogler:
Eller denne bog:
Jeg er vild med dans.
Jeg har intet imod at være hende den ikke-helt-så-tynde nede i Fitnesscentret men jeg ville finde et sted, hvor man finder noget livsglæde i ret så store mængder, og de her damer, jamen de kommer for at danse, ikke for at se smarte ud. Og de griner så det runger, mens de ryster deres røv.
Og vi rystede. Og hoppede. Og vrikkede. Og et-chaché'ede i over en time til bongo-bongo musik og Madonna. Og jeg er øm i dag, så min krop fik een på goddagen.
Det er ikke super-cadio-pulsen-pumper-til-man-bliver-lilla-i-hovedet-dans, men det er skideskægt. Og se nu her, de har humor i gulvet. Hvem skulle have troet det?
Fik man ikke nok af grine af under dansetimen, kan man altid grine af det helt absurde i at der ligger en fletkurv fuld af knogler:
Eller denne bog:
Jeg er vild med dans.
søndag den 23. januar 2011
Pelsdyr
Jeg lovede jer et indlæg om pelse. Minkpelse. Og nu da klokken er 2.5 time i mandag, så må jeg hellere få det postet.
Nogle gange glemmer jeg som mor. At få taget det lange dejlige bad, hvor jeg leger wellness på Ole Henriksen måden og skrubber sig ind i dejlige aromaterapeutiske olier og hører rockmusik imens (jeg ved ikke med dig, men det fungerer bedst for mig sådan og ikke for meget pan-fløjte). Jeg glemmer at skide hul i det hele og tage til London. Eller Rom. Eller Island.
Jeg glemmer at dyrke den sport, der skal gøre min krop spændstig og jeg glemmer at spise det mad, som gør mig ikke-stresset og ikke-hidsig. Jeg glemmer at læse den bog, som jeg i 100 år har villet i gang med og jeg glemmer at tjekke nye hjemmesider. Jeg glemmer at køre en tur ud i det blå uden at vide hvorhen og jeg glemmer at det er alt alt for lang tid siden, at jeg har besøgt en kær veninde i Sverige. Jeg glemmer at jeg godt kan lide at sidde og tegne og dimse og jeg glemmer at jeg elsker at kigge på galla-kjoler på nettet.
Engang var jeg intet andet end spontan. Det kan jeg ikke anbefale, men jeg handlede. Gik til højre uden at vide hvorfor. Og lige præcis dén fornemmelse har jeg sindsygt meget brug for ligenu.
Og lige præcis derfor var det så skægt at opleve min mor, som kom til at gå ind i et pelsforretning og kom til at købe en pels. 'Jeg har gjort noget helt gak Mette', sagde hun mens hun hyperventilerede og havde opspilede øjne. I et sekund tænkte jeg, at hun havde pansat hele sit liv for at rejse til Borneo og blive orangutangekspert. 'Jeg har fandme købt en pels', gjaldede hun så ud over hele Nimb, hvor vi spise aftensmad. 'Bare på beløbet du', grinede hun videre og tømte sit tredje glas vin.
Og mens jeg sad der og kiggede på dyret tænkte jeg, at det fanden galemig er på tide, at jeg gør noget. Bare noget.
Nogle gange glemmer jeg som mor. At få taget det lange dejlige bad, hvor jeg leger wellness på Ole Henriksen måden og skrubber sig ind i dejlige aromaterapeutiske olier og hører rockmusik imens (jeg ved ikke med dig, men det fungerer bedst for mig sådan og ikke for meget pan-fløjte). Jeg glemmer at skide hul i det hele og tage til London. Eller Rom. Eller Island.
Jeg glemmer at dyrke den sport, der skal gøre min krop spændstig og jeg glemmer at spise det mad, som gør mig ikke-stresset og ikke-hidsig. Jeg glemmer at læse den bog, som jeg i 100 år har villet i gang med og jeg glemmer at tjekke nye hjemmesider. Jeg glemmer at køre en tur ud i det blå uden at vide hvorhen og jeg glemmer at det er alt alt for lang tid siden, at jeg har besøgt en kær veninde i Sverige. Jeg glemmer at jeg godt kan lide at sidde og tegne og dimse og jeg glemmer at jeg elsker at kigge på galla-kjoler på nettet.
Engang var jeg intet andet end spontan. Det kan jeg ikke anbefale, men jeg handlede. Gik til højre uden at vide hvorfor. Og lige præcis dén fornemmelse har jeg sindsygt meget brug for ligenu.
Og lige præcis derfor var det så skægt at opleve min mor, som kom til at gå ind i et pelsforretning og kom til at købe en pels. 'Jeg har gjort noget helt gak Mette', sagde hun mens hun hyperventilerede og havde opspilede øjne. I et sekund tænkte jeg, at hun havde pansat hele sit liv for at rejse til Borneo og blive orangutangekspert. 'Jeg har fandme købt en pels', gjaldede hun så ud over hele Nimb, hvor vi spise aftensmad. 'Bare på beløbet du', grinede hun videre og tømte sit tredje glas vin.
Og mens jeg sad der og kiggede på dyret tænkte jeg, at det fanden galemig er på tide, at jeg gør noget. Bare noget.
fredag den 21. januar 2011
Here they come - the beautiful ones
Jeg har lige vinket farvel til to hotte fædre med ligeså hotte afkom på bagsædet. I to andre biler sidder endnu to hotte fædre inkl. børn og kører i samme retning. Nemlig mod Lalandia i Billund. Hvis det var mig der skulle derned, så ville jeg nok lige finde min allertyndeste kostume og scoreblik frem og flirte uhæmmet med ham med krøllerne og vaskebrættet.
Er det ikke typisk? Når ens mand er på vej afsted er det der man synes han er allermest lækker, selvom han lige har stået i stuen og set nøjagtig ligesådan ud.
Heldigvis har jeg en anden lækker type, som jeg skal tilbringe weekenden med og han ret så laid back og hyggelig. Det er Jeppesnitten, hvis seneste yndlingsaktivitet er at finde steder på gulvet og så bare lægge sig ned og smile.
God weekend og læs med i weekenden, hvor det kommer til at handle lidt om minkpelse. Jojo.
Abonner på:
Opslag (Atom)