Noget om en gymnasietid

Det vrimler med studenter. Huer og frihed allevegne og forbi vinduet begynder der så småt at køre ladfulde af hvidklædte piger og unge mænd med bare maver, som vifter med studenterhuen og bæller 80 liter fadøl, som de helt sikkert kaster op, når de når til Bella Centret.

Jeg føler mig meget lidt gammel. Rynket, ja, men ikke gammel. Alligevel kan jeg godt se at der på min dåbsattest står et tal, der vidner om at jeg startede i 1.g sommeren 1989. '89!!!!! Det er r*vmange år siden. 23 år for at være helt nøjagtig. Det er satme længe siden, men det var jo for fanden lige i går, at jeg stod i aulaen med Salomon rygsæk og hvid Levis skjorte og en perma til peppe det hele op med.

Gymnasiet blev hurtigt en tid for mig, hvor jeg gik mere op i fester end i latin. Fik min første rigtige kæreste og så var kærligheden ligesom vigtigere ik? Derfor gik det ikke helt så godt med mine karakterer, og det resulterede i at jeg troede jeg tog en moden beslutning om at gå 2.g om. Very f*cking forkert moden beslutning. Jeg var jo så skoletræt for fanden. Skulle bare ud. Men nænæ, pligtopfyldende var jeg indtil jeg en dag gik op til min historielærer og sagde til ham, at den årsopgave om noget med andelsbevægelsen, den fik han altså ikke. Jeg fattede ikke en bjælde.

Og så tror jeg nok jeg tog min taske og skred. Tog et par måneder i Roberts Isbar i Vejle og så rejste jeg til USA i tre måneder med en veninde. Kom hjem, havde ikke fået nok, arbejdede lidt mere, afblæste en flytning til Afrika med daværende ældre kæreste, som i den anledning havde købt en hest og et hus til mig, mødte en ung og meget lækker fyr på Crazy Daisy. Blev forelsket og tog ham med på roadtrip i USA. Købte en van og kørte tværs over Staterne.

Kom hjem efter et halvt år og startede på HF på VUC. Bedste ting i verden. Vi fejrede ikke studenterhuen med en hestevogn, men til gengæld var en af mine medstudenter en der hed Jacob på 64. Totalt i orden mand. Mit gennemsnit var også totalt i orden, og jeg troede jeg skulle rejse til København og begynde at læse psykologi efter sommerferien. Ville fejre, at jeg ikke behøvede at optjene point fra ubrugeligt 6.9 i snit og derfor, igen, meget modent tiltag, søge ind med det samme, som jeg blev rådet til.

Der skete bare lige det, at jeg mødte Søren med den mintgrønne motorcykel. Han var også på vej til København og I ved, kærligheden. Vandt igen over fornuften.

Og little did I know, men jeg er da endt meget tæt på Københavns Universitet alligevel. Det tæller vel også.

Mangler der en pointe med det her? Jeg er blevet så gammel, at jeg har glemt hvad det var jeg ville skrive, i stedet vil jeg knappe en bajer op og råbe ud af vinduet næste gang der kommer en vognfuld studenter forbi. Så vil jeg råbe 'SKÅÅÅÅL, DET KAN GODT VÆRE I HAR RØVEN FULD AF 12-TALLER, MEN I ANER IKKE EN SKID ALLIGEVEL' uden at blive flov, for den slags bekymrer man sig ikke om, når man er tæt på 40 år.