Jeg sidder i min varme stue, jeg er træt som et alderdomshjem fordi Jeppe ikke er det barn, som sover allermest for tiden. Som i: tre timers intervaller.
Til gengæld har jeg kaffe, mad og lakridser, men det er mere end de her har.
Og dem er vi altså nød til at hjælpe. De har fået ret meget tøj, men mangler alt andet, som man bruger til daglig. Og sukker. De mangler sgu også sukker.
I en del år donerede jeg to juleænder til Mændenes Hjem på Istedgade, og at se dem få stjerner i øjnene, det var alting værd.
Så hvis du har to pakker Lurpak, og en tandbørste, så er der nogle der kan få tandsmør på bollen og bagefter få børstet tænder.
tirsdag den 30. november 2010
mandag den 29. november 2010
fredag den 26. november 2010
Klumme i JP's VIVA
Som i dag handler om galskab. Læs med, hvis du orker.
Talentløs 2010
Min morfar var lidt sær. Ikke på landsbytosse måden, bare virkelig meget sin egen. Hver vinter gik han med en uldsnor rundt om hver ankel, en ‘pøge’, kaldte han dem. De gav ham varme og holdt ham rask i kulden. Javel. Han nægtede at stille sit ur om til sommertid, og var iøvrigt stor tilhænger af selvbehandling. Som dengang hvor han havde ondt i sin skulder, og derfor svingede med en stor jernkugle hver morgen. For at holde sin skulder ved lige. Som det mest naturlige medbagte han selvfølgelig sin kugle i håndbagagen, da han skulle med familien til USA. Og blev svært ophidset, da de i bagagekontrollen konfiskerede den bombelignende tingest han havde i sin taske. Mage til frækhed skulle man, ifølge min morfar, lede længe efter.
Så delvis på grund af ham har jeg altid være fan af galskaben.
Jeg bor ikke langt fra et psykiatrisk hospital. Og det er jeg ret så glad for. Jeg peger ikke fingre af dem, som bor der og jeg har dyb medlidenhed med dem, som ikke kan tage vare på sig selv, og måske lever et liv på kanten af, hvad der er værdigt. Og kunne jeg give dem allesammen en bunke penge og et sind, som gav dem frihed, så gjorde jeg det. Men når det er sagt, så vil jeg sige, at de beriger mit liv med en vis portion galskab, som jeg i dén grad synes vi mangler. I dagens Danmark.
Tag nu bare Varslet. Som min mand kaldte en af beboerne, og som vi ofte mødte og fik en lille snak med. Han var året rundt iklædt bokser shorts med prikker, bare ben og en rød uniform. Kæmpe skæg og ditto hår. Og han sang. I vilden sky. Tyske viser gjaldede ud over Heden inde bag det hegn, hvor han befandt sig. Nogle gange stak han hovedet helt frem til vejen og hvislede til mig, når jeg kom gående med min søn i klapvognen ‘jeg kan ikke lide drengebørn, er det en dreng du har?’ ‘Ja’ svarede jeg hver gang, og så fnøs han hånende over hvilket afskyeligt afkom jeg slæbte rundt på.
Men man kunne ikke rigtigt blive sur på ham. For han var så sød. På sin egen måde. Og jeg tror, at han inde bag ved havde mange gode historier som verden ikke havde hørt.
Så var der også Jan. En beboer, som havde en udlængsel, der noglegange rakte ud over hospitalshegnet. En dag, da jeg igen kom gående med min søn i klapvognen, ser jeg en lang mand, med hvide hospitalssokker, rende rundt oppe på taget. Det var Jan. Og Jan ville fandme ud og smage lidt på livet. Han var midt i sit flugtforsøg og med et spring var han nede på stien i rask løb mod Metroen. Efter ham kom en horde af de ansatte, der forsøgte at løbe ham op. Uden held. For den dag havde Jan hurtigløbs sokkerne på, men han var flink til at råbe: ‘jeg kommer tilbage på søndag.’
Blandt andet disse situationer får engang imellem til at savne noget tossethed blandt alle de mennesker som er derude I verden. Og jeg blev faktisk helt ked af det da jeg så at Kelly Osborne havde tabt sig. Og var blevet slank og smuk. Og renskuret. Eller da jeg læste i et interview, at Naomi Campell godt vidste at hun skulle styre sit iltre temperament. Eller når hard-core heavy bands pludselig iklæder sig rene t-shirts og moderigtige Buddha agtige smykker fra Shamballa til 300.000 kr.
Hvor fanden er Keith Richards henne? Hvor er de smadrede hotelværelser, hærg og humbug? De er nu gemt bag en dyr tandblegning og designertøj. Jamen jeg synes det er ærgeligt.
Altså. Jeg ved det godt. Det er jo ikke den ‘rigtige’ måde at leve på, og det duer heller ikke, at jeg som mor sidder med en flaske Absinth og et smadret fjernsyn og byder mine unger velkommen hjem fra børnehaven med nogle agurkestænger.
Men jeg er godt nok stor tilhænger af at vi engang imellem giver fanden i Angulus sko og Kernesund livsstil. At vi allesammen spiser minutnudler eller slik til aftensmad. Hopper så meget i sengen at den knækker. Eller I det mindste giver et lille ‘knæk’. At vi på dage, hvor vi føler talentløse og uduelige, dropper badet og går i Netto selvom vi ligner en tarvelig udgave af os selv.
At vi engang imellem råber ‘røv’ ud af vinduet og tager et billede af vores lår. Til minde om appelsinhud og uperfekthed.
Faktisk ville det glæde mig, hvis jeg hver fredag kunne tænde for tossekassen for at se Talentløs 2010. Bring out the nutcases, verden er klar til jer!
Talentløs 2010
Min morfar var lidt sær. Ikke på landsbytosse måden, bare virkelig meget sin egen. Hver vinter gik han med en uldsnor rundt om hver ankel, en ‘pøge’, kaldte han dem. De gav ham varme og holdt ham rask i kulden. Javel. Han nægtede at stille sit ur om til sommertid, og var iøvrigt stor tilhænger af selvbehandling. Som dengang hvor han havde ondt i sin skulder, og derfor svingede med en stor jernkugle hver morgen. For at holde sin skulder ved lige. Som det mest naturlige medbagte han selvfølgelig sin kugle i håndbagagen, da han skulle med familien til USA. Og blev svært ophidset, da de i bagagekontrollen konfiskerede den bombelignende tingest han havde i sin taske. Mage til frækhed skulle man, ifølge min morfar, lede længe efter.
Så delvis på grund af ham har jeg altid være fan af galskaben.
Jeg bor ikke langt fra et psykiatrisk hospital. Og det er jeg ret så glad for. Jeg peger ikke fingre af dem, som bor der og jeg har dyb medlidenhed med dem, som ikke kan tage vare på sig selv, og måske lever et liv på kanten af, hvad der er værdigt. Og kunne jeg give dem allesammen en bunke penge og et sind, som gav dem frihed, så gjorde jeg det. Men når det er sagt, så vil jeg sige, at de beriger mit liv med en vis portion galskab, som jeg i dén grad synes vi mangler. I dagens Danmark.
Tag nu bare Varslet. Som min mand kaldte en af beboerne, og som vi ofte mødte og fik en lille snak med. Han var året rundt iklædt bokser shorts med prikker, bare ben og en rød uniform. Kæmpe skæg og ditto hår. Og han sang. I vilden sky. Tyske viser gjaldede ud over Heden inde bag det hegn, hvor han befandt sig. Nogle gange stak han hovedet helt frem til vejen og hvislede til mig, når jeg kom gående med min søn i klapvognen ‘jeg kan ikke lide drengebørn, er det en dreng du har?’ ‘Ja’ svarede jeg hver gang, og så fnøs han hånende over hvilket afskyeligt afkom jeg slæbte rundt på.
Men man kunne ikke rigtigt blive sur på ham. For han var så sød. På sin egen måde. Og jeg tror, at han inde bag ved havde mange gode historier som verden ikke havde hørt.
Så var der også Jan. En beboer, som havde en udlængsel, der noglegange rakte ud over hospitalshegnet. En dag, da jeg igen kom gående med min søn i klapvognen, ser jeg en lang mand, med hvide hospitalssokker, rende rundt oppe på taget. Det var Jan. Og Jan ville fandme ud og smage lidt på livet. Han var midt i sit flugtforsøg og med et spring var han nede på stien i rask løb mod Metroen. Efter ham kom en horde af de ansatte, der forsøgte at løbe ham op. Uden held. For den dag havde Jan hurtigløbs sokkerne på, men han var flink til at råbe: ‘jeg kommer tilbage på søndag.’
Blandt andet disse situationer får engang imellem til at savne noget tossethed blandt alle de mennesker som er derude I verden. Og jeg blev faktisk helt ked af det da jeg så at Kelly Osborne havde tabt sig. Og var blevet slank og smuk. Og renskuret. Eller da jeg læste i et interview, at Naomi Campell godt vidste at hun skulle styre sit iltre temperament. Eller når hard-core heavy bands pludselig iklæder sig rene t-shirts og moderigtige Buddha agtige smykker fra Shamballa til 300.000 kr.
Hvor fanden er Keith Richards henne? Hvor er de smadrede hotelværelser, hærg og humbug? De er nu gemt bag en dyr tandblegning og designertøj. Jamen jeg synes det er ærgeligt.
Altså. Jeg ved det godt. Det er jo ikke den ‘rigtige’ måde at leve på, og det duer heller ikke, at jeg som mor sidder med en flaske Absinth og et smadret fjernsyn og byder mine unger velkommen hjem fra børnehaven med nogle agurkestænger.
Men jeg er godt nok stor tilhænger af at vi engang imellem giver fanden i Angulus sko og Kernesund livsstil. At vi allesammen spiser minutnudler eller slik til aftensmad. Hopper så meget i sengen at den knækker. Eller I det mindste giver et lille ‘knæk’. At vi på dage, hvor vi føler talentløse og uduelige, dropper badet og går i Netto selvom vi ligner en tarvelig udgave af os selv.
At vi engang imellem råber ‘røv’ ud af vinduet og tager et billede af vores lår. Til minde om appelsinhud og uperfekthed.
Faktisk ville det glæde mig, hvis jeg hver fredag kunne tænde for tossekassen for at se Talentløs 2010. Bring out the nutcases, verden er klar til jer!
onsdag den 24. november 2010
eat pray love
Jeg har ikke som alle andre i verden læst eat-pray-love, så derfor var jeg helt blank da jeg satte mig i biografsædet i går aftes. Alene. Og jeg ved ikke for gud ved hvilken gang, at jeg går alene i biffen, og jeg elsker det. Jeg elsker, at jeg ikke skal snakke bagefter, at jeg ikke skal snakke inden, og at jeg ikke skal dele mine popcorn.
Er der noget Thure og jeg kan diskutere om, så er det, hvis vi skal dele popcorn. I ved, hvem skal sidde med posen, og holde den, så de ikke falder ud, og må man æde løs i det øjeblik man træder ind i salen, eller skal man vente? Har man nu taget for mange, så der ikke er nok til den anden, eller gys, hvis ens sidemand konstant gnasker løs, så man slet ikke kan koncentrere sig.
Men det er en helt anden historie. Jeg blev kun set lidt skævt til, af min sidemand, på den der spedalske måde, da jeg sagde at han ikke behøvede at flytte sin jakke, fordi jeg kun skulle bruge det ene sæde. 'Nå', sagde han, 'Nå'. 'Ja', sagde jeg 'jeg er alene i biffen, men du får ingen af mine popcorn.' Det kunne han slet ikke se det sjove i, og derefter var jeg nok bare hende den sære.
Whatever. Filmen var god. Ikke himmelråbende fantastisk, men den var til min store overraskelse ikke fesen. Godt manuskript og godt spil. Og Javier. Jamen hvem kan sige nej til at tage med den mand on a boattrip. Ikke mig. Man kunne ikke se mig for bare ternet dug, hvis han stod der med en båd. Og den accent.
Filmen i tal:
Antal gange jeg overvejede at råbe 'JAAVIEEEER': 100
Antal gange tanken om virkelighedsflugt sneg sig ind: 48
Antal gange, hvor jeg tog det i mig igen: 48
Antal gange, hvor jeg prøvede at få mit småbørnsliv til at matche et liv på Bali: 48
Antal gang jeg så mig selv sidde på Bali og skrive bøger, på den rige måde: 700
Antal gange, hvor jeg var overbevist om at det jo for fanden ER mig, der bliver stinke rig på en bog, jeg har skrevet på Bali: 701
Antal gange, hvor jeg så mine unger rende rundt med lyse krøller og brun hud på Bali: 300
Antal gange hvor jeg så mig selv som oplyst lærd kvinde på researchtur til Rom: 80
Antal gange, hvor jeg tænkte 'fuck det', vi pakker familien ned og tager på roadtrip: 100
Antal gange jeg ville se den igen: 1
Og må jeg dele filmens bedste line:
'Having a baby is like getting a tatoo in your face, you gotta be comitted.'
mandag den 22. november 2010
Go to Flo
Jeg har gennem blogland mødt Fie. I det virkelige liv. Og hun er så sød. Og helt igennem cool. Og nu disker hun op med en ny omgang Flo's Diner.
Jeg synes du skal gå derind, du kan kun blive glad. Glad fordi Fie deler ud af sine helt specielle erfaringer med at kokkerere så fedtfrit som muligt. Fies datter kan nemlig ikke optage fedt. Man lærer det på den hårde måde, men hvor tager jeg bare min store bowlerhat af og siger TAK når nogen deler ud med rund hånd.
Uhm kager...
Jeg synes du skal gå derind, du kan kun blive glad. Glad fordi Fie deler ud af sine helt specielle erfaringer med at kokkerere så fedtfrit som muligt. Fies datter kan nemlig ikke optage fedt. Man lærer det på den hårde måde, men hvor tager jeg bare min store bowlerhat af og siger TAK når nogen deler ud med rund hånd.
Uhm kager...
Uhyggelig weekend
Kasper og jeg var på udflugt i weekenden. Til Zoologisk Museum. For at se på dino'er og andet godt. Og det var en begivehedsrig dag, især fordi jeg havde tømmermænd ovenpå utrolig lidt søvn, så min hjerne kørte allerede ud af en anden tangent end normalt. Den hvor man kan have let paranoia over om Amagermorderen alligevel ikke er fundet, og at ham familiefaren i elevatoren alligevel ligner lidt. Jamen jeg ved ikke om jeg har et skjult Miss Marple gen, men hver gang jeg har sovet for lidt eller har tømmermænd tænker og går jeg rundt som en spion.
Jeg vil bare sige, at man ikke behøver at være 4 år for at blive bange. Derinde på Zoologisk Museum.
Se selv:
Enhver kan da se, at han ikke har rent mel i posen. Sådan en Mr. Nice-guy-fiskehandler-type, der med garanti æder børn og uopmærksomme voksne til middag. Jamen jeg slap ikke hans blik et sekund. Skulle nødig ende som parteret filet med en citronskive. Klik på billedet for at se nærmere på hans ansigt. Altså hvorfor har de lavet ham så psyko? De ved da, at det vrimler med børn. Kunne han ikke godt have været en stor tyk , smilende og fredelig mand? Om ikke andet kunne de da godt have lånt Michael Jackson inde fra Madame Tussaud.
Det hele var bare så IN YOUR FACE, at jeg var glad for de små bænke rundt omkring. Så kunne man ligesom sidde og få vejret lidt igen. På afstand.
Døde fugle. Pæne farver, men klammo. Især ford jeg var tvunget til at nærlæse skiltet og fortælle hvad de ALLEsammen hed.
Et amatørfotografisk øjeblik, hvor jeg forsøger at afskære alle kanter så man tror man står der i virkeligheden. Genialt, syntes jeg selv. En smule dumt, ved nærmere eftertanke. Altså man ved jo godt. Men jeg havde tømmermænd, og jeg kedede mig, for vi havde været der i næsten to timer. Nå.
Hér kom jeg til kort i forklaringerne. Der er mange måder man kan vise børn, hvordan man kan bruge fjer fra fuglene. Men at vise dem på ryggen af en mand, i en hvid kjole og skrive at han skal forestille en engel - come on. Alligevel insisterede barnet på at få at vide hvem han var. 'Er han en fugl mor?', 'Hvorfor har han vinger på?' 'Kan han flyve?'.....hvad siger man?
Til gengæld fandt vi Thures julegave. Fjer i patchwork, det er lige noget for ham.
Jeg vil bare sige, at man ikke behøver at være 4 år for at blive bange. Derinde på Zoologisk Museum.
Se selv:
Enhver kan da se, at han ikke har rent mel i posen. Sådan en Mr. Nice-guy-fiskehandler-type, der med garanti æder børn og uopmærksomme voksne til middag. Jamen jeg slap ikke hans blik et sekund. Skulle nødig ende som parteret filet med en citronskive. Klik på billedet for at se nærmere på hans ansigt. Altså hvorfor har de lavet ham så psyko? De ved da, at det vrimler med børn. Kunne han ikke godt have været en stor tyk , smilende og fredelig mand? Om ikke andet kunne de da godt have lånt Michael Jackson inde fra Madame Tussaud.
Det hele var bare så IN YOUR FACE, at jeg var glad for de små bænke rundt omkring. Så kunne man ligesom sidde og få vejret lidt igen. På afstand.
Døde fugle. Pæne farver, men klammo. Især ford jeg var tvunget til at nærlæse skiltet og fortælle hvad de ALLEsammen hed.
Et amatørfotografisk øjeblik, hvor jeg forsøger at afskære alle kanter så man tror man står der i virkeligheden. Genialt, syntes jeg selv. En smule dumt, ved nærmere eftertanke. Altså man ved jo godt. Men jeg havde tømmermænd, og jeg kedede mig, for vi havde været der i næsten to timer. Nå.
Hér kom jeg til kort i forklaringerne. Der er mange måder man kan vise børn, hvordan man kan bruge fjer fra fuglene. Men at vise dem på ryggen af en mand, i en hvid kjole og skrive at han skal forestille en engel - come on. Alligevel insisterede barnet på at få at vide hvem han var. 'Er han en fugl mor?', 'Hvorfor har han vinger på?' 'Kan han flyve?'.....hvad siger man?
Til gengæld fandt vi Thures julegave. Fjer i patchwork, det er lige noget for ham.
torsdag den 18. november 2010
HO-HO-HO
Jeg er stor fan af The F**k it way og også når de lader julemanden være en selvoptaget type, der hellere vil ligge på en strand med sit rensdyr og glo på damer. Eller nissepiger. Eller hvad han laver. Hvem ville ikke hellere det end at fare land og riger rundt i en gammel kane og fryse røven ud af bukserne og blive hæs af brøle HO-HO-HO på 48 forskellige sprog.
onsdag den 17. november 2010
Siden sidst
Og hvorfor har jeg så ikke blogget meget på det sidste? Altså. Jeg skriver ligenu på livet løs på nogle sider, som et forlag gerne vil have til gennemlæsning. Det er ikke det samme som, at jeg allerede nu kan sidde på mit forfatterkammer og drikke Barolo og skrive om livet, eller holde pause og gå ned på en strand og stirre ud over havet i min kappe, og bløde hat, mens jeg tænker store tanker. For ingen har sagt ja. Endnu.
Men det betyder, at jeg hver gang jeg har et ledigt minut er nød til at sætte mig ned i en skål daggammel havregrød i mit mest klamme tøj, og fedtet hår. Og skrive. For lige om lidt kommer ungerne hjem og skal have mad og kram.
Det betyder også, at jeg otte ud af ti gange er uinspireret, men er nød til at skrive alligevel. Og ud af øjenkrogen ser jeg rudekuverten fra Jobcenteret, der minder mig om at jeg heller ikke engang har et rigtigt job. Det fører til instant identitetskrise, og så er det jeg drømmer om et stykke kage. Men det må jeg HELLER ikke spise, for mig selv altså, fordi jeg er på kur. Jeg er rent ud sagt træt af at være fed efter de graviditeter. Jeg er virkelig træt af, at det år, hvor jeg er at finde i diverse magasiner og dagblade, er det år, hvor jeg vejer det samme som en middelstor minearbejder. Dem er der altså ingen mænd, der fløjter efter.
Hvor kom jeg fra?
Nåja, skrivningen. Og hvad var det nu? Har jo for fanden korttidshukommelse som en...en... nå det kan jeg heller ikke huske.
Okay, hvad fanden er det jeg prøver at skrive? Jo, jeg er simpelthen så træt af at jeg ikke har blogget. Jeg har virkelig virkelig savnet det. Og jer. Og kommentarerne. Så nu vil jeg aldrig mere holde blogpause. Jamen vel? Det holder da ikke. En meter.
Og ps. jeg har tabt mig 6 kg. Er det ikke for wild? Og nu har i mit ord på at jeg skal tabe 4 mere inden min fødselsdag juleaften. Punktum.
Men det betyder, at jeg hver gang jeg har et ledigt minut er nød til at sætte mig ned i en skål daggammel havregrød i mit mest klamme tøj, og fedtet hår. Og skrive. For lige om lidt kommer ungerne hjem og skal have mad og kram.
Det betyder også, at jeg otte ud af ti gange er uinspireret, men er nød til at skrive alligevel. Og ud af øjenkrogen ser jeg rudekuverten fra Jobcenteret, der minder mig om at jeg heller ikke engang har et rigtigt job. Det fører til instant identitetskrise, og så er det jeg drømmer om et stykke kage. Men det må jeg HELLER ikke spise, for mig selv altså, fordi jeg er på kur. Jeg er rent ud sagt træt af at være fed efter de graviditeter. Jeg er virkelig træt af, at det år, hvor jeg er at finde i diverse magasiner og dagblade, er det år, hvor jeg vejer det samme som en middelstor minearbejder. Dem er der altså ingen mænd, der fløjter efter.
Hvor kom jeg fra?
Nåja, skrivningen. Og hvad var det nu? Har jo for fanden korttidshukommelse som en...en... nå det kan jeg heller ikke huske.
Okay, hvad fanden er det jeg prøver at skrive? Jo, jeg er simpelthen så træt af at jeg ikke har blogget. Jeg har virkelig virkelig savnet det. Og jer. Og kommentarerne. Så nu vil jeg aldrig mere holde blogpause. Jamen vel? Det holder da ikke. En meter.
Og ps. jeg har tabt mig 6 kg. Er det ikke for wild? Og nu har i mit ord på at jeg skal tabe 4 mere inden min fødselsdag juleaften. Punktum.
tirsdag den 16. november 2010
Den lille forskel
Jeg KAN bare ikke fatte, hvordan Thure ikke kan kende forskel på den sorte bluse og den anden sorte bluse. Enhver idiot kan da se at de er forskellige. Han kan heller ikke huske hvilke sko jeg har, udover mine røde Marc Jacobs, fordi det var mine bryllupssko.
Her er det, at jeg begynder at himle op om opmærksomhed og nærvær og fællestid og til sidst noget med at jeg heller ikke taber mig nok.
Men hvad gør den kloge mand? Jo han viser mit et af sine forhjul og peger og spørger: hvad hedder den der sidder dér?'
Og hvis jeg gør det mindste antræk, til at trække vejret ind for at sige noget om retfærdighed, så spørger han om jeg ved hvilken en, der sidder på den anden cykel.
Her er det, at jeg begynder at himle op om opmærksomhed og nærvær og fællestid og til sidst noget med at jeg heller ikke taber mig nok.
Men hvad gør den kloge mand? Jo han viser mit et af sine forhjul og peger og spørger: hvad hedder den der sidder dér?'
Og hvis jeg gør det mindste antræk, til at trække vejret ind for at sige noget om retfærdighed, så spørger han om jeg ved hvilken en, der sidder på den anden cykel.
FOREDRAG ODENSE OG ÅRHUS
Ladies and Ladies. Kalder-kalder alle mine læsere. Jeg er jordens mest rådne blogger for tiden, jeg har lidt af en massiv BLOGkering (indsæt helt ustyrlig latter....nå), men jeg strider mig afsted i modvinden som en anden Harry Potter, der kæmper mod døden. I kappe naturligvis.
Jeg er ved at være ovenpå. Jeg kan fortælle mere senere. Men indtil da, så har Maren forfattet et lille skriv om vores fælles foredrag. Og jeg ser ingen grund til selv at finde på noget, for jeg ville helt sikkert ikke kunne skrive det helt så reklame-smart.
Here goes:
Er der nogle friske Fynboer på linjen? Eller Århusianere?
I hvert fald gæster Maren og jeg Odense Musikbibliotek, Amfipladsen 6, 5000 Odense C., tirsdag den 7. december klokken 19. Vi skal ikke synge, men holde foredrag. Om familieliv, sex – og om hvordan man kan have så meget af begge ting, at man ikke synes man har nogen af delene. (Altså praktisk talt vores blogs – nu bare med lyd).
På samme måde står vi og snakker fanden et øre af den 8. december på Café Jorden, Badstuegade 3, 8000 Århus C, også klokken 19.
Vi håber det bliver sjovt. I hvert fald griner vi ofte af os selv. Foredragene varer i alt to timer, inklusiv en lille pause med forfriskninger.
Skulle du have lyst til at være med, kan du melde dig til på denne mail: maren@marenuthaug.dk. (Der er begrænset antal billetter, da de lokaler, vi har lejet, ikke er verdens største). Indgangsbilletten koster 150 kroner.
ALTSÅ:
7. december i ODENSE
8. december i ÅRHUS
Meget snart finder vi også et sted og en dato til at snakke i København.
Jeg er ved at være ovenpå. Jeg kan fortælle mere senere. Men indtil da, så har Maren forfattet et lille skriv om vores fælles foredrag. Og jeg ser ingen grund til selv at finde på noget, for jeg ville helt sikkert ikke kunne skrive det helt så reklame-smart.
Here goes:
Er der nogle friske Fynboer på linjen? Eller Århusianere?
I hvert fald gæster Maren og jeg Odense Musikbibliotek, Amfipladsen 6, 5000 Odense C., tirsdag den 7. december klokken 19. Vi skal ikke synge, men holde foredrag. Om familieliv, sex – og om hvordan man kan have så meget af begge ting, at man ikke synes man har nogen af delene. (Altså praktisk talt vores blogs – nu bare med lyd).
På samme måde står vi og snakker fanden et øre af den 8. december på Café Jorden, Badstuegade 3, 8000 Århus C, også klokken 19.
Vi håber det bliver sjovt. I hvert fald griner vi ofte af os selv. Foredragene varer i alt to timer, inklusiv en lille pause med forfriskninger.
Skulle du have lyst til at være med, kan du melde dig til på denne mail: maren@marenuthaug.dk. (Der er begrænset antal billetter, da de lokaler, vi har lejet, ikke er verdens største). Indgangsbilletten koster 150 kroner.
ALTSÅ:
7. december i ODENSE
8. december i ÅRHUS
Meget snart finder vi også et sted og en dato til at snakke i København.
tirsdag den 9. november 2010
10-4 og en skumbanan
Tjek lige UD! for en 80'er agtig sag, der findes i Blogger designer. Hold nu kaje den er grim. Men den minder mig om Kim Schumacher og ham elskede jeg, så vi beholder den lige et par dage. Så kan I harcelere over den, mens jeg gemmer mig i et sommerhus.
I morgen tager jeg nemlig Mac'en under armen og har tænkt mig at sidde og glo ind i et word dokument indtil der dukker nogle ord op, som jeg kan bruge til noget. Og med lidt held kommer de ord til deres ret et andet fint sted.
Der er brændeovn. Og godt selskab. Og gulvvarme på badeværelset. Kaffe og ingen børn. Så Mutter kan arbejde på højtryk hele døgnet.
Der er dog intet net. Er du sunshine. Prøv lige dét i to dage. Jeg vil vædde med, at jeg ender med at sidde og overspringshandle ved at finde sjældne fugle og taler helt sikkert som Søren Ryge, når jeg kommer hjem igen.
Men jeg glæder mig.
I morgen tager jeg nemlig Mac'en under armen og har tænkt mig at sidde og glo ind i et word dokument indtil der dukker nogle ord op, som jeg kan bruge til noget. Og med lidt held kommer de ord til deres ret et andet fint sted.
Der er brændeovn. Og godt selskab. Og gulvvarme på badeværelset. Kaffe og ingen børn. Så Mutter kan arbejde på højtryk hele døgnet.
Der er dog intet net. Er du sunshine. Prøv lige dét i to dage. Jeg vil vædde med, at jeg ender med at sidde og overspringshandle ved at finde sjældne fugle og taler helt sikkert som Søren Ryge, når jeg kommer hjem igen.
Men jeg glæder mig.
mandag den 8. november 2010
Byggerod - nu live
Nogle har hemmelige blogs til at lege med tingene. Jeg viser nu i fuld offentlighed at jeg bestemt ikke er egnet som grafisk designer. Overhovedet. Ikke.
Men jeg er en dame på presset tid, så indtil min blog-wizard omrokerer det hele. Så må I leve med mine skills. Jamen jeg aner nærmest ikke hvordan jeg fik de farver. Skulle bare lige prøve at trykke rundt i det hele.
Måske farver jeg også mit hår blond i dag.
Men jeg er en dame på presset tid, så indtil min blog-wizard omrokerer det hele. Så må I leve med mine skills. Jamen jeg aner nærmest ikke hvordan jeg fik de farver. Skulle bare lige prøve at trykke rundt i det hele.
Måske farver jeg også mit hår blond i dag.
fredag den 5. november 2010
Byggerod
Der er ved at blive bygget om her på siden. Og i det virkelige liv arbejdes der på en hel masse godt. Men stakkels lille fine blog. Der bliver ikke skrevet meget. I disse dage.
Så hvad siger jeg? Jeg siger, at efter min barsel med Jeppe, som varede 14 mdr., så tager det noget tid før ens hjerneceller er oppe i omdrejninger. Til at gøre mange ting på een gang. Derfor vil der de næste par uger, være nogle pauser her i bloggeriet.
Men som en rigtig håndværker, drikkes der naturligvis en masse øl imens. Bevares.
mandag den 1. november 2010
Vinder af FUNCH
Kasper ligger bagved mig og snuer på sofaen. Et sted han elsker at falde i søvn for tiden. Vi snakkede lidt om, hvorfor Disney Sjov ikke viser film med raketter, om bjergene på månen og om at vi godt snart vil have at far kommer hjem.
Men inden brikkerne faldt i, spurgte jeg ham, hvilket tal han bedst kunne li'. Han tænkte sig længe om og sagde: 10. Fordi det var pænt og at der var et 1 og et 0 ligesom på elevatoren oppe ved Metroen.
Og det giver jo total god mening.
Så tillykke til MALENE.
FUNCH er på vej i din retning. Send mig din mail til annamette.fuhrmann@gmail.com
Men inden brikkerne faldt i, spurgte jeg ham, hvilket tal han bedst kunne li'. Han tænkte sig længe om og sagde: 10. Fordi det var pænt og at der var et 1 og et 0 ligesom på elevatoren oppe ved Metroen.
Og det giver jo total god mening.
Så tillykke til MALENE.
FUNCH er på vej i din retning. Send mig din mail til annamette.fuhrmann@gmail.com
Abonner på:
Opslag (Atom)