Klumme i JP's tillæg VIVA

Min klumme kunne du læse i fredags, og hander ikke meget om mig eller unger. Og så måske alligevel. For måske er det mig, som sidder med et fåret udtryk, når Kasper om ganske få år kommer ind af døren med en i-Et-eller-andet og giver mig øjnene, når jeg spørger hvad det nu er for en nymodens stykke teknologi.




Er det her man skal trykke?

Der er en del mennesker i min familie, som har alderen 60+. Og jeg elsker dem allesammen højt. Virkelig. Jeg har bare undret mig over noget. En tendens. Hvor man er en smule teknik forskrækket. Jeg vil på diplomatisk vis sige, at det ikke er den tekniske kasket, der trykker, og vi kan lade min familie være grundlag for det terræn, der er undersøgt.

Tag nu min søde svigermor. Hun er fra Ålborg og er en sjov og levende kvinde, der både har mobiltelefon, computer, har profil på Facebook og bruger sin netbank.
Alligevel stod vi forleden i følgende situation: svigermor skulle med toget hjem til Ålborg efter endt besøg hos os i København, og hun havde lige brugt sin sidste 20’er til en is til min ældste søn. Hun var en smule rundt på gulvet, for nu havde hun ikke flere kontanter til at købe sin metrobillet ind til Hovedbanen, hvor hun skulle købe sin togbillet til Ålborg.

‘Du kan jo bare købe en billet i automaten ved Metrostationen’, sagde jeg lidt uanfægtet. Og så skal jeg ellers lige love for, at der blev kigget ovenover brillen. ‘Jamen så skal jeg jo bruge mit dankort’, svarede min svigermor.
Øh ja. Her begyndte jeg at blive forvirret. Vi lever i 2010 ikke? Altså ikke i en tid , hvor man bestiller en hestekærre til at fragte sig hjem til Ålborg vel?
Jeg kunne så se på de vredne hænder, og de mange ‘joooo men, jooo men’, at hun ikke var helt tryg ved at stikke dankortet i automaten. Jeg fiskede lidt efter, hvad det præcis var, at hun var bekymret over. Og det var, meddelte min svigermor, om det måske sad fast. Eller ikke kom ud igen. Eller.

Pludselig stod jeg i en alder af 36 år og følte mig som en på 15, der siger ‘nize’ og ‘total for syg billetautomat dér’. Men jeg måtte jo respektere min svigermors bekymring, og lånte hende en 20’er til metrobiletten.

Da hun var taget hjem, sad jeg og grinede lidt i skægget, da min mor sender mig en sms. Hun var på ferie på Ibiza og ville lige sende en hilsen. Der stod: ‘Gas lige fn v strand håbes I går d indt’.
What? Var hun fuld? Altså jeg ved godt, at hun var på ferie med sin kusine, som kører i åben sportsvogn, men hvor mange paraplydrinks var det lige de havde konsumeret dernede på øen? Jeg er indtil flere scenarier igennem i mit hoved, indtil det går op for mig, at hun jo ikke bruger sin stavekontrol.
Min mor er nemlig typen, hvor det hele helst skal gå lidt stærkt, fordi hun altid er på vej hen til næste aktivitet og derfor tænker, at det kan jeg vel regne ud. Hvad der står.

Hvad jeg sidenhen har lært er, at hun ikke er forfærdeligt gode venner med sin mobil. Det har taget mig fire år, at få hende overbevist om, at hun jo så let som ingenting kan få skiftet sin Nokia fra Chr. D. 4’s tid ud, med en ny og smart model. Endda kun for 1 kr.
Men næ nej, så hellere beholde den gamle kampvogn, som kun har et batteritid på 2 sekunder inden den igen skal lades op. Hvorfor jeg tot ringer hende op og kun når at høre hende sige: ‘heeej’ før den går ud. Og hvis den endelig er ladet op, har hun glemt, at den er på lydløs og derfor ikke kan ringe og høre, om ens ældste barn er ved at spillet hele Cirkus Benneweis ad.

Jeg spurgte min mand om han oplevede det samme. Og så grinede han. Modsat sin mor, så har hans far meget moderne droppet fastnet telefonen, og har nu kun sin mobil. Problemet var så bare, sagde min mand. At han tit slukkede den efter brug. Skulle da nødig bruge strøm på bare at ligge. Men det betyder så, at når han endelig åbner den, ja så ligger der mange beskeder og sms’er, og her er det at besvarelserne kan være en smule – skal vi sige fåmælte.

Den kontrol over de elektroniske medier har jeg så et par uger efter en snak med min mor om. Hun griner og siger, at hun altså har så travlt og derfor ikke får tjekket op sit udstyr. Men om det betød så meget?

Og næ, det gør det ikke, og jeg lod også helt være med at kommentere på det, da hun noget tid efter ringer til mig og siger, at hun har netshoppet. Og at hun bare VED, der er noget galt med hendes computer, for hun var bare HELT sikker på, at hun ikke trykkede forkert.

Hun dog fået otte meget dyre dåser hårlak, i stedet for den ene balsam, som hun skulle have haft.

Den lader vi stå.