Ironmom strikes back

Jeg ved ikke om det var varmen, fuglene, knækbrødet, hjemmebagte boller, eller min lidt BS agtige I-just-do-no-crap-attitude, der gjorde at Jeppe, Kasper og mig havde en aldeles sjov og hyggelig biltur til Ålborg. Hyggelig. Og sjov. Og fornøjelig.

Jamen det havde vi. Ingen sure miner. Ingen gråd. Lortebleer, åh jo, men bad jeg ikke om at det måtte ske synkront? Det tror jeg nok det gjorde. Og det gjorde det. Men de sked begge i bleen, lige som vi rullede kareten ind i bane 25 og fik plads liiiiige undenfor toiletterne. Hvad mere kan en mor ønske sig? Ja det skulle da lige være et totalt rengjort toilet og lækker pusleplads, hvor der var dejligt varmt. Detalje for nogen. Alting for mig. Jeg elsker allerede Molslinien. Især for deres slogan, som alle færgetyperne bærer på deres jakker: 'Er du træt af Fyn?' Hahahaha, det er sguda sjovt. Altså ikke fordi der er noget i vejen med Fyn, eller Fynboer. Fyn er fin, bare man slipper for at køre over den når man skal til fastlandet.

Men unger sov på de rigtige tidspunkter, åd uden at spilde over det hele og ingen trafik.

Og fordi jeg har skrevet det, så vågner Jeppe med garanti kl. 4 et eller andet og Kasper bliver verdens mest umulige unge i morgen.

Den tid, den glæde.

Tilbage fra fremtiden

Så kunne jeg være her igen. Jeg har været på strækmarch. Ude i det der liv andre lever og ordne. Dingen und sachen.

Sagen er nemlig den, at jeg sjældent når hjem på en 2-zoners billet med Jeppe på slæb og jeg er altså heller ikke blevet klippet siden efteråret 2008. Ja det er rigtigt. Og da jeg sagde det højt nede i frisørsalonen i dag, så grinede alle. Meget højt. Jaja, svarede jeg, men I skulle fandme bare vide, hvordan det er at kaste op i 60 uger de seneste 3 år.
Nååå, så kunne det nok være de fik næsen ned i Se& Hør igen. Indtil jeg kom i tanker om at jeg ikke havde fortalt hvorFOR jeg dog havde kastet så meget op. Og de sekunder der gik før jeg fik fortalt at det var fordi jeg led af svær graviditetskvalme, så kunne jeg jo ret beset være VIP medlem af AA-klubben.

Men helt ærligt. Det holder sgu da heller ikke. Fra I DAG vil jeg aldrig aldrig mere have dårligt hår. Så er det sagt. For se hvor pænt det blev:



Hvor var det jeg kom fra? Nåjo. Den virkelige verden.

Jeg hyrede svigermor over og så har jeg givet den gas de sidste tre dage. Jeg har shoppet. Sådan rigtigt. Købt rigtigt tøj. Ikke Liberty bukser. Men selvsiddende strømper fra Woolford, neglelak, fede t-shirts, en jakke, strømper, en kjole mere, og så kaffe uden afbrydelser. Oh hvilken fryd.

Jeg har også været på kursus. Jeg går nemlig til Business Bootcamp hos de lækre kællinger: Mette og Pernille. Og jeg lover jer det er godt. For i hede hule helvede man lærer noget. Åh der er så meget jeg kunne fortælle, men det kræver et blog-indlæg for sig. Og det får I.

Bare ikke nu. For i morgen går turen til Jylland. Up north. Og jeg skal selv forestille mig at køre med ungerne derop. Altså som i: alene i bilen med ungerne. Vi skal med færgen, og have madpakker, og jeg kan ligenu ikke rigtigt forestille mig andet end at be til en eller anden om at det vil gå smertefrit. Og skal der være lortebleer, så lad dem for guds skyld komme synkront. Tak.

I hører nærmere.

Pral

Ved I hvad jeg synes? Jeg synes satme jeg er cool. Er alene med begge unger og har slet ikke været hidsig eller ved at springe ud på Metroskinnerne. Nuvel, jeg måtte servere M&M's til Kasper kl. 7.35, men tacklede ham indenom ved at give ham krymmel på havregrøden. Hans øjne blev så store som thekopper for DET vidste han godt var no go. Og så var det MIG der gjorde det. Han blev helt rød i hovedet af begejstring og hviskede med sin lille bitte mindste stemme: vi siger ikke noget til far vel? Og nejda, det gør vi ikke. Højst at vi selvFØLGElig har spist rigtig mad inden alt det sjove.

Vi har endda været på legeplads, med madpakker, og dem der har prøvet at skulle ud af døren med 3 årig og baby og sig selv og madpakker og mælk til lillen og solbriller og ekstra bukser til den store, ved godt at det er der man bider tænderne så hårdt sammen at de er ved at falde af.

Og jeg ødelægger det hele ved at sige det højt. Men så har jeg nydt det så længe det varede.

Ligesom når man spiser kagen før aftensmaden.

Shhhhhhhyyyyy

Har været alene med drengene siden i eftermiddags.

Jeg siger ikke hvordan det går. Schyyyyyy.

Schyyy....hush hush.

Med kost og spand

I dag skal jeg gøre rent, lægge tøj sammen, tømme opvasker, købe ind, rydde op, lægge tøj på plads, lave mad, putte begge unger og være alene med dem indtil i morgen aften sent.

Jeg har brug for noget rock.



GO' FREDAG.

Molbonyt (bedre kendt som Metronyt)

Det er ved at være noget tid siden, at I har hørt om de horn jeg har i siden på min ellers så elskede Metro.

Men hør lige her. Det her er simpelthen så papnæse-idiotisk, at jeg ikke kan holde mig fra at skrive om det mere. Det er så dumt. Fik jeg sagt dumt?

Ham der i sin tid har bestilt elevatorer til hele fucking Metrosystemet, har i dén grad sprunget den side over i elevatorhåndbogen for dummies, der omhandler sensorer.

Det er nemlig sådan, at når solen skinner på Sundby st. og klokken er 16.30, så kan dørene ikke lukke. Den står nemlig og stråler direkte ind på sensorerne, som så tror, at der er folk på vej ind og derfor står dørene og klaprer ud og ind. Hooooooold nu kæft.

Men den kloge narrer som bekendt den mindre kloge og en dag, da jeg demonstrativt stod i elevatoren med unger ud over det hele, kom den næste Metro rullende forbi, og lige i det, den holder stille i nogle sekunder, så lukker dørene. Og hvorfor? Fordi så skygger Metro-toget for solen.

For satan, hvor er jeg klog mand. Cavling pris coming up.

Nåmmen, siden den dag, har jeg fået adskillige medpassagerer til at stå 10 cm. foran døren med armene op over hovedet indtil dørene lukker. Jeg siger jer det er sjovt. De tror jeg har skjult kamera med. Kasper er holdt op med at spørge, hvorfor manden står så mærkeligt. Han ved nemlig godt, at mor har fat i den lange ende.

Reaktionen er næsten altid 'det var satans' og jeg gnækker og bliver et lidt bedre menneske ved at narre HELE Metroselskabet.

De skal sgu ikke løbe om hjørner med Mutter.

Husk hvad blomster kan gøre

Den fine lille blomst

Guderne skal vide, at jeg ikke er blomstertypen, der lige finder en smuk Bellis eller noget andet for den sags skyld. Eller lægger mærke til, hvornår det er tid til at plante i altankassen. Jeg kører heller ikke land og rige rundt efter blomsterhaver, så jeg kan fordybe mig i æstetikken omkring blomster.

Altså jeg elsker blomster. Og jeg ville ønske, at der hver dag kom et bud med blomster, så jeg kunne sidde og nyde dem.

Men jeg synes de er så besværlige. Så skal de vandes. Så glemmer man det. Så falder de sammen. Så bliver vandet gammelt. Så får man dårlig samvittighed over ikke at være sådan en der ikke engang kan finde ud af at tage sig af blomster. Oveni alt det andet.

Men i går skete der noget, som fik mig til at tænke lidt på effekten af blomster. Kasper fandt et lille bed med blomster. Kiggede grundigt på dem og så op på mig og sagde: 'se mor, se den smukke blomst.' Vi plukkede den og tog den med hjem.

Kasper ville have den i en vase og sagde meget beslutsomt, at den skulle stå foran hans seng, så han kunne kigge på den inden han sov. Det fik han så.

Da han stod op, ville han gerne have den med ind i stuen så den kunne stå foran ham mens han så tegnefilm, og den skulle også med på til bordet, mens hans spiste havregrød.

Så måske, tænkte jeg. Måske skulle jeg alligevel blive venner med en blomst?

Kl. Kvart i single

Jeg har været ude. Som i de gamle dage. Været på en af de barer, hvor jeg sidst var, da jeg var 30 og single.

Det var altså meget sært at være der igen.

Også sært at gå igennem byen hen mod metroen, og se hvordan de unge ser ud. Jeg husker mig selv som var det i går.

Jeg savner det ikke. For jeg elsker det jeg har. Men det var alligevel godt nok way way way back memory lane. Så meget at jeg var nød til at frekventere Mc D. inden jeg tog hjem.

En Bic Mac menu senere forstår jeg ikke hvad det var jeg havde så travlt med.

Love Letters

Se lige her hvor nogle fede bogstaver. De er lavet af min tidligere kollega Lone, og jeg er vild med dem. Har et J på vej til at hænge på Jeppes seng.

Kan købes for 450 kr.

Skriv til mig på annamette.fuhrmann@gmail.com, så skipper jeg din bestilling videre til Lone.

Mig og min tattoo

Der er mange der har efterspurgt en historie bag min tattovering. Jamen jeg ved det ikke. Sådan rigtigt.

Men går jeg lidt tilbage, kan jeg godt for historiens skyld, grave noget frem. Jeg var engang inde for at købe noget undertøj her, og bag disken stod den nu veletableret og fantastiske kunstner Anika Lori bag disken. Hun havde en halv streg rundt om armen, og hendes mand havde den anden halve. Smart koncept, tænkte jeg. Så render man da ikke rundt med 'Bjarne' på armen i det tilfælde at man skulle blive skilt.

Jeg har så siden 2003 med jævne mellemrum gået rundt i al hemmelighed herhjemme med sorte kuglepensstreger rundt om armen, for at få en fornemmelse. Var det noget for mig?
Jeg har prøvet at overtale Thure, men han var ikke lige in the mood for nogen som helst halve streger på noget af hans kostbare hud.

Så måtte jeg jo selv tage det hele, og i en snæver vending kan det ligne et armbånd. Og det er da fikst. I det tilfælde at ens smykkeskrin er væk. Vupti, op med ærmet, og der er et smykke.

Har jeg fortrudt? Ikke et sekund.

Skal jeg have flere? Ja

Vil Thure også have en? Ja (jo Eva, det vil han)

Nye tider

De katolske præster er en udsat race for tiden, men måske skulle de også overveje at opdatere lidt på mosaikfronten. Jeg siger det bare.

Need an affair?

Herhjemme må man gerne have en affære, hvis det er med Johnny Depp

Lets face it. Engang imellem kunne man godt bruge at flygte. Væk fra bleer. Børn. Mand. Praktik. Indsæt selv flere muligheder.

I USA er alting bigger, better and smarter, og her er de heller ikke for fine til at have et datingbureau for dem, der ønsker en affære. 'Life is short - have an affair' er deres slogan.

Man kan mene om det hvad man vil, men det er sgu da et genialt koncept.

Ps. Jeg elsker min mand meget meget højt.

Glæden ved at bo med mænd # 3

Det er fordi de ikke er for fine til at tegne en kæmpestor diller på vinduet, trække gardinet ned og lade som ingenting. Mens de gnækker. Og håber på at jeg snart opdager det. Og bryder forfærdet sammen.

Og fordi vi generelt er uhyggeligt langsomme til at få tingene ordnet, så kører jeg nu hver dag forbi den i Metroen med Kasper der råber: 'se mor, der bor vi, derinde med kødbenet.'

Blogger-ro'las

Og sådan ser det ud, når seje damer fra blog-land er på rulletur. Med brede smil og kaffe. Og det var så hyggeligt.

Der blev gået til stålet på banen, det gjorde der altså. Men om jeg fik kameraet op? Nejda. I må nøjes med min hjelm og håndledsbeskyttere.

Vi arrangerer snart en tur igen for nogen glemte jo at komme og lå og dangderede den på sofaen.



Lykke med roller-attitude bag en cool brille. Og som Lykke altid slutter sine indlæg af med et spørgsmål, kan jeg bare spørge: ser hun sej ud, damen? Det tror jeg nok hun gør.


Søde Rikke med lidt mere ondt i røven end vi kan se. Godt kørt! (og ps. Rikke faldt altså ikke, men koncentration kan godt sætte sig i røven).


Karina med det velfortjente stykke gulerodskage. Jeg siger jer den dame har nosser. Ikke nok med at hun er flyveleder. Altså flyveleder. Hvor sejt er det lige? Selv siger hun, at det altså ikke er noget særligt, men vi ved jo godt at hun er omgivet af Top Gun agtige typer i uniform, mens hun står og drikker kaffe og er vigtig, mens der flyver jetjagere om hovedet på hende. Nåmmen inden hun troppede op, så havde hun da også lige være ude at løbe OG badet i havet.



Queen of The Sweet Spot, Laura, med one hell of a bad-ass cookie. Vi gik allesammen i sukkerchok efter een bid. Laura var SÅ! modig i dag. Og har al mulig grund til at klappe sig selv på skulderen.

Rulleskøjte tur

Så er det i dag, at vi mødes kl. 11.00 ved Vestamager Metro st. til noget rulleskøjte-rul ved det legendariske Plug n' Play.

Så her på falderebet kan du flygte ud til alle os andre, hvis der er for mange unger, og for meget søndag.

Og alle jer på Fyn og Jylland; I kan lige nøjagtig nå lyneren til Ørestad st. og være med.

Kom og rul og spis kage.

Jeg gjorde det!

Tror bare jeg nupper en sandwich i stedet

Prøve-tatoo - nu med kohlstift. Så går man rundt og tager sig mod til i fem år (fem år Niels), og så tegner manden den på under 1 minut. Mens han nynner Jimi Hendrix, og siger 'var det sådan noget i den stil?' Det gjorde mig en anelse nervøs. Men så var det jeg fik øje på nogle diplomer og pokaler ved siden af nogle dødningehoveder, og så tænkte jeg at alt måtte være i den skønneste orden.

Ahem, jeg ved sgu ikke rigtigt. Altså det er jo for evigt. For ever. For altid. Fuck det, nu gør jeg det.

Eeeh, maybe not. For her er det manden siger 'jeg laver den i hånden' - som i; jeg maser den her dingenot ned i dit hud og så skærer jeg lidt så farven kommer ned.

AV. FOR. SATAN! - så er det sagt.

Færdig! Hvis I aner lidt gåsehud er det fordi jeg på dette tidspunkt har kvalme af smerte.

Neeeeeeeeiii

Iiiiiiiiiiih

Ååååååååh

I LOVE IT

Iiiiiiiiihhh

Så er det lige om lidt det sker.

Gad vide om jeg bliver ligeså tynd som Angelina, hvis jeg nu bare giver den gas med blækket? Alt andet lige, så kræver det en seriøs veltrænet ryg, hvis ikke man skal ligen en havnearbejder med den tatoo. Og nej, det ender ikke med en drage. Tror jeg. Vistnok ikke.

Super Mor

Der er et uundværligt tilbud til dig på Annas blog, bogen Super Mor kan du få for sølle 60 kr. Og nu råber jeg det bare: DEN ER FANTASTISK, KØB DEN FOR FAEN, du fortryder ikke. Jeg har den selv og har netop grebet den igen her efter påske, hvor der var gået feriegak i den.

Hvis man, som mig, er fuldstændig vild med at få idéer og kan dagdrømme sig til nærmest alt i denne verden, og liiiiiige finder en dims og noget andet jeg skal ordne, og noget jeg skal skrive om eller undersøge, ja så er der ikke flere bytes tilbage til det der kaldes systemer. Hvilket er smart, når man er mor, og har børn i den alder, som ikke forstår vigtigheden af at skrive og derfor kun kan servere minutnudler til aften.

Og derfor er den her bog uundværlig. For Anna har i nogle år været enlig mor til to små børn, og var tvunget til at få penge og tid og nærvær til at slå til, og hun ved i dén grad hvad hu snakker om, når hun snakker om systematisk indkøb. Blandt andet.

Køb den. Nu.

Just another day in barsel-land

Stå op, lave havregrød, tørre snot, tørre hænder, finde sut, skifte ble, skifte tøj, skifte ble igen, pakke taske til Kasper, give tøj på, tørre snot, finde sut, finde tøjdyr, flytte baby, tørre vand op fra gulvet, koge vand til kaffe, vinke farvel, glemme kogende vand, lave grød igen, lave mælk, putte baby, trille med baby, komme koldt vand i bønnerne, koge vand igen, trille-gynge baby på altan, sætte sig ned og drikke nu varm kaffe, baby vågner, tage tøj af baby, skifte ble, lege lege lege, lave grød, tjekke mails, læse et par blogs, lege med baby, skifte ble, finde sut, ringe, sende en mail, lege med baby, lave mælk, samle hund op fra gulvet, samle klods op fra gulvet, samle blad op fra gulvet, hive blad ud af babyens mund, baby i flyverdragt, baby i barnevogn, vugge vugge vugge på altanen, ind foran computeren, på Facebook, på gmail, på eb.dk, på ti andre sider, tømme opvasker, sætte på plads, gå ned med skrald, baby vågner, af med flyverdragt, op i stolen, lege lege lege, lave grød igen, baby ned på gulvet, finde legetøj til baby, rydde storebrors 45 biler tilbage på værelset, skifte ble, tisse, baby skriger, pakke baby ned i autostol, hente christiania cykel hos nabo, baby bliver træt, prøver at putte baby igen, baby falder i søvn, glo ud i luften i 20 min, gå på you tube, finde tossemelodi, baby vågner, op i stolen, skrive blog-indlæg, lave grød, give baby mad, pakke baby ned, hente storebror.

Og ved I hvad det fede er? Det starter forfra i morgen.

Tatoo or not to do

Skrev jeg for nogle timer siden, at jeg ville have en tatoo? Ja det gjorde jeg. Og fandme om manden ikke sagde, at han kunne lave den på torsdag. Denne uge! 16.30. Fuck.

Aaaaaarh, jeg kunne da godt have ønsket mig lidt længere tid. Det er jo for fanden lige om lidt. Ikke fordi jeg skal have lavet et Amager-stempel, but still. Tør jeg? Vil jeg? Er det cool? So last season? Det er jo, næst efter børn, det mest sindsyge, som aldrig går væk. Det er lidt farligt. Og hvor mange gange har man ikke hørt folk sige, 'ja, jeg startede også bare med en lille stjerne under højre storetå', og så sidder de året efter med Lisbeth Salander tatoveringer helt op til ørene.

Nå. Nu er tiden booket, og jeg lover jer en fotoreportage fredag.

Back on track

For syv satan, hvor var den påske lang. Men sådan er det vist med opstandelse, man kan åbenbart ikke lige rejse sig op. Nejnej, så skal der festes og snakkes og ædes og man skylder på kontoen for at have været død, så der skal også holdes en efterfest...yada-yada-yada.

Har flere gange været ved at flygte ind i bloggen for at få luft. Men nu ville jeg lige prøve at se hvordan det var at holde ferie fra den. Det var ikke fedt. Man bliver tyk bag ørene - som man siger, og jeg er nærmest ved at få syre i fingrene af at skrive hurtigt.

Desværre er det en af de dage, hvor to-do listen er længere end dagen, og eftersom jeg endnu ikke har ryddet morgenmaden af bordet. Eller ryddet dynerne væk fra sofaen, eller været i bad. Eller fjernet bare noget af det legetøj, som langsomt har sneget sig ind i stuen hele påsken. Ellers fejet to afgnavne Hay kataloger op. Ja så er jeg allerede bagud.

Til gengæld har jeg gode intentioner hele vejen igennem. Og om lidt booker jeg tid til en tatovering. Jooo, det gør jeg.