Happy new year

Kære læsere af min blog. Rigtigt godt nytår til jer alle.

Jeg er syg og ligger under min dyne i al Thures ekspeditionsundertøj og fryser. Har måttet aflyse gæster, og har nu verdens største islagkage og fire flasker Asti, som står og glor på mig.

Har ikke hjerneceller til at skrive et forkromet indlæg, men jeg skylder jer at sige tak. Tak fordi I læste med, og tak for alle jeres uundværlige kommentarer.

Jeg kastede op det meste af 2009, men fik til gengæld Jeppe for alle mine anstrengelser. Kasper begyndte i børnehave og er nu ifølge hamselv verdens største dreng, der ligefør kom og gav mig et knus og et smækkys og sagde at jeg var hans bedste mor. Så bliver året ikke bedre.

Lad os ses i 2010, jeg glæder mig helt vildt til at træde ind i det.

Skål!

Glædelig bagjul

(indsæt selv dyb udånding)

SÅ skal jeg da ellers lige love for at jeg har haft foden på speederen siden d. 23. dec. kl.8.00. Helt nøjagtig. For det var der Thure tog på arbejde, og der hvor jeg begyndte at pakke med begge drenge hjemme. Siden kørte vi lige en jul, to fødselsdage og en julefrokost. Det ville blive verdens længste indlæg, hvis jeg skulle berette om det hele, men nu hvor vi er så tæt på nytår, er det så ikke noget med at alting pludselig foregår i højdepunkter? Eller skal vi sige highlights for at gøre det rigtigt smart.

Men her er højdepunkterne fra dagene.

Juleaften

At blive vækket af Kasper og min mor, som kom med stearinlys og flag, og at høre Kasper råbe hurraaaaaa moooooaaaar.

At se gamle venner igen til fødselsdag. Nu med alle unger.

At få nogle fantastisk fødselsdagsgaver.

At Kasper bare var så helt vildt cool hele dagen og ikke gik i gave-panik eller fik juleflimmer. Han var simpelthen en fest at være sammen med, især da han dansede om juletræet, eller rettere hoppede på et ben hele vejen.

At give ham sine julegaver og høre ham sige 'neeeeeeeeeeeeej, en gaaaaveeeee'.

At se ham være fuldstændig elektrisk over en fjernstyret bil. Der var dømt flitsbue for alle pengene. På den gode måde.

At spise vidunderlig mad.

At blive sunget for.

At se hvordan Thure styrer for hårdt i et køkken. Jeg kloner ham til næste år, det lover jeg.

At sidde og skåle med Kasper ved julebordet og høre ham sige tak for en vildt lækker kylling og sukkerkartofler. Jamen selvtak. Det var nu and, men det blev hurtigt for abstrakt for ham, eftersom han kun kender Anders And. Og han kan jo ikke spises. Sådan rigtigt. Eller. Det kunne han i princippet godt, men det ville give lidt problemer.

At gå mæt og glad i seng.

At holde jul med min familie.

1. Juledag

At vække Kasper med ys og stearinlys og flag og råbe hurra.

At se ham stråle som en lille sol over de gaver han skulle åbne. Igen.

At sidde i morgenmørket og høre ham ritsje papiret op til de mange fine ting.

At se hans lille grin, hver gang han kom i tanker om, at det jo var hans fødselsdag.

At se hele hans familie knuselske ham hele dagen til han blev grøn i hovedet.

At der også faldt en gave af til mig, fra min veninde, som kom på besøg.

At gå glad og taknemmelig i seng.

2. Juledag

Altså bare helt fantastisk mad. Det var det altså.

At nyde den ene snaps jeg måtte få, fordi jeg skulle køre hjem.

At Sofie og Andreas byggede en to meter høj sne mand med Kasper. I mørke.

At Kasper, uden at tude og uden at flippe, kunne forstå at spille pakkeleg. Fandme flot synes jeg.

At få begge unger hjem i bilen og ned i huset og i seng uden at nogle af os fik et flip. Kun med lidt hjælp fra fætter Henrik, der var dagens far-substitut, i anledning af at Thure var taget hjem for at arbejde.

At drikke en øl i mørket med Fætter Henrik, mens vi så en overlevelses-ekspedition med en gal nordmand.

At begge drenge sov til klokken 6.00, inden jeg skulle op og gi' Jeppe mad.

3. Juledag

At være hjemme igen

Glædelig jul

En hilsen fra mig til alle jer, der sidder rundt omkring iført juleaften.

Vi er hjemme hos min mor og fordi det også er min fødselsdag i dag, så er her et inferno af gaver, gæster, flag, gamle venner, og hygge for fuld skrue. To hold gæster er gået, ungerne sover begge to på mystisk vis samme tid, lige nu, så jeg sneg mig ind foran computeren. Thure og min mor er i køkkenet, og jeg pjækker fra mine opgaver.

Her er udsigt over fjorden og alting ligner noget fra en disneyfilm, og jeg bliver på alle måder 10 år gammel igen. Det var kun fordi jeg på et tidspunkt kiggede ud af vinduet og så at der rendte en dreng rundt på en meters penge og byggede snehuler med ham, som jeg i mit voksne liv er gift med. Og nåja, der sad en lille storgrinende dreng i favnen på mig, så farvel til Disney.

Nå. Nu banker det på døren igen. Næste hold er klar til i aften, hvor vi lige skal huske at trække vejret for vi kører jo en fødselsdag igen, for Kasper, i morgen. Total god timing fra min side.

Pas godt på hinanden og ha' en vidunderlig jul.

Gu' kan jeg da så!

(Tryk play inden du læser videre)

JA, var svaret. Jeg kan da sagtens spille det tema, så Eddie Van Halen ryster i buksern. Jeg har vel ikke gået til klaver i 100 år hos Fru Ternvig i Vejle for ingenting.

Det er min overbos datter, som er indehaver af xylofonen, og de var ikke hjemme her til aften, så I må vente med videodokumentation. Men jeg

l o v e r, at I får det. Indtil da, så dyrk lige Eddie i en helt stram gulddragt med karakteristisk alvorlig 80'er mine. Større bliver det ikke.

Og til de velkendte toner, kan Mia og Eva gå hen over den røde løber og hente en bog hver.

Jeg trak vinderne på følgende måde:

Jeg læste navnene højt på alle dem, der havde svaret rigtigt, og bad Thure sige JA, hvis navnene matchede nogle, han engang i et andet hinsides liv, har været i kanen med.

Beklager, hvis nogle skulle blive stødt over konkurrencens udfald, men vi mødre har jo ikke andet fis end det vi selv laver, when we feel the need for speed. Vel?

Tillykke til Mia og Eva. Send mig en mail med jeres adresser til annamette.fuhrmann@gmail.com

Hvis du blev grebet af stemningen:

Brillen

Det du kækt siger til dine kolleger

Eye candy

Last christmas give away

Den opmærksomme læser kan huske, at jeg sprang en advents give away over sidste søndag. Men jeg havde tømmermænd og eftersom det er et år siden sidst, så skulle dagen fejres med alt hvad det indebar af Treo, glemsomhed, Mc D og løben fra alle pligter. Så undskyld for det. Mor var fuld.

Men I skal ikke snydes, og i dag er der hele to eksemplarer af 100 hemmeligheder om at være mor på højkant.

I sidder nu i boksen, spændingen stiger, og det er tid til årets sidste spørgsmål. Traaaa traaa traaa.......

Kan jeg, eller kan jeg ikke, spille temaet fra Top Gun på legetøjsxylofon? Ja eller nej.

Jeg trækker lod mellem, dem, der svarer rigtigt, og du kan svare frem til i morgen aften kl. 18.00.

Ju-hu!

Det' jul - det' uncool

Det her indlæg bliver langt. Det handler nemlig om at have agurker så langt op i røven, at man ikke kan stave til glædelig jul.

Vi starter i Magasin.

Klokken 10.03 tropper jeg op i Magasin på Kgs. Nytorv for at købe julegaver. Jeg er glad, og Jeppe sover, og jeg er ikke ved at gå til af kulde og det tegner til at blive en hyggelig dag.

Klokken 10.15 bliver jeg i tvivl.

Jeg stå nemlig ved indpakningsøen, og venter på at det bliver min tur. Der er ingen smil at hente her. Fair nok, det er december og de er sikkert ved at være trætte, men. de. snegler. sig. afsted. Vi er altså ikke ude i en Erik Bering-agtig pakke med fjer, og kugler og guirlander og bånd, der skal slices på en helt bestemt måde, næ, det er papir og et bånd med et kryds. Alligevel, er de toplangsomme. Da jeg kan se at jeg næste mand i rækken, går jeg hen til hende, der ser ud til at blive færdig først, i et forsøg på at effektivisere køen. Følgende samtale mellem mig og pakkedamen, herfter kaldt agurka, finder sted:

Agurka: Vi har een kø.

Mig: Hvad?

Agurka: Ja vi har kun een kø, så ikke de andre kunder bliver sure.

Mig: Over hvad

Agurka: Ja over at man snyder foran.

Mig: Jeg snyder ikke foran

Agurka: Jamen du har da lige flyttet dig

Mig: Ja det var fordi det var min tur.

Agurka: Ja men man skal vente til man bliver kaldt frem.

Mig: Hvor står det?

Agurka: Ingen steder

Mig: Hvordan kunne jeg så vide det?

Agurka: .........(tydeligvis irriteret).

Mig: Men når nu jeg næste mand i rækken, vil du så ikke pakke min gave ind fordi jeg gik tre meter om til dig, da du var den første ledige?

Agurka: Jojo, jeg gør dig også bare opmærksom på det.

Mig: Tusind tak skal du have.

Klokken er 10.30 og jeg forsøger at bevare den gode stemning jeg trods alt gik ind i butikken med. Jeg går op i legetøjsafdelingen og håber, at de er en smule mere venlige. Det er trods alt børneafdelingen. Men nej-nej. Da jeg har betalt for min meget fine bus til Kasper, skal jeg så hen til hende, der pakker ind. Lad os kalde hende Bibi. Hun står og er helt teenageagtig sammen med en anden pakkepige. Lad os kalde hende Carina. 'Ja vi har virkelig fået den fede tjans i år' , siger Bibi. 'Ja total', siger Carina og himler med øjnene. Men også her, er der gået indpaknings-bonanza i den, og Bibi kan ikke sådan lige på øjemål se, at papiret er for lille til kassen. 'Åååårg', siger hun og jeg prøver virkelig virkelig virkelig ikke at hvæse til hende, at den bus er til min søn, som bliver himmelhenrykt over at 'ritsje' papiret op, og at hun f****** skal finde et bar-job på Calella, hvis hun ikke gider pakke gaver ind. Ordentligt. Hun bliver e-n-d-e-l-i-g færdig og kigger på mig med et par øjenvipper med 8 lag mascara og siger med det mest falske smil i verden: 'glædelig jul.' Fuck dig.

Jeg skal nu finde en elefanthue til Kasper og begår fejl nummer tre, ved at tro, at ekspedienten kan tale, mens hun pakker ind. Vi er to ved kassen og hun er ved at pakke en morgenkåbe ind til Fru Hansens barnebarn. Det eneste de snakker om er, hvor blød den er, så jeg synes ikke ligefrem at jeg afbryder en vigtig CO2 diskussion, da jeg spørger hvor de har elefanthuer fra Reima. Hun smiler sit falske smil og beder mig vente til det bliver min tur. Og nu kan jeg ikke holde mig mere. Jeg spørger om hun ikke kan tale, mens hun kommer tape på pakken, og med en mund så stram som en hønserøv, hvæser hun at de er ovre ved væggen. Hold nu kæft altså.

Jeg er endelig færdig i Magarøv, og skal nu forcere en bunke pensionister, som er ved at få et hjertestop over noget Le Cruset. De ligner fem fede bjørne i deres lange minkfrakker, og ligeså glade de er for Le Cruset, ligeså træls synes de, at jeg er med min barnevogn. De var ved at få deres tegnede øjenbryn helt op i det matchende mink pandebånd af bare forargelse over, at jeg kunne finde på at tage deres elevator. Helt ærligt, skrid nu ned i Mad & Vin og køb nogle fiskefilter.

Inden jeg når udgangen, køber jeg to gaver mere, og en kalender til min lille familie. Men det er som at der hviler en forbandelse over stedet, for den gled ud af barnevognen og en eller anden med lange fingre er nu en kalender rigere.

Så kære Magasin. I blev 1000 kr. rigere på mine indkøb, men husk at de agurker i sætter op i hinandens røve skal ud inden man kommer tilbage fra sin frokostpause.

Merry merry christmas.

Tomba la Bomba

Når der er sne, må man naturligvis have sit ski-inspirerede tøj på. Og hvis man lægger mærke til de skinker Jeppe render rundt med, så tror jeg der er en super-g skiløber gemt i ham. Han vejer nu 7,6 kilo og satte man ham på en kælk, så tror jeg han ville fare ned af bakken som en ildkugle, så kompakt er han. Bette-nøv.

Og når nu det ER snevejr, så kunne man da godt få lyst til at shoppe lidt mere kjempefint baby-tøj her.

Klimatopmøde

Verdens kedeligste overskrift, men læs hvorfor det er så farligt!

Nytårsfortsæt

Om 17 dage er det nytårsaften. Og jeg har før skrevet om, at livet har taget røven på mig, selvom jeg havde mange forkromede planer, og det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at jeg nytårsaften står og måber. Ja, jeg kan nærmest ikke få slugt min champagne fordi jeg måber.

Dagen før nytårsaften sidste år, sad jeg til bords med en masse mennesker jeg ikke kendte til en gedigen frokost. En overdådig en af slagsen. Det var Pernille Melsted, som holdte nytårskur. Vi fik allesammen udleveret en mappe, til noter om alle de planer og vilde drømme, som vi ønskede for 2009. Og jeg gav den gas. Den skulle fandme ikke have for lidt i 2009. En over hatten. Ud over stepperne. Allerede inden forretten var serveret havde jeg spækket et stykke papir med drømme og planer. Ja jeg var da nærmest allerede i Colorado som skiinstruktør. Og i gang med min 3. bog.

På et af de blanke sider skrev jeg med store fede bogstaver: TRANSFORMATION. Jeg tænkte ikke videre over det, for jeg var nemlig ret sulten i de 6 timer nytårskuren varede. Og mit blodsukker kæmpede lidt om pladsen med mine drømme. Det tænkte jeg nu ikke så meget over.

Da jeg kom hjem var jeg fuldstændig opløftet. Af stemningen. Maden. Champagnen. Og mine drømme. 2009 kunne eddermame bare komme an.

Euforien varede 14 dage. Så blev jeg fyret og så lå jeg ellers og brækkede mig i 28 uger. Jeg var nemlig helt og aldeles uplanlagt gravid med Jeppe. Og helt og aldeles ramt af finansgrisen. Så meget for ønsket om transformation.

Men jeg gør det altså igen. Sætter tænderne i 2010, til Pernilles nytårskur. For det er simpelthen en helt fantastisk måde at slutte året på. Og jeg er nysgerrig, på den barnlige måde, over hvad 2010 har i ærmet. Jeg er tilsyneladende ikke en af dem, der kan planlægge, så jeg glæder mig til at se hvad der sker. Jeg ved, at der er få pladser tilbage, og jeg ved, at du som mor trænger til at komme ud. Det kan godt være, at du ikke har flere hjerneceller tilbage at drømme for, men så nyd maden og champagnen. Kom med til festen her.

Lykken er

At komme hjem fra en fantastisk juhulefrokost med nogle fantastiske blog-damer, og se at der redt en seng op i stuen, så man kan smide et stk. korpus fuld af snaps på soffen og snorke til den lyse morgen.

Det er kærlighed.

Kære Julemand

Du glemte at putte noget i sokken i nat. Det gør du sådan set hver nat. Selvom jeg igen og igen husker dig på, at jeg har overtræk på udgiftsposten. Men næ-nej, helt hoven er du og det er børnenes fest og alt det der.

Men luk nu røven, for når jeg om to timer begiver mig ud med Jeppe i barnevognen, så vil jeg gerne have at du deler rundhåndet ud af fred og ro og glade børn. Prop sokken til den revner, og kom lidt ekstra kræfter i, hvis jeg også skal forcere 500 klima-aktivister med dreads og næsepiercinger.

Giv mig lidt ekstra overskud, når jeg i eftermiddag skal lave mad, og hygge om og putte begge drenge. Alene. Jeg vil gerne have at du skriver en lille note til ham den ældste om at han sådan set ikke lige i dag skal plage om at sidde nøgen foran børnebordet, mens han spiser ketchup og ser Byggemand Bob. Og vil du putte lidt nemhed i den yngstes sok. Tak. Sig til ham, at han gerne må undgå en skrigeseance på tre timer. Det ville være frygteligt rart.

Og mens du er i gang. Kan du så ikke arbejde lidt på dit koncept: Børnenes fest. Hvad med om du fx. 1. juledag sørger for et brag af en voksenfest? Så kan du jo passe alle de glade børn imens.

Look alike

Jeg sad og rodede mine gamle billeder igennem i går og da jeg fandt det af mig iført min mosters hjemmesy anno 1974, så tror jeg da nok lige, at Jeppesnutten ligner sin mor.

À la orange

For meget lang tid siden, blev jeg udfordret af Astrid. Jeg skulle finde alle de orange ting, som jeg kunne i min lejlighed. Orange, tænkte jeg. Jeg har da ikke en skid orange. Men det havde jeg. Se selv.

Vores græskarmand, som hedder Pernille

Thure er vokset op på Grønland, han har krydset indlandsisen, og ringede til mig deroppefra, altså midt ude fra isen, fra en satelittelefon, før vi blev kærester. Min far har boet 12 år på Grønland, så selvom jeg har aldrig selv har været der, elsker jeg den historie den har i mit liv.

Jeppes legekat, som han endnu ikke helt har krammet på. Selvom den både kan dinge og knitre.

Min yndlingsknage. Når vi får en større lejlighed, så skal jeg tapesere med de knager her, som fåes i alle mulige farver.

Noget af vores julepynt. Jeg er bidt af et galt plexiglas og er derfor meget forelsket i ting fra Daisy-Christmas.

I et liv med to børn, er det meget rart at at have en 1/4 liter kærlighed ved hånden. Hvis man skulle ha' glemt den.

Om kærlighed

Og det er Kasper, der deler ud. Her.

The winner is

Ja, undskyld forsinkelsen af denne give away, men havde lige et lægebesøg, der skulle overståes, og en likør, der skulle drikkes - det drikker jo ikke sig selv.

Men nu vi er ved drikkevarene, så er det rigtige svar: JA. Jeg ELSKER snaps. Og helst en rød Ålborg. Og den må gerne være varm. Der er simpelthen gået en logebror tabt i mig.

Men en vinder skulle vi finde, og Kasper satte elefanten på vinderen. Man skal lige holde øjet lige i munden for at kunne se det, men det er altså er Lotte B., som er vinder af bogen.

Tillykke Lotte B. send mig din adresse på annamette.fuhrmann@gmail.com.

p.s. JSB, jeg mangler din adresse, sender du den lige?

Stooooooooop

Nu er afstemningen slut, og Kasper hjælper mig med at trække vinderen i morgen tidlig. Stay tuned.

2. søndag i advent GIIIVE AAAWAYYYYYY

Så er det nu. 1 stk. bog til dig der svarer rigtigt.

Jeg skal til julefrokost på lørdag. Det er med nogle af blogverdens skønneste damer, og der er lagt i ovnen til noget nervøst velour, rensdyrhorn, glimmer, og dåseøl. Mere labert bliver det ikke. Og aldrig skal Islands Brygge holde mere fast i sadlen. Nu er spørgsmålet:

Kan jeg li' snaps? Ja () eller nej ()

Jeg trækker lod blandt dem, der svarer rigtigt. Du kan gi' dit bud indtil mandag aften.

Tidsrøverne

TIDSLOMME

Så for satan. Jeppe sover for første gang nogensinde i sin barnevogn udenfor. Hr.-jeg-sover-ikke-om-dagen har simpelthen ligget og knurret i tre timer. Jeg har tjekket ham hver 10. minut, for det her fatter jeg ikke. Men hold op, hvor kan man så iøvrigt nå meget. At blogge fx. En ting, som jeg er håbløst bagud med. Jeg er nærmest ved at eksplodere af indlæg. De står ud af ørene på mig, men jeg har den sidste uge ikke haft for 5 flade minutter til mig selv før efter kl. 21.00, hvor min hjerne lå i vasketøjskurven. Klar til en kogevask.

Hvor skal jeg starte?

Ja jeg kunne starte med at sætte et punktum, for Jeppe hørte at jeg satte mig til tasterne, og nu er han vågen.

So fucking typisk.

To-barns-liv: farvel tid. Det var hyggeligt at kende dig.

Til gengæld kan du inden længe se mig i paillet og sort filthat i Alt For Damerne. Nåja, hvor en cliffhanger, hvar' .....

Man ku' så meget

Man har en bil.

Man har pasning af begge sovende børn.

Man har en mand. En sød mand.

Man er træt.

Man kører lidt rundt i bil.

Man kan ikke finde ud af hvad man skal.

Man kører fordi dejlig tapasbar. Der er lukket.

Man tænker på en varm kaffe på Ingolf's Kaffebar men man ser Mc Einar stå i baren og synge Det' jul - det' cool'.

Man har nattøj på så man gider ikke betale 200 kr. for at stå i nattøj og indianerstøvler.

Man ender med sin mand på Mc D. ved lufthavnen.

Man hører Tom Jones.

Man spiser en Sunday med varm karamel.

Man snakker om hvordan man har det.

Man kører hjem.

Nogle gange skal man ikke anstrenge sig så meget.

Man kunne også bare skrive almindeligt i stedet for at digte.

Hvor kom vi fra?

Sidste himmel i november

Det var som om Thure og jeg blev skudt ud af november. Kasper var sendt på weekendtur i Jylland hos Moster Gytta og Onkel Jørgen og fætter Anton (en beagle), og derfor havde vi kun Jeppe. Hvilket ville sige carte blanche til to-do listen og masser af blogindlæg. Haha. Vi nåede ikke en skid. Altså udover at ligge på sofaen, og rode som to teenagere. Vi holdt i hånd, kyssede og kluk-lo over dumme You Tube videoer, så meget at vi glemte, at december, julekalendre, pakkekalender, julepynt, og hverdagen kom igen mandag morgen. Med Kasper i hånden.

Og nu er det december. Lige pludselig. Men julebakken er lavet og hygger hver aften, og julesokkerne er hængt op, så nissen kan fylde dem op med dingen und sachen. Se selv:

Den røde er Kaspers og den grønne er min. Og det er farmor Eva, som står for kreationerne. Faktisk har Kasper to, og han var i dag nede i banken for at aflevere den ene, som vi kan hente igen om to uger, og så er der gaver i. Jeg overvejede samme trick hos Birger Christensen, men den gik ikke. Mage til smålighed. Og så op til jul.

Men udover det, så er december måned speciel for mig. Vi er fire december børn i familien. Min moster d. 10. dec., min onkel d. 21. dec. mig d. 24. dec og Kasper landede d. 25. december. Tilbage i 2006 havde jeg lige sendt de sidste familiemedlemmer ud af døren juleaften, og fået par timer på øjet, inden jeg blev ramt af en ve-tsunami, og derefter blev mor for første gang 1. juledag kl. 9.05. 14 dage før termin. Min mor var flad af grin. Og det var også, for jeg er fan af fødselsdage i julen. Det er simpelthen så røvhyggeligt. Det er bare. Og min mor har været helt helt fantastisk til at holde fødselsdag for mig og mine venner hele dagen indtil familien kom kl. 17.30.

Så når Kasper kigger på mig med store forventningsfulde øjne og siger: '...og så har vi to snart fødselsdag, ikke mor, først dig og så mig', så ved jeg bare det bliver en fest resten af livet med de fødselsdage. Lige nu kigger vi på Shanes kalenderlys, og Kasper ved, at vi har fødselsdag nede ved juletræet. Og at moster Gytta her der hvor hjertet er og onkel Jørgen har hvor stjernen er.

Det' jul - det' cool.

Om søvn

Jeg æde min gamle bh på, at du har en helt særlig måde, at få dit barn til at sove på. Læs mere på iiamo-bloggen.

And the winner is

Tak for alle jeres bud. Det rigtige svar, traaaaatraaaaaaa, er 18 min. Til alle jer, der tippede mig til at kunne gøre det under 18 min. - det tager jeg som udfordring!

Der var tre af jer, som havde svaret 18 min. og derfor var Thure ikke sen til at lave en lodtrækning, der foregik på min mors ældgamle tæppe, inkl. gylpeplet. Fra Jeppe altså. Og så fik han selv den meget opfindsomme idé at holde billedet....ja det kan I jo selv se.

Men nu til vinderen. Det blev dig JSB. Send mig en mail med dit adresse.