søndag den 26. juli 2009

Av for satan!

Det var, hvad der kom ud af Kaspers mund i dag, da han rørte ved en glohed frikadelle. Mage til sprogligt tigerspring skal man lede længe efter. Velkommen tilbage til Lorteøen. Velkommen til virkeligheden.

Vi har sagt farvel til Jylland. Opvartning. Forkælelse. Tre retter mad hver dag, serveret med kærlighed. Pasning og fri leg til Kasper af hhv. mormor og farmor. Men det er som det skal være. Og det er godt. Vi er glade for atter at kunne glo ud over Amager Fælled og Kasper har siddet med sin lille røv klistret fast til sin elskede Sigurd-bil lige siden vi trådte ind af døren.

Arh det var lidt løgn det med at vi ikke blev forkælet mere, for vi vred lige den sidste dråbe ud af dén konto i går, hvor vi var til bryllup og fik Kasper passet i et døgns tid. Og hvilket bryllup. Top hyggeligt - fra vielsen og hele natten lang. Glemte næsten, næsten mine plukveer. Og så i al beskedenhed godt ud. Fandme så.

Men der er det med virkeligheden og det med bryllupper, at man får så mange nye sjove historier, fra folk man ellers aldrig ville ha' mødt. Min ene bordherre var fra filmbranchen, den anden mave-tarm kirurg. Og det er som om, at når man er gravid, så kommer man hurtigt ind til benet i mange historier. Der gik ikke 5 min. før jeg vidste hvad filmmanden havde råbt ind i hovedet på jordemoderen under sin kones fødsel, og mave-tarm kirurgen fortalte lystigt over forretten, hvordan han havde opereret en mor, hvis barn, på vej ud, bogstaveligt talt havde stukket armen igennem røven på hende. Skål!

Det slog mig, som aftenen skred frem, at det at være mor binder os sammen med et usynligt bånd, hvor vi ikke behøver at snakke så meget. Ét blik er tit nok og man ved bare, at der sidder en mor og ved præcis hvordan man har det. Og lige den følelse elsker jeg. Jeg bliver stolt. Og glad. Og føler mig forbundet. Det er så pisse ligemeget hvor vi kommer fra, hvad vi laver, og hvem vi er. Hvor dyre sko vi har på, eller hvor mange penge vi tjener, eller hvor meget succes vi har. Vi sidder alle med de samme følelser.

Så udover at festen bevægede sig i et højere luftlag af kærlighed, at jeg flere gange måtte knibe en tåre, så var det også bare en følelse af liv helt nede på jorden. Simpelt. Down to earth. Og dét er da også til at fælde en glædeståre over. Eller sige av for satan.


3 kommentarer:

  1. Hahaaaa! Hvor ER det godt skrevet! Genialt med den type bordherrer, det havde sku lige været noget for mig. Nåm, og god fødsel, forresten. Så ved man lissom, hvad man kan risikere, ikke? Harh, det er sjovt..

    Uha, og den med banderiet - det ER altså svært at lade være med at grine, synes jeg. Man MÅ jo ikke bande (hvorfor egentlig ikke?!), så et er om at pille det ud af dem, når man igen kan udvise lidt autoritet.

    SvarSlet
  2. Tak. Og jeg ved egentligt ikke hvorfor man ikke må bande, jeg gør det selv ret tit. Men. På en måde lyder det bare lidt for forkert når det kommer ud af munden på en 2.5-årig.
    And I tell you..mave-tarm kirurgen havde mange flere af de sjove historier. My god. men undetholdende det var det. He.

    SvarSlet
  3. Mon ikke hende den fødende med armen i asen også har hvislet et eller andet i stil med av for ***

    Min søn Alfred plejer at gemme bandeordene til når vi leger med limpistol og han brænder sig på limen. Det lyder næsten som om han nyder at sige sit "Av for saatan" og så kigge på mig som om vi er i en eller anden slags fælles klub. Jeg plejer selv mest at sige fuck. Er også fra Amager, men ikke born and raised (som de siger).

    Og det med "mor-klubben" hvor et blik siger det hele. Kender det også - og det er fedt!

    God bedring med det hele!
    Kh Kathrine

    SvarSlet