lørdag den 6. oktober 2012

Monsuno


 Her i huset er der ingen spor af Superhelte. Ingen pistoler, cowboyhatte eller sværd. Vi har dog to motherfuckere af AK47 geværer, som Kasper lokkede sin mormor til at købe, fordi han mente at hans mor (mig) havde sagt, at han skulle have et gevær!! Helt så Erik Clausen er jeg nu ikke, men jeg har da ladet en enkelt bemærkning falde om ikke det kunne være fedt med noget gevær og noget sværd og noget drenge-tjubang. Det er noget jeg jævnligt siger, mens jeg prøver at ligne Lucky Luke, så godt jeg kan. Det bliver ligesom bare aldrig rigtigt bemærket, når jeg står med to bananer og drævende stemme, så jeg er efterhånden ved at vænne mig til at jeg har drenge der tegner, laver perler, synger, leger med biler og tog. Bum.

For en måneds tid siden fik jeg tilsendt noget legetøj i heltekategorien. Monsuno heltene. Et lille plastikrør, hvor man kan komme en slags plastik dingenot ind og så fyre den af. Der var også fine Monsuno kort med, så man kunne lære sine helte bedre at kende.


Og hvordan det gik med det, var nogenlunde ligesom, når jeg leger Lucky Luke: jeg piskede en stemning op og snakkede med sær stemme og forsøgte at sige Superheltelyde og pege ud i det uendelige univers med denne plastik dingenot. Kasper kiggede lidt på dimsen, spurgte hvad det var, tog plastikdimserne og lagde det hele på ladet af sin lastbil. Og der lå det så. Og lå. Jeg syntes det var ret sjovt, men det vakte ikke synderligt meget interesse og det fik mig til Den Endelige Konklusion: mine drenge ejer ikke Superhelte-genet. Der er gået et eller andet galt i DNA'en, mens jeg var gravid. Jeg har muligvis kastet det op et sted på Bella Center station. Who knows.






3 kommentarer:

  1. Hihi... Her er vi ovre i den anden grøft med sønnen og jeg må begrænse hans forbrug af helte- ellers bliver det for dyrt og for propfyldt herhjemme! :)

    SvarSlet
  2. Hvor er de to unger heldige med, at deres mor er en super heltinde med balls som selv den største tyr vil misunde

    SvarSlet
  3. Sådan troede jeg også landet lå med mine børn, men så en dag gik det AMOK! Lynet Mcqueen blev parkeret og Batman og Bagukan og Hulk og Kingkong blev omdrejningspunktet for 80% af deres vågne tid. Min store dreng ville ikke snakke om andet en superhelte, selv i søvne og de fleste af vores samtaler i den periode gik på at jeg skulle remse alle de superhelte op jeg overhoved kendte og så skulle vi snakke om dem i en uendelighed.

    Selvom det er stilnet af fylder superhelte stadig meget og jeg synes det er ret fedt at se deres begejstring der jo bunder i den grænseløse fantasi superhelte også er lavet af.

    Bare bliv ved, men læg Lucky Luck på hylden, Batman er meget sejere :)

    SvarSlet