fredag den 26. oktober 2012

Klumme til 24 Timer i dag


Hvis du ikke fik den læst i papirudgaven, er min klumme fra dagens avis her: 


Plads til begejstring

I går så jeg et boligprogram i fjernsynet, hvor man hjælper en hårdt trængende dansker, med at få lavet dele af et hus færdigt. I dette tilfælde, var det en søster, som gerne ville hjælpe sin kræftramte bror og hans familie med at få fikset deres hus, så de rent faktisk kunne bo der. Så broderen kunne få noget ro til at komme igennem sin sygdom og så han og resten af familien slap for at bo på et værelse hos svigerfamilien.
Søsteren var vildt sød. Broderen var vildt sød. Super fed gestus af den søster, der tilmelder sin bror til det program. Det var ren kærlighed og grebet af trangen til en happy-end så jeg programmet til ende. Men som minutterne gik begyndte jeg at undre mig mere og mere. Der. Var. Så. Stille. Hele. Tiden.
Den castede søster og broderen var søde, men ikke de jublende typer. Fair nok. Det er heller ikke dem, der skal bære programmet som sådan. Men tv-værten var så heller ikke et festfyrværkeri af udstråling, sådan af type. Ej heller indretningseksperten. Eller tv-tømren. De virkede flinke alle sammen. Rare typer. Fine mennesker. Behagelige. Og slutresultatet af det færdige resultat i huset var to-die-for. Fede møbler, brændeovn, børnetegninger, der var blevet blæst op i plakatstørrelse, dyre lamper  og farver der sang som musik. Så medmindre de tager halvdelen med tilbage til tv-studiet, så skulle jeg mene, at der var r-i-g-e-l-i-g-t at juble over.
Der blev da også sagt tak og krammet og knebet en lille tåre. Men det var så det. Jeg kender alt til at man kan give en Vestjyde en Porche belagt med smaragder, uden at han siger andet end: ”jamen det er da godt nok så”, og så indeni er ved at eksplodere af glæde. Men dét der fjernsyn. Det var godt nok så afdæmpet på alle leder og kanter, at jeg kom til at juble. Helt alene, hjemme i min stue sad jeg og råbte: ”Jaaaaaaaaaaaamaaaaaaand, hvor ER det blææææææret.”
Så kære tv-kanaler, er det ikke nu vi, efter tre år i Finansgrisens tegn, trænger til at nogen skruer op for charmen? Ja, jeg gør sgu, og det er lige før jeg melder mig frivilligt til at lave et program, som udelukkende handler om at begejstring.

Kærlig hilsen
Jubelidioten

3 kommentarer:

  1. Skide god vinkel! Jeg så ikke programmet men kan levende forestille mig hvad du mener. Har du set lignende programmer bare fra Over There? Er du rund, der laves sygt fede hybler til trængte familier og SÅ skal jeg da love for at INGEN af de medvirkende går stille med dørene eller holder begejstringen nede! Men det er så også amerikansk fjernsyn..... når det er bedst;o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Sjovt, at du synes det er amerikansk fjernsyn "når det er bedst". Jeg er ganske enkelt ved at brække mig over deres jubelscener, hvor de skriger og hyler, nok mest fordi jeg ærlig talt synes det er så påtaget (ofte skriger de jo for fanden før døren er åbnet til det næste lækre rum ... come on, se nu lige vidunderet, før du falder i svime).

      Slet
  2. Jeg tænkte også over det i weekendens Knæk Cancer indsamling. Dem, der vandt en bil, var også bare sådan lidt "Nårmen jo det var da dejli', men a har entli æ rætti bru for'et". Hold nu kæft med beskedenhed og råb hurraaaaaaaa. Og det kommer altså fra ærkejyden.

    SvarSlet