fredag den 27. januar 2012

Klumme i 24 Timer i dag

Klummen: Har du talt med din mand i dag?

Forleden skrev jeg en artikel om, hvordan man får et sundt parforhold

Ja, jeg ved det ikke selv, men jeg snakkede med nogle eksperter på området. Og jeg blev klogere.

De sagde ikke noget, jeg ikke vidste i forvejen, men jeg hæftede mig alligevel ved et af rådene: at få en slags brugsanvisning fra ens mand. En liste over lige præcis det, han synes er en kærlig handling.

'Haha', tænkte jeg ironisk, 'det ved jeg da godt.'

Han har brug for, at jeg siger til ham, at jeg elsker ham, at han er en god far og en skøn mand med lækre overarme. At jeg synes, han er verdens sejeste til den sport, han dyrker, og at jeg aldrig har haft en bedre elsker (sandt).

Jeg synes selv, jeg siger det jævnligt til ham, og jeg er heller ikke nærig med knus og kram, så der skulle ikke være noget at komme efter der.

Hvad? Nå ja, det skulle da lige være, hvis hans brugsanvisning ikke stemte overens med min, men det regnede jeg nu ikke med. Der gik et par dage, og jeg fortsatte med at gøre, som jeg plejede, lige indtil den dag over frikadellestegningen, hvor jeg spurgte ham, hvordan hans brugsanvisning så ud. Sådan bare, hvis jeg 'helt
tilfældigt' skulle være forkert på den.

»Det kan jeg da godt sige dig,« sagde han, og jeg stod nu med opspilede øjne, parat til at modtage bifald for mit kærlige væsen.

»Hvis jeg nu sætter mig herover i stolen, og du kommer med en kold øl og steger de frikadeller færdige. Eller hvis du gør badeværelset rent og har gjort det hyggeligt for mig, når jeg kommer hjem fra arbejde. Eller hvis du tager med mig til et af mine løb og hepper på mig, eller hvis du forfører mig, fordi du gerne vil have sex, dét er sgu kærlighed.«

Godt så. Med den oplysning kunne jeg godt se, at jeg muligvis stod med en anden mands brugsanvisning i hånden. Det er ikke, fordi han synes, det er 'all crap' at få at vide, at han er uimodståelig dejlig, men jeg kunne godt se, at han får mere ild i blodet ved servering af en kold øl, end hvis jeg hvisker ham i øret, hvor
vidunderlig han er.

Så med den nye brugsanvisning i hånden smutter jeg i Brugsen efter en sixpack og noget Ajax. Skulle da nødig hedde sig, at jeg ikke er superbruger i mit eget parforhold.

2 kommentarer:

  1. Hehe... De siger der er 5 kærlighedssprog: Gaver, tilbringe tid sammen, fysisk berøring, gerninger og annerkendende ord.
    Der er ikke et sprog der er forkert, MEN som du også så rigtig konkluderer er det ret vigtigt at vide hvilket sprog ens hr. mand/fru. kone taler. For det er jo på det sprog at de helst vil modtage kærlighedserklæringerne ;)

    SvarSlet