mandag den 9. maj 2011

In your face

Kristine skrev en kommentar til mig, som jeg har tænkt meget over. Den lyder sådan her:
'Synes for i øvrigt det er underligt at tænke på, eller ikke underligt, som sådan, men , den måde mange skriver om noget som egentlig et eller andet sted gør ondt indeni.Men som de får skrevet på en så superfantastisk sjov måde at man glemmer at Annamette Fuhrmann faktisk også er et menneske, som kan føle, og som har dårlige dage.
Det ville jeg bare lige stoppe tiden lidt for at anerkende at du er.'

Efter at have tygget på den. Smagt lidt. Kom jeg til at tænke på, om jeg er blevet sådan en der pakker tingene ind. Sniger mig udenom i sarkasme. Dropper ærligheden fremfor den gode historie. Er smart med den kække bemærkning.

Måske? Men det er ikke bevidst. Det er måske bare sådan bloggen er blevet, fordi det nu engang også er en del af mig. At kunne finde på at løbe rundt ude i Fields med hæklede hængepatter og skrive om det.

Lige for tiden ville det være meget fedt med en anonym blog, når nu vi skal være ærlige, men jeg vil da sige så meget, at jeg for tiden, kradser i overfladen og mine velpolerede negle fra Essie er flossede. Selvrealisering kan være en fandens ting at kigge på. Og den kommer sjældent uventet på den fede måde.

Og nu pakker jeg tingene ind i floskler. Igen. Men skal vi ikke bare sige, at jeg fortæller, at der her i husstanden er vendt en ny side. At man på et møde har talt om en ny ledelsesstruktur...om det der værdibaseret ledelse var noget man skulle prøve. Finde ud af om de ansatte spiller efter de samme bolde. Om vi skulle finde en anden udbyder til frokostordningen.

Svært at være et lille lortefirma, når nu man synes det har potentiale til at være Mærsk.

Værsgo' floskel in your face.

7 kommentarer:

  1. Hepper på lortefirmaet og den nye side.

    SvarSlet
  2. Hej med dig!
    Hemmeligt men på samme tid har jeg også taget sådan fat for alvor på dellerne.. og blogger om det (suk). jeg kan ikke lade vœre og jeg er sikker på at det osse motiverer mig til at blive ved, if you know what I mean! Jeg har så valgt at gøre det sådan lidt holistisk... og krœnger sjœlen ud sammen med bøger ala "Women, Food & God".

    Nu synes jeg ikke der er nok på bloggen, eller den der pœn nok eller at det billede jeg har derpå af mig selv er passende.... men den er der jo og du må gerne kigge på den! Og der INTET der er pakket ind og der er en rimelig stor chance for at jeg lyder som en idiot!
    http://myholisticdiet.blogspot.com/

    Knus, Mx

    SvarSlet
  3. Hvor fanden blev min kommentar af. Som jo gik i koks. Men det jeg lige ville sige var at jeg jo voldelsker måden du skriver på også, selv om jeg bare lige følte mig helt sådan "ae ae" uden at egentlig helt vide hvorfor. Måske fordi det hele med dellerne lige virkede så voldsomt, og var skrevet så morsomt. (Måske jeg rent faktisk spejlede mig, eller nægtede at spejle mig i dig og dellerne, og at jeg derfor selv blev ubevidst trist i mig selv, og dermed mente at du også måtte være det, det er sgu ikke utænkeligt. Alt jeg ved er at jeg ved intet)
    Jeg hepper på lykken, håber vejen til det findes, på den gode måde.

    SvarSlet
  4. Åhh for fanden! Jeg hepper sgu også på lortefirmaet! Og på at dellerne skrider ad helvedes til i røvballebootcamp!

    SvarSlet
  5. Kristine: Aiaiai jeg elskede din kommentar. Den var så fin spontan og jeg havde da brug for dit ae ae. Blev altså meget glad for den og forstod godt meningen, men det førte mig bare videre i tankerne. Hen på det andet.

    Louise H. Tak, for hep.

    Amar: Man kan ikke helt sammenligne det med en tumor...eller en måske-tumor, men næsten. Altså ikke nu, da stormen er redet en smule af. But still, gør fandme ondt at se sig selv i øjnene.

    SvarSlet
  6. Ved du hvad. Jeg fattede ikke et ord af hvad der stod der. Går det skidt med dit firma, dit parforhold, din slankekur?

    Jeg læser med glæde din blog. Og jeg synes det er helt ok, at der er noget du deler, og noget der er privat.

    Det er ethvert menneskes ret, selv at bestemme, hvad de vil fortælle andre om dem selv.

    SvarSlet
  7. Hmm. Man kan jo godt skrive om ting der gør ondt på en måde så det lyder sjovt - det synes jeg ikke er at pakke ting ind.
    I min verden er det, at finde det positive der trods alt er.
    Det er sgu sundt at kunne grine af sig selv når man for gud ved hvilken gang er blevet snydt af verden.
    De der rå pigtråds indlæg om det der gør nas helt inderst - de kan være super gode - men det er jo ikke der man kommer videre - man kommer videre ved at tage lidt pis på sig selv, rejse sig, ryste sig og SÅ komme videre.
    Og så se tilbage og måske lære lidt.
    Og grine..
    Bare mit B7..

    SvarSlet