Running Up That Hill

Det er ikke tit, at vi går til store fester sammen. Mig og Thure. Faktisk stinker vores festkarma så meget, at de få gange der endelig har været gang i gaden med giga fester, så har jeg været gravid. Stor, tyk, kvalm og ikke-drikkende type, der ikke helt kan følge snakken med, når Thure bavler rundt i Gin Tonic nummer 8.000.

Men se nu! Dette dumpede ind af brevsprækken i dag.

'Neeeeeeeeiiiiii, bryllupsfest, åh what to wear what to wear, ikke hvidt, ikke slutty, men stadig sexet, eller?' Nå. Bladre-bladre.

'Se! Det er i Skotland. Med store traditioner. Og kilt. Og høj cigarføring. Bliver fuldstændigt Four Weddings and a funeral-ish med knækflip og verdens skønneste accent....åååh en fest. Og Thure i kilt? A-hahahahahahahaha, nej måske er han sexet i den og vi skal have taget billeder af os to i The Highlands og det bliver så romantisk.'

'Hvor ska vi bo, hvor skal vi bo? Wuiiiiiiiii, så skal vi sidde dagen efter med tømmermænd og spise scones og drikke the af engelsk porcelæn på et lille Lodge og jeg er ikke gravid og har kvalme og jeg er tynd og brun og ser godt ud i landlig engelsk stil med et skandinavisk touch. I like.'

'Hov, hvad fanden er det? A-k-v-i-t-e-t-e-r??????????????'

'12 km op af et bjerg....say whuuuuuuuuuut?'

'Hangover is not an option, WTF? W.T.F?'

10'øren faldt.

Det er selvfølgelig et: adventure-bryllup. Kunne have sagt mig selv. Og hvis jeg tror jeg slippe udenom, så se her hvad de så fint gør mig opmærksom på:


Lucky me. Hvis jeg ikke vil løbe op og ned af et bjerg med alle de andre, så kan jeg da HELdigvis leje en båd, og fiske og med lidt held fange Loch Ness.

Kunne have sagt mig selv. Vi har stadig herredårlig festkarma.