Livslussing

Jeg beklager radiotavsheden her på bloggen, men i torsdags fik vi en kindhest af de store. Fra det der liv.

Thure mistede en af sine gode venner. Thomas hed han og blev kun 39 år. Han døde af et hjertestop mens han sov. Så det er så sørgeligt som det overhovedet kan blive. En af den slags oplevelser som er ubærlige.

Men midt i alt det, der gør så ondt, har jeg også set en side af Thure som er så fin. Han har midt i sin egen sorg fundet energi til at skrive et rørende mindeord til Thomas på sin blog, og han har støttet venner og ringet rundt til andre venner og bekendte og givet dem besked og trøstet dem, mens de fik den besked, som man ikke kan fatte.

Og hvorfor deler jeg noget så privat med jer?

Fordi man jo i dén grad bliver mindet om at man er i live. At man skal huske på alle de små bitte bitte ting, som er med til at få hjulet til at køre rundt. Det er jo en kliché at noget så fuldstændigt hæsligt skal ske før man kommer helt derud, hvor afgrunden ligger for enden af tåspidserne. Men. Det er eddermame værd at bide mærke i, hvilke kræfter der er her i livet. Og hvordan vi vil bruge dem.

Thomas efterlader en datter på 5 år og tanken om det gør det dobbelt så ubærligt. Jeg har ikke været mindre irriteret over Kaspers snakken og råben og skrigen i disse dage. Men jeg har fandme godt nok haft en enormt taknemmelighed over at vi alle fire herhjemme på lorteøen er i live. At vi har hinanden. At vi findes. At vi støtter hinanden. At vi råber røv, når noget er træls. At vi krammer når noget er dejligt.

Så husk det nu. Det liv du lever.

(og p.s, jeg kan som sådan ikke anbefale, at man i affekt kommer til at ville have pandehår og derfor griber en børnesaks og går i krig. Og dog. Jeg ser simpelthen så dum ud, og griner hver gang jeg ser mig i spejlet. Midt i alt det der ikke er til at grine af).