Og så brokker vi os over for lidt søvn og mig-tid

Straf

Helt ærligt. Nogen har læst mine indlæg om HT busser eller Metroen og nu bliver jeg straffet.

I morges da jeg stod ved det sædvanlige stoppested. På det sædvanlige tidspunkt. Med min sædvanlige barnevogn. Med Jeppe i. Ja så skete der det her:

Belært af tidligere buschaufføres anmodninger, gjorde jeg det T Y D E L I G T at jeg skulle med bussen. Ja man skulle jo nødig begå samme fejl to gange. Nå. Da jeg så skal til at få vognen op i bussen, så hæver chaufføren lige bussen. Så det derfor er lidt sværere at komme ind. Hvad fanden sker der for det????
Nå. Kommer ind og kan simpelthen næsten ikke hidse mig op over det. Altså come on. Jeg ER jo ikke ude på at genere nogen. Jeg parkerer vognen og går efter lidt tid op og viser mit kort. Her sidder et stk. saltstøtte af en chauffør. Han ikke så meget som kigger på mig eller mit kort, heller ikke da jeg vifter med det eller spørger om han ikke skal se det.

Jeg hører intet. Og jeg tænker: har jeg mon været for langsom til at gå op og vise kortet? Er han bange for at køre galt hvis han skal kigge? Er han sur? Over hvad? Idiot.

Helt ærlig HT, jeg er et kussehår fra at skrive et læserbrev til jer. Og det bliver ikke elektronisk. Eller pr. brev. Nej, jeg maler det sgu på jeres busser, mens I sover. Eller skriver det i VERSALER på jeres parkeringsplads ved hovedkontoret.

Whatch out, Mutter er gal nu.

KlubMOR

Udover at have et ualmindeligt lækkert hår, så har Fie også stablet et ualmindeligt lækkert koncept på benene. Nemlig KlubMOR. Det er for sådan nogle som mig. Og dig. Som engang imellem godt kunne have brug for at slå op i 68.000 Vidunderlige Uger for at se om der er en tordensky eller en sol i vente i den lille søde 3-åriges trodsige liv.

For ærlig talt. Nogle gange føles det sgu som om vi er inde i en periode med hele Eyjafjallajökul hængende over Amager og vi har fået så meget aske i øjnene, at vi ikke helt kan se at trække grænsen. Og jeg har endda arbejdet en hel del med børn og unge. I et tidligere liv. Hardcore ADHD-typer, flygtninge børn og så børn på en fritter. Så da jeg var gravid med Kasper havde jeg ikke den fjerneste idé om, at jeg kunne vakle i nogensomhelst opdragelsesmæssig sammenhæng. Kort sagt, jeg havde styr på lortet. Men ærlig talt. Engang imellem virker det mere som om jeg har lort på styret.

All over går det fint, men helt ærligt, jeg kunne godt bruge at sidde overfor en, som jeg i den grad kunne lange ud efter med mine 20 spørgsmål til proffesoren. Og det kan jeg med Fie.

Hvis du vil med, så er der stadig ledig plads. Klik-klik.

Og ps. jeg har selvfølgelig tænkt mig at fortælle om alle mine dumheder, så stay tuned.

Barnevogns historier

Det er lang tid siden, at nogen har snerret af mig og min pram. Jeg har nok udgydt for meget arrigskab over klapsæder i Metroen. Nogen har hørt det. Nå.

Jeg var lige ved at tro, at folk nok har fattet at os med barnevogne ikke er ude på at skabe terror eller har Jønke som bagmand. Lige indtil i går.

Jamen hvad fanden var meningen?

Jo. Jeg skal ind i bus 250S, som jeg kører med ca. 3 gange om dagen. Og som jeg plejer går jeg ned til den miderste dør. Og går ind. Sætter prammen. Og går op for at vise mit kort. Og smiler. Men det bliver ligeså stift som Marianne Jelved, da buschaufføren siger:

'Lige til en anden gang dame, så skal du sgu huske, at vinke, så jeg ved at du skal med. Ellers aner jeg jo ikke, om du går ind af den miderste dør. Eller bare bliver stående.'

Jeg trak vejret dybt og inden jeg brølede ham så meget ind i skærmen, at hans toupé røg ud af vinduet, smilede jeg mig overbærende smil, og sagde: 'Selvfølgelig, det husker jeg.'

Men KUN. KUN fordi jeg var i det venlige hjørne. Det medmenneskelige og overbærende.

Næste gang er her hvad jeg siger:

'Okay Sherlock, når jeg går hen imod bussen, når du kommer kørende, og du er den ENESTE bus på vejen, så er det sgu nok fordi jeg skal med, og hvis du ellers kunne tænke for alt dit Old Spice og de mintpastiller du har i kæften, så ville du nok måske kunne regne ud, at man ikke tager fordøren, når man har en barnevogn med. Og tag så hjem til din lille skødehund og vær nazi overfor den. Eller din kone. Eller din chef. Og mens du gør det, så tænk over hvorFOR du ikke har fået tre HT-striber på din skarptstrøgne skjorte, eller lønforhøjelse for den sags skyld. Det er fordi, min fine ven, du er en nar. Fik jeg sagt nar?'

Godt så.

Små øjeblikke

Jeg havde ikke forestillet mig mængden af arbejdet med to børn. Det er altså noglegange så man river de grå hår ud. Med roden. Og de hår kommer aldrig igen.

Så kan man gå og ærgre sig over at man bliver skaldet som 35-årig, indtil der så kommer et øjeblik som det her. En tidlig onsdag morgen. Helt tæt, sad de. Mine to små yndlingsmennesker. Og holdt om hinanden. Og så Ramasjang. Mens jeg smeltede og tog et billede i absolut lydløshed over dette magiske øjeblik.

Me and Eddie

Nu da jeg har været til mit første løbe-løb, uden at træne til det, vil jeg lige poste et indlæg om en lidelsesfælle: Eddie Izzard. Stand-up transvestit, en af de sjoveste mænd på kloden, som besluttede sig for at løbe 1000 miles for velgørenhed. Ét marathon om dagen, 6 dage om ugen i otte uger. Det er rundt regnet 40 marathons. 40. Og han havde sådan set ikke tænkt sig at løbe dem på et år. Eller mere. Næh, han ville løbe et marathon om DAGEN.
Han er helt utrænet. Lidt flommet, og nægter at spise til formålet. Han har sin egen isvogn, med sig rundt, så han kan stoppe i de forskellige byer han kommer til og spise en softice, og servere for dem der er kommet for at kigge på ham.

Det er slet slet ikke måden at gøre det på, men helt fantastisk at se hvad kroppen er i stand til. Selvfølgelig får han skader undervejs, og vabler og det der er værre men han er så instillet på at gennemføre, at vi andre kunne lære noget. Ikke om at presse sig selv så vildt som han gør, men om indstilling.

BBC har lavet en fantastisk dokumentar om det, og du kan se første klip her. Den er ikke vist i Danmark, så ligenu findes den kun på You Tube, men når du har set dette klip, så går du videre til den næste, som hedder Season 1, Episode 1, 2 of 6. Derefter går du videre til 3 of 6 osv. Der er 6 i alt. Den jeg har postet her er 1 of 6.

Watch and learn. Og bliv underholdt.

Runners delight.....(øh)

I form? Haha

Nåmmen jeg var jo lige i Ålborg. I dobbel-A, som Niarn siger. Og som nogen ved havde jeg meldt mig til et løb i lørdags. Et løb!

Det er mit første løbe-løb nogensinde, og jeg ved da ikke, hvad jeg tænkte på, da jeg meldte mig til. Ingenting, kunne jeg råbende konstatere, da jeg stod med mit nummer på maven og kom i tanker om, at jeg jo ikke decideret havde trænet til formålet. Host host. Man har vel sin grundform.

Men jeg er jo gift med en mand, der farer land og rige rundt for at stå i et mosehul ved Himmelbjerget kl. 3.00 om natten for at finde en post til et adventureløb, så han fik pisket en stemning op. Inden løbet.

Thure: 'Hvornår skal vi hente dit startnummer?'
Mig: 'Eeeh'
Thure: 'Uuh det bliver SPÆNdende'
Mig: 'Tjaaar, shopping er spændende.'
Thure: 'Jamen er du ikke klædt om endnu?'
Mig: 'Nøøøh.'
Thure: 'Kom nu igang for faen, vi skal sgu da afsted.'

Og afsted det gik til startbanen. Jeg havde naturligvis heller ikke tjekket hvilket startnummer jeg var, så de der seks baner med kø, go figure om jeg kunne finde ud af hvor jeg skulle stille mig? Men tabernaren fra Amager fandt dog ud af det hele og så stod jeg ellers som sild i en tønde mellem 3000 andre kvinder. Klar-parat-start til at løbe.

Her fik jeg lidt kolde fødder.

Stod nemlig mellem Løbeklubstyper med GPS ure, store nok til at navigere til månen. Med strømlinede solbriller og den rigtige 5-km sprintermusik i deres hvide Ipod. Come on mand. Lad nu vær med at stå der og ligne en Nike reklame. Det er Ålborg for faen. Solen skinner. Lad os hygge os. Needless to say, at de ikke bed på mine dumsmarte bemærkninger om nu chippen til tidstagningen virkede og at jeg jo KUN ville løbe langsommere end dem, fordi jeg havde mine gamle Ray-Bans på, for dem er der sgu inte meget aerodynamik over.

Kort sagt gav de mig luk-nu-røven-blikket. Fint nok. Hvis det skulle være på den måde. Så kunne de sgu bare se om de kunne finde vej ned til havnen med deres smarte Garmin ure. For JEG ventede ikke. Nå.

BANG!

Starten gik og Løbeklubstyperne forsvandt. Så dem aldrig igen. Til gengæld virkede de på mig som en kanin virker på en gal hund i et væddeløb, og jeg løb som en sindsyg for at komme op til dem.

Jeg nakkede dem aldrig, men jeg nakkede til gengæld en 5 km på 30 min. Det var da ok, var det ikke? Jeg var i hvert fald svært tilfreds over ikke at være den sidste. Og ikke at have været den med den største røv. Ha!

Med en halv gulerod i kæften og dobbelthage. Så kører det. Meeeeeeen med lidt vindmaskine og overbelysning, så kan jeg sagtens se en lighed mellem mig og Helena. Sagtens!

Så jeg gik rundt og var selvfed lige indil jeg så dette billede:


Så har man jo lyst til at lægge sig til at dø, når konen på over 40 kan stå i bar røv og sneaks og stadig se godt ud.

Men jeg siger jer. Det er fannerme ikke det sidste løb I har set til Fuhrmanns såler. Næste gang spyr jeg ild ud af skoene.

Og kære I FORM: til jeres næste løb, vil I ikke godt være søde at lægge neglelak, lipgloss, shampoo-prøver fra Redken, balloner, sæbebobler og et par lækre strømper fra Woolford i godteposen. Og ikke: alt godt fra Urtekussen. HVIS jeg skal lide af inkontinens, som I så fint minder mig om at mange kvinder gør, så lad mig dog i det mindste sjatpisse ned i et par dyre strømpebukser, mens jeg blæser sæbebobler.

Det er åbenbart det, kvinderne vil have: intimsæbe, bind, intimcreme til de røde områder. Christ. Mænd får sgu da ikke sæbe til at vaske den ømme røv og særlig venlig underbuks mod inkontinens. Eller hvad?