Der er stille i The Westfjords. Meget stille. I dag skulle vi dog opleve to ting, der på ingen måde kunne kategoriseres som stille: vandfald og en tourguide ved navn Vikingur.
Første stop i minibussen gik til Dynjandi. Et pænt stort vandfald. Dynjandi er egentligt i familie med syv andre vandfald, men kan prale med at være Familiens Overhoved med et fald på 100 m. Det larmer, skulle jeg hilse at sige. Jeg kunne godt have skrevet smukt, vildt, flot, bjergtagende, og dette brusende monster, men så ville jeg gentage mig selv. Og det gør jeg gerne. Så det ER smukt, vildt, flot, og bjergtagende.
Inden vi nåede dette vidunder, skulle der køres i minibus med de, efterhånden, 20 obligatoriske stop undervejs. Der er det med Island, at så snart man synes man har set dét flotteste landskab og taget dét flotteste billede, så griner Island og disker op med et der er endnu flottere. Træls type, når man kun har fem dage, men sådan er det med Island. Det gør præcis, hvad der passer den.
Sådan føles det. At Island ligger for enden af regnbuen. Nu videre til det store larmende vandfald, som sådan set ikke kan beskrives - det skal opleves. I billeder. (meget svært ikke at lyde som et rejsebureau, når man skriver).
Here goes. I billeder.
Jeg skulle lige se, hvordan jeg så ud i mit nye outdoorsy look. 100% vandtæt i noget natur med praktisk let rygsæk. Fandme meget lang tid siden jeg har kunnet tage sådan et billede, men der sker lidt det, at jeg har lyst til at tage på eventyr, og så har tøjet jo gjort præcis det, det skal.
Der gælder den regel, at når man ser vilde bær i naturen er man forpligtet til at spise dem. De var gode. Og sure. Og vi åd til tungerne blev blå.
Der gælder også den regel, at når man ser en islænding stå på en bjergskrænt i en gul regnjakke, så er man forpligtet til at tage billeder. Her er det vores ene guide: Birna.
På tilbagevejen skulle vi omkring endnu en lillebitte flække ved navn Sudujurda. Her vankede der fiskesuppe på en super hyggelig café, inden vi skulle på en gåtur rundt i "byen", med fem stop ved en gammel fiskekasse. I den fiskekasse lå der nøje udvalgt fiskeretter, serveret i syltetøjsglas og på en måde, så selv NOMA ville være stolte. Helt ærligt, det er sgu godt tænkt. Det koncept.
Vores guide på den tur hed Vikingur. Og ja, på dansk hedder han Viking. "Hej mor, her er min nye kæreste Viking" - det er da det sejeste navn ever.
Vikungur udmærkede sig ved at have et ret så fint væsen og at han oprindeligt var skuespiller fornægtede sig ikke i fortællingen undervejs. Der blev givet gas - for fanden han var sjov på en dag, hvor vejret var alt andet end sjovt.
Her ser du ham med et udtørret fiskehoved, som rare mennesker fra Dubai lægger en klækkelig sum for at få fingrene i, hver måned, så de kan koge noget eksklusivt suppe. Vikingur er i øvrigt iført to stykker tøj fra 66 North, Islands ældste tøjmærke, som 90% af hele befolkningen ejer mindst ét stykke af.
Dette er islands bedste bud på fredagsslik: tørfisk. Ungerne skulle elske det og man serverer det med glæde for sine gæster med en kold øl.
... vi skulle selvfølgelig også smage. Min anmeldelse: jeg har smagt det, got the t-shirt.
Vi skulle efter besøget tilbage til Isafjodur, hvorfra vi skulle flyve tilbage til Reykjavik. Til den allersidste overnatning. På fancy hotel. Meget god kontrast til Det Øde Landskab, men ikke noget jeg længtes efter. Kunne sagtens have blevet et par dage mere og nuppet en krikke og redet rundt en dags tid, svælget ved endnu flere udsigter. Og svælget lidt mere. Ved det hele.
Jeg kan ikke sige det nok gange. Brug dine næste sparepenge på en tur til Island. Hvis du kommer hjem og synes det var noget lort, så refunderer jeg din billet. Meget kan man sige om Vestfjordene, men shitty det er det ikke.
Første stop i minibussen gik til Dynjandi. Et pænt stort vandfald. Dynjandi er egentligt i familie med syv andre vandfald, men kan prale med at være Familiens Overhoved med et fald på 100 m. Det larmer, skulle jeg hilse at sige. Jeg kunne godt have skrevet smukt, vildt, flot, bjergtagende, og dette brusende monster, men så ville jeg gentage mig selv. Og det gør jeg gerne. Så det ER smukt, vildt, flot, og bjergtagende.
Inden vi nåede dette vidunder, skulle der køres i minibus med de, efterhånden, 20 obligatoriske stop undervejs. Der er det med Island, at så snart man synes man har set dét flotteste landskab og taget dét flotteste billede, så griner Island og disker op med et der er endnu flottere. Træls type, når man kun har fem dage, men sådan er det med Island. Det gør præcis, hvad der passer den.
Sådan føles det. At Island ligger for enden af regnbuen. Nu videre til det store larmende vandfald, som sådan set ikke kan beskrives - det skal opleves. I billeder. (meget svært ikke at lyde som et rejsebureau, når man skriver).
Here goes. I billeder.
Der gælder også den regel, at når man ser en islænding stå på en bjergskrænt i en gul regnjakke, så er man forpligtet til at tage billeder. Her er det vores ene guide: Birna.
Vores guide på den tur hed Vikingur. Og ja, på dansk hedder han Viking. "Hej mor, her er min nye kæreste Viking" - det er da det sejeste navn ever.
Vikungur udmærkede sig ved at have et ret så fint væsen og at han oprindeligt var skuespiller fornægtede sig ikke i fortællingen undervejs. Der blev givet gas - for fanden han var sjov på en dag, hvor vejret var alt andet end sjovt.
Jeg kan ikke sige det nok gange. Brug dine næste sparepenge på en tur til Island. Hvis du kommer hjem og synes det var noget lort, så refunderer jeg din billet. Meget kan man sige om Vestfjordene, men shitty det er det ikke.
