Godmorgen i skuret. Ny dag forude.
Vi blev hentet af to virkelig skønne islandske guider, som stod parat med en
minibus, røde kinder og eventyr i øjnene. Birna og Diana hed de.
Vi skulle køre mod byen/området Dragnes via Malahorn. En "by" med 70 indbyggere. I alt. Det er en af de byer, hvor man skal kunne lide sine naboer. Og sig selv. For der er en god chance for at man møder begge dele ret ofte.
Man bor tæt og småt og jeg kunne simpelthen ikke lade være med at tænke på hvad man gør, hvis man skal skilles og har børn sammen? For det kræver at man er overordentlig gode til at samarbejde med hinanden? Der er ikke en naboby i nærheden, hvor man kan flytte hen til og en 7-7 ordning virker en anelse skør eftersom byen er 80 m lang. Hvis man bliver irriteret eller rasende kan man ... gå til højre eller venstre ud af en landevej. Nå. Det er også en helt anden, dog ret interessant, historie.
Hvis du ikke helt kan forestille dig, hvor mange mennesker 70 mennesker er, kan jeg give dig et eksempel: vi mødte HELE børnehaven. De kunne snildt sidde på trappen til
indgangen til købmanden. Der var fem børn. (Nåårh)
Til gengæld har byen et fælles mødelokale, hvor der kan snakkes om store og små ting i livet. Og det mødelokale er lige et hak op fra gråmeleret væg-til-væg tæppe og neonrør i loftet. Vi taler hottub med hvaludsigt.
Til gengæld har byen et fælles mødelokale, hvor der kan snakkes om store og små ting i livet. Og det mødelokale er lige et hak op fra gråmeleret væg-til-væg tæppe og neonrør i loftet. Vi taler hottub med hvaludsigt.
Efter en virkelig god opturs-frokost med friskfanget torsk serveret af Islands Mest Tatooverede Mand, (ja han bor også i den lille bitte by, og hvordan han var havnet der er OGSÅ en helt anden, men spændende, historie), skulle vi videre til et område spækket med det transportmiddel jeg elsker allermest: den klassiske islandske hest. Heydalur, som området hedder. Heydalur. Lyder det ikke bare Ringenes Herre'sk? Her skulle vi overnatte en enkelt nat og hvis man havde lyst, så var der selvfølgelig også mulighed for at smide kadaveret i et hotpot.
Stedet vi skulle overnatte var ejet af den fineste ældre dame, en pensioneret skoleinspektør, som selvfølgelig både talte dansk, svensk, norsk og islandsk. Man kan sige, at stedet mest af alt mindede om en gammel ombygget giga stor lade med tilhørende nybyggede huse omkring, placeret midt i en dal mellem to bjerge. At stå der og kigge og lytte til stilheden og til hestene, der prustede i baggrunden var til at tabe kæben af. Og hvis ikke man tabte den, så var der en god chance for at den kunne gå afled.
Som om dét ikke var nok, så rendte der en halvtam polarræv rundt - ved navn Mikki. Hvis den så en åben dør i en bil hoppede den ind og snusede sig frem til de sure sokker, som den stjal. Ej, hvor kært er det lige? En sød lille fluffy fyr, som jeg et øjeblik troede var så tam, at man da godt lige kunne klø den bag øret. Det skal jeg hilse at sige: det skal man nok lade være med. Jeg nåede at trække hånden til mig, men jeg nåede også at se et blik i dens øjne, der varede længe nok til at jeg kunne tolke denne sætning: "du holder bare snitterne fra min pels, din dumme turist, jeg er en vild polarræv, og skulle du være i tvivl, kan jeg da godt bide dig hårdt i hånden."
Endnu en dag sluttede med et overdådigt måltid med en fiskeret og blussende kinder af rødvinen.
Island. Bare åh, Island.
Links du med fordel kan tjekke ud:
ps. billedet fra hesteryg er taget af dygtige Robin Floberg fra Sverige. Jeg har fået lov til at låne det. Han er 20 år og hamrende talentfuld. Find ham på Instagram her.
