Det var lidt tilfældigt at jeg opdagede det. At jeg nu runder indlæg nummer 800, og fordi runde tal bør have en særlig form for opmærksomhed, satte jeg mig ned og tænkte lidt. Tænkte lidt over hvad der skal ske og hvad der er sket og mens jeg gjorde det, kunne jeg høre vores vandhane i køkkenet dryppe, som den har gjort længe, fordi vores pakning skal skiftes.
Der er gået over to år siden jeg startede med at skrive, og på een måde virker det som om tiden har stået fuldstændig stille og alligevel ikke. Der er sket meget. Ikke altsammen er til at få øje på, men jeg kan mærke det indeni. Det har været noget af et ørkenridt, en sjælevandring af dimensioner, selvom vores pakning stadig ikke er blevet skiftet.
For ca. et år siden fik jeg min bogkontrakt. Min redaktør ringede til mig med nyheden, mens jeg var med Kasper i Børnehave for at skrive en artikel. Jeg kan huske at jeg stod og hoppede op og ned på kontoret og var lykkelig i nogle sekunder. Måske minutter. Bagefter tænkte jeg vildt meget på, hvordan den nu skulle kringles. Den bog der.
Jeg tænkte en masse tanker, om forløbet, og intet af det er blevet sådan. Det blev en anden bog end den jeg havde i hovedet og tiden med at skrive den blev også anderledes. Jeg synes det var lidt svært at få hverdag, dybsindige tanker og arbejdsliv til at hænge sammen. Jeg synes det var svært at bevare overblikket og det blev sværere og sværere at tænke mig frem til den rette form på den bog.
Mit sprog i bogen lød lidt anderledes end hvordan jeg ellers har skrevet før i tiden, og jeg synes det var en balancegang at skulle skrive artikler, blog og bog på een gang, fordi sproget på en måde skulle tilpasses alle steder.
Jeg vil så gerne have at det hele er ærligt. Og ægte. Og hudløst. Det er det i bogen, men jeg syntes pludseligt, at det blev svært på bloggen. Fordi det går tæt på, og fordi mit sprog langsomt ændrede sig. Ikke meget, bare lidt. Men nok til at jeg blev i tvivl om tonen her på bloggen.
Og så kører tankerne. I ring og i ring og i ring. Jeg begyndte at overveje om I nu gad at læse den bog, når jeg bloggede så lidt som jeg har gjort. Fik præstationsangst og ville gøre bloggen til et meget federe sted at være end det måske var. Vi er søde mod hinanden her i Blogland, men jeg ved da også, at der sikkert har været noget snak om, hvor jeg mon blev af og jeg har også hørt et par bemærkninger falde om at jeg nu ikke bloggede så meget mere. Efterfulgt af et blik, der sagde: "hvadøøh, kommer du ikke snart i gang igen"?
Det har været svært at acceptere. At jeg ikke har kunnet finde flere ord. At lige meget hvor meget jeg kiggede på et indlæg, så kom der ingenting, fordi alle ordene endte i bogen. I det hele taget var det som om ingen af delene spillede. Sådan for alvor. Jeg sad bare der bag en skærm, med x tusinde af læsere og med en bog, som stadig kun var et worddokument. Heldigvis er den trykt, og om lidt ude og jeg er langsomt ved at give slip på den. Altså på den måde, at den ikke lever inde i hovedet mere. Men nu skal ud på gulvet. Til en svingom. Med alle jer.
Så. I skal bare vide en anden ting, kære læsere, som stadig er her, at jeg er SÅ glad for jer der stadig kigger forbi. Og jeg glæder mig til at bogen får vinger, og jeg håber I kan mærke, når I læser den, at den er til jer. Selvom det er min historie. Betragt den som det meget lange blogindlæg, jeg aldrig fik skrevet ;)
Anyways, i morgen er der præcis en måned til at den udkommer og jeg vil hver dag poste nogle linier fra den. Og så kan I jo sidde lidt og tænke over dem.
Nu til noget varm kaffe. Og til den næste idé på tegnebrættet.
Vi er jo kun lige gået i gang.
