Whitney Houston er død. Bum. Jeg havde det dog lidt som med Michael Jackson, var det ikke bare en virkelig langsom død? Jeg mener, det kom ikke bag på mig, at hun døde i et badekar på et fashionabelt hotel efter usigeligt mange år som hardcore misbruger. Men alligevel. Whitney Houston står for mig, som hun gør for alle andre: kvinden med stemmen over dem alle, og ikke en der havde et misbrug og en offentlig nedtur af dimensioner. Lige meget hvor mange billeder jeg har set af hende og Bobby Brown, der tåger rundt i en rus af al verdens narko, så kan jeg ikke fatte at det var hende, der gjorde det.
Jeg forstår det ikke.
Jeg forstår ikke, hvorfor hende med gudekroppen, hende med det sindsyge 80'er garn og neonfarvet make-up, som vi alle efterlignede med vores hårbørster og fine skandinaviske hår, er hende der endte med at blive så fucked-up og på narko og i øvrigt også var hende, der giftede sig med den største idiot af dem alle. Jamen hvad skulle det til for?
Men fordi hun da i dén grad leverede soundtracket til en del af mine ungdom i Vejle, så får hun en sidste hilsen med på vejen. Og det her er hvad jeg vil huske Whitney H. for:
Jeg forstår det ikke.
Jeg forstår ikke, hvorfor hende med gudekroppen, hende med det sindsyge 80'er garn og neonfarvet make-up, som vi alle efterlignede med vores hårbørster og fine skandinaviske hår, er hende der endte med at blive så fucked-up og på narko og i øvrigt også var hende, der giftede sig med den største idiot af dem alle. Jamen hvad skulle det til for?
Men fordi hun da i dén grad leverede soundtracket til en del af mine ungdom i Vejle, så får hun en sidste hilsen med på vejen. Og det her er hvad jeg vil huske Whitney H. for:
En ting, vi i hvert fald kan slå fast, er at gudekroppen ikke er vejen til lykken.
SvarSletSo true, so true :)
SvarSletSom Anne skriver herover, så tænker jeg også at selv om man står der som en kransekagefigur, jamen så er Toppen af poppen måske nok bare ikke lige det der var lykken alligevel. Handler livet ikke altid om at vi stræber efter det vi ikke helt kan nå, og når vi så når det, for jo, vi kan nå selv det uopnåelige, jamen så sidder vi jo der og græder fordi vores illusion om det var meget glamourøst, og slet ikke virkeligheds tro.
SvarSletMen jo i min verden har Whitney jo også været død længe. Tænk at døden skal til før at man huske det gode man har. Set på den måde vil Whitnye jo aldrig dø fordi noget af det gode hun havde er jo forankret i sange som for evigt vil eksistere.