Kan du gætte hvem du er?

Her er Pernille, fanget i et hemmeligt øjeblik på en pub i London, og i dag kan hun godt overtales til en dans på bordene og slippe sin indre Pippi løs. Efter nogle fadøl, that is. 

Det er ingen hemmelighed at jeg er stor fan af spørgsmål. Meget stor og derfor sluger jeg også alle jeres kommentarer herovre, hvor vi leger 1000 spørgsmål til professoren.

Jeg blev dog selv grebet af dette link i går: Sandheden om mig. Og dig. Pernille Melsted, som jeg før har skrevet om herinde, gør sig jo i det der Skyggearbejde. Vi er ikke ude i noget Lucky Luke, men mere ovre i nogle sider af sig selv, som man ikke flasher til højre og venstre. Læs: er en smule flov over. Det foregår sådan, at du skriver dig op og så modtager du de næste 9 dage, en mail med spørgsmål, som du skal svare på. Fx. var et af spørgsmålene i går: skriv en liste over de mennesker, som du ikke kan lade være med at sladre grimt om. Vi ved jo godt at vi aldrig sladrer. Om nogen. Men derfor var det en fin lille øvelse, og det er det Skyggearbejdet går ud på.

Pernille skriver bl.a. om sig selv:
"Da jeg var barn misundte jeg inderst inde de piger, der kravlede i træer, spillede fodbold, bandede og bøvsede. Dem, der ikke tænkte på, hvad andre tænkte om dem. Men bl.a. fordi jeg i en skamfuld episode som fem-årig blev skældt ud af min mor for at ‘skabe mig’, tog jeg (ubevidst) afstand fra Pippi-pigerne, dømte dem og blev selv det modsatte: et fornuftigt, kontrolleret og pligtopfyldende barn." 

Hvilke Skyggesider tror du, at du render rundt med? 


Klik og find ud af det.

Girly Hurly

I går sad vi alle fire i sofaen. Mig, Thure, Jeppe og Kasper. Så sagde Jeppe: "Mor du har en tissemand" og så er det jeg præcis ved, hvordan de næste minutter forløber. Kasper råber noget med, at hans tissemand er størst og så kan Thure ikke holde sig i skindet, fordi prutter og tissemænd er sjove og så råber han: "Nej FAR har en stor tissemand", og så råber begge drenge tilbage at DE har de største tissemænd, og så ender det som regel med at Kasper begynder at sprælle over hvor SJOVT vi har det og så skal han forsøge at prutte på kommando eller stikke sin numse i vejret, så vi allesammen kan se præcis HVOR sjov han er. Og sådan kører de i selvsving, mens de har en fest.

Her er det, at jeg ligeså langsomt glider ind i denne drøm:

For det kan godt være små piger med Chanel, de stadig prutter, men de har i hvert fald ingen tissemænd, de kan konkurrere med.

Billede er lånt hos Anine.

Mig og så de andre

Jeg er sgu imponeret. I blogger og blogger og blogger. I ved hvem I er og I bliver goddam ved. Det synes jeg er sejt. Jeg ville ønske, at jeg hver eneste dag klikkede mig ind på min egen blog og bare skrev. Men hver morgen, når ungerne er afleveret, så skal jeg i gang med at arbejde. Og så tænker jeg det samme: "jeg gør det lige efter min frokost", "jeg gør det i min kaffepause", "jeg gør det i aften", "jeg gør det, når ungerne sover."

Hvorfor fanden skriver jeg ikke bare, når jeg tænker tanken?

Jeg kan da se på min bog, at jeg ikke decideret mangler ord. Jeg er ikke helt sikker på at det er mig der har skrevet det hele, men nogen siger det er.

Jeg ved fandme ikke hvad det er. Og det er egenligt også lige meget.

Nå. Men jeg kan da lige nu rapportere om, at jeg om meget kort tid begynder at blogge om at smide de sidste 10 kg jeg mangler at ryste af mig. Jeg viser billeder, deller, fedtprocenter og I får min træningsdagbog lige ned i kasketten. Nogle mennesker kan bare lade være med at spise chokolade og så løber de lidt on the side, men jeg skal have en krykstok og et heppekor og en, der fortæller mig nøjagtigt, hvor mange plader Salmiakki jeg må spise. Damen ved min side, er Anna Bogdanova og hun reklamerer med at man kan få baller som russiske kanonkugler, så ja-tak. To af dem. Men hun kan altså også noget ret fantastisk med ens hormoner og det er hvad jeg kan li'.

Jeg har lige fejret mit nye tiltag med en Snickers og fire skumfiduser fra Irma, fordi jeg er så glad for at jeg snart går i gang med spandex og dellemålere.

Tatooveringen du ikke gider at se

Tjek lige den her ud. Åh altså, vi elsker Facebook.

Viagra på doktorens anbefaling

Thure er jo stadig i Quito, nu nede fra bjerget, med højdesyge. 24 timer nåede han at tæske derudaf, før han måtte lægge sig ned og prøve at trække vejret selv, indtil der kom nogle mennesker og fik ham ned fra det bjerg.

Så nu sidder han med iltmaske på et hospital og keder røven ud af buksen. Lægerne tjekker ham jævnligt og det er også kedeligt. Men. Der er dog et lyspunkt. Hvis ikke det hjælper på iltoptagelsen i blodet, at han sidder med en maske, der pøser ilt ind i næsen, så skal han have, ta-daaaa: VIAGRA. Kraftedemig ikke engang løgn. Han var svært tilfreds med beskeden og jeg må bare sige, at jeg håber den læge, der skal give det til ham er en gammel tyk mand med måne og ikke en mørklødet sygeplejerske, der tilfældigvis er Eva Mendes.

Bikini or not to bikini

Hvad siger I, ville det være for meget til sommer nede ved Amager Strandpark? Nej vel.

Whitney H.

Whitney Houston er død. Bum. Jeg havde det dog lidt som med Michael Jackson, var det ikke bare en virkelig langsom død? Jeg mener, det kom ikke bag på mig, at hun døde i et badekar på et fashionabelt hotel efter usigeligt mange år som hardcore misbruger. Men alligevel. Whitney Houston står for mig, som hun gør for alle andre: kvinden med stemmen over dem alle, og ikke en der havde et misbrug og en offentlig nedtur af dimensioner. Lige meget hvor mange billeder jeg har set af hende og Bobby Brown, der tåger rundt i en rus af al verdens narko, så kan jeg ikke fatte at det var hende, der gjorde det.

Jeg forstår det ikke.

Jeg forstår ikke, hvorfor hende med gudekroppen, hende med det sindsyge 80'er garn og neonfarvet make-up, som vi alle efterlignede med vores hårbørster og fine skandinaviske hår, er hende der endte med at blive så fucked-up og på narko og i øvrigt også var hende, der giftede sig med den største idiot af dem alle. Jamen hvad skulle det til for?

Men fordi hun da i dén grad leverede soundtracket til en del af mine ungdom i Vejle, så får hun en sidste hilsen med på vejen. Og det her er hvad jeg vil huske Whitney H. for:

The Book

Jeg synes lige jeg ville vise jer forsiden af den bog, der har været grunden til alt mit fravær på mange fronter.

Jeg har meget svært ved at vente til jeg kan dele den med jer, men I kan da forudbestille den her, hvis I vil det.

Der er mange, der har spurgt om det ikke bare har været det fedeste at skrive den?  Mit svar er: eeeehm, det ville være synd at sige. Mest fordi jeg hele tiden har skulle give slip på, hvordan jeg skrev og hvordan tonen i den skulle være. I det sekund jeg begyndte at tænke for meget over at være sjov, være dyb eller på nogen måde prøve at fange dig ind, så har jeg måtte lægge den fra mig. Det virkede kun, når jeg bare skrev hvad mit hjerte fortalte mig og det er noget af det sværeste. At turde at være så ærlig uden at den bliver alt for privat.

Det har været et meget langt ridt, og det har været sejt, fordi jeg har skullet igennem alle bogens historier for at kunne skrive dem. Jeg ville have at den skulle være ærlig. At du som læser skulle kunne mærke mig gennem siderne, for det er den eneste måde du kan vide, at du ikke er alene med de tanker du har gjort dig om dit eget forhold til din mand og dine unger.

Men jeg er blevet glad for den og jeg ville gøre det igen. Altså skrive den. Det ville jeg.

Det er ikke tid til det store hurlumhej endnu, jeg ville bare vise jer forsiden.  Den er sat til at udkomme 5. juni og jeg håber meget, at du tager den med på din sommerferie. 

Hverdags Valentine

Ham jeg skulle kysse i dag sidder i Quito, Ecuador. Thure er atter draget til adventurerace i et land med et bjerg han kan løbe på og forhåbentligt få en medalje for.

Jeg selv nyder romantikken med at få afsprittet huset og en ormekur.

Kram til alle jer

Give away

Ja, I ved det ikke, men jeg har holdt give away med mine læsere. Og det går i al sin enkelthed ud på at holde kæft så længe, så alle andre bloggere får mine læsere.

Det er ikke lykkedes. Altså at smide jer væk. Jeg takker. Og spørger om vi kan holde en anden give away, nemlig at bloggen vinder mig til at skriver herinde igen.....

......okay....

Jeg har været syg. Ret syg. Og det har jeg fordi jeg råbte Nemesis ind i krydderen og grinede højt og dybt over at JEG i hvert fald aldrig bliver syg. Det er sandt. Eller rettere, det VAR sandt, for sidste søndag begyndte det at skurre i kroppen og siden gik det ned af bakke og jeg blev indehaver af en krop med så meget feber, at jeg faktisk ikke kunne snakke, eller tænke. Er I klar over hvordan det føles at have 40 i feber? Det er sådan noget børn har.

Snot. Feber. Hoste. Ondt i lunger. Lungevirus. Ondt i hoved. Mere feber. Det. Har. Været. Rædselsfuldt.

Børnene blev smittet og nej, vi er ikke ovre det endnu.

Men jeg har fundet pennen. Nu skal jeg finde hullerne ind imellem. Altså de huller med tid i. For der er meget at fortælle skal jeg sige jer.