Hvor blev tiden af?

Imellem disse to billeder er der knap 2.5 år, og det føles på en måde som i går, og alligevel er det lysår siden, at vi sad helt lykkelige og udmattede på Hvidovre Hospital 1. juledag, mens alle andre skålede i snaps.

Vi skålede i saftevand og modermælk, og stirrede på det lille bitte væsen, som lå imellem os. Vi havde ikke den fjerneste idé om, hvilken tivoli-tur, der ventede os. Vi sad bare med hver vores turpas til en slags uendelig rutsjebane, og spiste lasagne af 2 af de 15 fødselsdagstallerkner, som Thure havde taget med i den famøse fødetaske, sammen med flag og fødselsdagskrus, som var vi en hel børnehave. Ingen rene trusser til mor, eller sågar lidt make-up fjerner. Men det var præcis som det skulle være.

Zapp!

Samme lille væsen står nu stor og stærk, og fortæller præcis, hvor mange myreæg han skal ud og fange med sit nye ornitolog-sæt. Han har sin yndlingsperlekæde på og de seje sko, som mormor har givet ham. "Jeg er SEJ mor", siger han med bestemt mine, inden han begiver sig ud i verden på jagt efter eventyr.

Jeg fatter det ikke. Altså hvad skete der lige med tiden? Til gengæld forstår jeg bedre de mange tanter, der har klappet mig på hovedet og aet mig på kinden og sagt: "guuuuuuud, hvor er du blevet stor." Dengang forstod jeg det ikke, og jeg var sikker på, at jeg engang blev en anden. At når jeg var 30 ikke ville tænke, føle og være som jeg var dengang.

Men det er jeg. Og nu ved jeg at tiden går uden vi helt ved af det.