fredag den 5. juni 2009

Hey Kongehus! Hvad med en deler?

Jeg er alene hjemme, mens Kasper og Thure kører rundt i en eller anden bus 33 mod et sted de ikke helt ved hvor ender. Det er også ligemeget, bare de kører. Kasper er nemlig bidt af en gal HT bus. Og Biler. Og ambulancer. Og brandbiler.

Men så sidder jeg her. Og der er tusind jeg kunne gå i gang med. Tømme opvasker. Gider ikke. Sætte en vask over. Gider ikke. Rydde op. Gider ikke. Gå ned med skrald. Nope. Lægge tøj sammen OG på plads. Niks. Sortere mere i mit tøj og ting, så det der Feng Shui for alvor kan sparke en vis karmarøv op i det sydøstvendte hjørne, så vi kan se moneterne rulle. Njaa venter lidt.

Noget jeg til gengæld GODT gider at gå i gang med, det er, at omdanne min Kongelige stemmeseddel til en ønskeseddel. Direkte til Mawi. Jeg synes nemlig det er helt på sin plads, at for hver gang hun modtager fire par Prada støvler, skulle gi tre af dem væk til en mor.

For hvad fanden ligner det? Man kan gå rundt i Hobart i et par gamle jeans og pumps, og så bare fordi man kysser en Konge er armen pludselig dækket af Cartier og diamanter. Det vælter ind med tasker og tøj og solbriller og smykker vi andre kun tør drømme om.

Jeg har ikke noget imod Mary. Hun er sikkert rigtig sød. Men Kongehuset er en smule for outdated og sært til at jeg gider at gå op i det. Hvad sker der med de hatte? Og de der grevlinge de har, som skambider dem, der skal passe på dem? Nå.

Men tilbage til ønskesedlen. Hende Tasmanieren kunne sguda godt dele lidt ud af sin garderobe. Og når hun modtager Alt for Damernes kvindepris, så kunne hun sige: "Tusind tak, jeg giver den videre til en mor, der netop har siddet søvnløs halve nætter og lavet forretningsplaner med hovedet ned i en skål havregrød. Stået op næste morgen og i hvert fald ikke serveret overskudsmorgenmad af det Musselmalede."
Jeg synes også godt, at hun kunne sælge sit føromtalte Cartier-ur og donere pengene til Finansgris-ramte-fyrede-gravide, så vi kunne passe vores børn og strækmærker, uden bekymringer om hvor næste månedsløn skulle komme fra.

Blev der sagt.

4 kommentarer:

  1. Jeg hører dig! Klart og tydeligt. Og når du så har taget, hvad du skal bruge, kan du måske sende bunken videre til folk, der ikke er fyrede og gravide, men måske bare har et virkelig træls job og er lidt tykke? For eksempel.

    SvarSlet
  2. Godt brølt, løvinde!

    Jeg synes altså heller ikke, det passer nogen steder, de pludselig skal vælte sig rundt i rigdom. Det er som om, det har taget helt overhånd. Og det ville virkelig klæde vores ellers så umiddelbart bevidste kronprinsesse at dele lidt ud. Anderkende, at andre ikke har de midler til rådighed. Imødekomme ligesindede (på mødrefronten, that is - ikke meget tilfælles med hende ellers!) med gaver og glæder. Alene fordi vi andre har det noget hårdere på den post, tør jeg godt sige. Har i hvert fald ikke lige barnepige til at tage ungerne om natten, når de er syge. Eller man bare selv trænger til timeout og lissom shoppe igennem i modeugen.

    Alligevel kom jeg til at stå i Fredensborg, da de blev gift, og huje side om side med andre fans. Men det var nu, da Jes Dorph trillede forbi med nedrullet vindue i reportervognen ;)

    SvarSlet
  3. JAAAAAAAAAAAA!
    er totalt enig og meget, meget mere rabiat end dig.

    SvarSlet