Jeg ved, at hun ikke ville have valgt anderledes, men jeg ved også, at det har kostet blod, sved, søvnløse nætter, appelsinhud og tårer. En længsel og en lille misundelse til os andre veninder, der lever familielivet på godt og ondt.
Jeg tager edderbankeme hatten af for enlige mødre, og derfor gør det mig så glad at høre hende hvine i telefonen over denne her fantastisk mand, som hun nu er stormende forelsket i. Som hun skal se i aften og som hun ikke har kysset endnu. Der er røget 4 kilo på 14 dage, og hun kan ikke sove om natten. Og de skal på sommerferie sammen med hver deres kuld af unger.
Hvor er det bare fedt. Især fordi jeg selv kom til at tænke på dengang jeg sad med et fjoget grin, ondt i maven og ikke kunne tænke klart, fordi der kom en mand, og slog benene væk under mig. En mand som, før vi blev kærester, ringede til mig fra en sattelit-telefon fra sin ekspedition midt på Indlandsisen - bare lige for at høre hvordan jeg havde det. En mand, som sendte mig musik og kærlighed i en lind strøm indtil jeg tilsidst overgav mig og smed fletningerne ud af mit tårnværelse.
Forelskelse holder 100!
Hvor fedt for din veninde. Hun fortjener det. Og du har ret: Forelskelse holder virkelig 100. Men for fanden, hvor kan man (som i jeg) også indimellem savne den, når hverdagen og vasketøjet fylder mere end spændingen ved at udforske hinandens sind og være sammen på livet løs - også selv om, man lige midt i nyforelskelsen var fyldt af kvalme og angst, fordi det jo også føles lidt farligt at sætte sit hjerte på spil. Åhhh, forelskelse!
SvarSletYæs! To all of the above. Og hvis man af og til synes, man bliver en kende rusten i sit eget forhold efter - ja, det er vel snart 15 år - så kan man heldigvis mærke forelskelsen i sine børn. Det er dog det vildeste... Og så kommer forelskelsen i ens mand/kone/kæreste måske tilbage på ny? ;)
SvarSlet