Ironmom strikes back

Jeg ved ikke om det var varmen, fuglene, knækbrødet, hjemmebagte boller, eller min lidt BS agtige I-just-do-no-crap-attitude, der gjorde at Jeppe, Kasper og mig havde en aldeles sjov og hyggelig biltur til Ålborg. Hyggelig. Og sjov. Og fornøjelig.

Jamen det havde vi. Ingen sure miner. Ingen gråd. Lortebleer, åh jo, men bad jeg ikke om at det måtte ske synkront? Det tror jeg nok det gjorde. Og det gjorde det. Men de sked begge i bleen, lige som vi rullede kareten ind i bane 25 og fik plads liiiiige undenfor toiletterne. Hvad mere kan en mor ønske sig? Ja det skulle da lige være et totalt rengjort toilet og lækker pusleplads, hvor der var dejligt varmt. Detalje for nogen. Alting for mig. Jeg elsker allerede Molslinien. Især for deres slogan, som alle færgetyperne bærer på deres jakker: 'Er du træt af Fyn?' Hahahaha, det er sguda sjovt. Altså ikke fordi der er noget i vejen med Fyn, eller Fynboer. Fyn er fin, bare man slipper for at køre over den når man skal til fastlandet.

Men unger sov på de rigtige tidspunkter, åd uden at spilde over det hele og ingen trafik.

Og fordi jeg har skrevet det, så vågner Jeppe med garanti kl. 4 et eller andet og Kasper bliver verdens mest umulige unge i morgen.

Den tid, den glæde.

Tilbage fra fremtiden

Så kunne jeg være her igen. Jeg har været på strækmarch. Ude i det der liv andre lever og ordne. Dingen und sachen.

Sagen er nemlig den, at jeg sjældent når hjem på en 2-zoners billet med Jeppe på slæb og jeg er altså heller ikke blevet klippet siden efteråret 2008. Ja det er rigtigt. Og da jeg sagde det højt nede i frisørsalonen i dag, så grinede alle. Meget højt. Jaja, svarede jeg, men I skulle fandme bare vide, hvordan det er at kaste op i 60 uger de seneste 3 år.
Nååå, så kunne det nok være de fik næsen ned i Se& Hør igen. Indtil jeg kom i tanker om at jeg ikke havde fortalt hvorFOR jeg dog havde kastet så meget op. Og de sekunder der gik før jeg fik fortalt at det var fordi jeg led af svær graviditetskvalme, så kunne jeg jo ret beset være VIP medlem af AA-klubben.

Men helt ærligt. Det holder sgu da heller ikke. Fra I DAG vil jeg aldrig aldrig mere have dårligt hår. Så er det sagt. For se hvor pænt det blev:



Hvor var det jeg kom fra? Nåjo. Den virkelige verden.

Jeg hyrede svigermor over og så har jeg givet den gas de sidste tre dage. Jeg har shoppet. Sådan rigtigt. Købt rigtigt tøj. Ikke Liberty bukser. Men selvsiddende strømper fra Woolford, neglelak, fede t-shirts, en jakke, strømper, en kjole mere, og så kaffe uden afbrydelser. Oh hvilken fryd.

Jeg har også været på kursus. Jeg går nemlig til Business Bootcamp hos de lækre kællinger: Mette og Pernille. Og jeg lover jer det er godt. For i hede hule helvede man lærer noget. Åh der er så meget jeg kunne fortælle, men det kræver et blog-indlæg for sig. Og det får I.

Bare ikke nu. For i morgen går turen til Jylland. Up north. Og jeg skal selv forestille mig at køre med ungerne derop. Altså som i: alene i bilen med ungerne. Vi skal med færgen, og have madpakker, og jeg kan ligenu ikke rigtigt forestille mig andet end at be til en eller anden om at det vil gå smertefrit. Og skal der være lortebleer, så lad dem for guds skyld komme synkront. Tak.

I hører nærmere.

Pral

Ved I hvad jeg synes? Jeg synes satme jeg er cool. Er alene med begge unger og har slet ikke været hidsig eller ved at springe ud på Metroskinnerne. Nuvel, jeg måtte servere M&M's til Kasper kl. 7.35, men tacklede ham indenom ved at give ham krymmel på havregrøden. Hans øjne blev så store som thekopper for DET vidste han godt var no go. Og så var det MIG der gjorde det. Han blev helt rød i hovedet af begejstring og hviskede med sin lille bitte mindste stemme: vi siger ikke noget til far vel? Og nejda, det gør vi ikke. Højst at vi selvFØLGElig har spist rigtig mad inden alt det sjove.

Vi har endda været på legeplads, med madpakker, og dem der har prøvet at skulle ud af døren med 3 årig og baby og sig selv og madpakker og mælk til lillen og solbriller og ekstra bukser til den store, ved godt at det er der man bider tænderne så hårdt sammen at de er ved at falde af.

Og jeg ødelægger det hele ved at sige det højt. Men så har jeg nydt det så længe det varede.

Ligesom når man spiser kagen før aftensmaden.

Shhhhhhhyyyyy

Har været alene med drengene siden i eftermiddags.

Jeg siger ikke hvordan det går. Schyyyyyy.

Schyyy....hush hush.

Med kost og spand

I dag skal jeg gøre rent, lægge tøj sammen, tømme opvasker, købe ind, rydde op, lægge tøj på plads, lave mad, putte begge unger og være alene med dem indtil i morgen aften sent.

Jeg har brug for noget rock.



GO' FREDAG.

Molbonyt (bedre kendt som Metronyt)

Det er ved at være noget tid siden, at I har hørt om de horn jeg har i siden på min ellers så elskede Metro.

Men hør lige her. Det her er simpelthen så papnæse-idiotisk, at jeg ikke kan holde mig fra at skrive om det mere. Det er så dumt. Fik jeg sagt dumt?

Ham der i sin tid har bestilt elevatorer til hele fucking Metrosystemet, har i dén grad sprunget den side over i elevatorhåndbogen for dummies, der omhandler sensorer.

Det er nemlig sådan, at når solen skinner på Sundby st. og klokken er 16.30, så kan dørene ikke lukke. Den står nemlig og stråler direkte ind på sensorerne, som så tror, at der er folk på vej ind og derfor står dørene og klaprer ud og ind. Hooooooold nu kæft.

Men den kloge narrer som bekendt den mindre kloge og en dag, da jeg demonstrativt stod i elevatoren med unger ud over det hele, kom den næste Metro rullende forbi, og lige i det, den holder stille i nogle sekunder, så lukker dørene. Og hvorfor? Fordi så skygger Metro-toget for solen.

For satan, hvor er jeg klog mand. Cavling pris coming up.

Nåmmen, siden den dag, har jeg fået adskillige medpassagerer til at stå 10 cm. foran døren med armene op over hovedet indtil dørene lukker. Jeg siger jer det er sjovt. De tror jeg har skjult kamera med. Kasper er holdt op med at spørge, hvorfor manden står så mærkeligt. Han ved nemlig godt, at mor har fat i den lange ende.

Reaktionen er næsten altid 'det var satans' og jeg gnækker og bliver et lidt bedre menneske ved at narre HELE Metroselskabet.

De skal sgu ikke løbe om hjørner med Mutter.

Husk hvad blomster kan gøre

Den fine lille blomst

Guderne skal vide, at jeg ikke er blomstertypen, der lige finder en smuk Bellis eller noget andet for den sags skyld. Eller lægger mærke til, hvornår det er tid til at plante i altankassen. Jeg kører heller ikke land og rige rundt efter blomsterhaver, så jeg kan fordybe mig i æstetikken omkring blomster.

Altså jeg elsker blomster. Og jeg ville ønske, at der hver dag kom et bud med blomster, så jeg kunne sidde og nyde dem.

Men jeg synes de er så besværlige. Så skal de vandes. Så glemmer man det. Så falder de sammen. Så bliver vandet gammelt. Så får man dårlig samvittighed over ikke at være sådan en der ikke engang kan finde ud af at tage sig af blomster. Oveni alt det andet.

Men i går skete der noget, som fik mig til at tænke lidt på effekten af blomster. Kasper fandt et lille bed med blomster. Kiggede grundigt på dem og så op på mig og sagde: 'se mor, se den smukke blomst.' Vi plukkede den og tog den med hjem.

Kasper ville have den i en vase og sagde meget beslutsomt, at den skulle stå foran hans seng, så han kunne kigge på den inden han sov. Det fik han så.

Da han stod op, ville han gerne have den med ind i stuen så den kunne stå foran ham mens han så tegnefilm, og den skulle også med på til bordet, mens hans spiste havregrød.

Så måske, tænkte jeg. Måske skulle jeg alligevel blive venner med en blomst?