Happy new year

Kære læsere af min blog. Rigtigt godt nytår til jer alle.

Jeg er syg og ligger under min dyne i al Thures ekspeditionsundertøj og fryser. Har måttet aflyse gæster, og har nu verdens største islagkage og fire flasker Asti, som står og glor på mig.

Har ikke hjerneceller til at skrive et forkromet indlæg, men jeg skylder jer at sige tak. Tak fordi I læste med, og tak for alle jeres uundværlige kommentarer.

Jeg kastede op det meste af 2009, men fik til gengæld Jeppe for alle mine anstrengelser. Kasper begyndte i børnehave og er nu ifølge hamselv verdens største dreng, der ligefør kom og gav mig et knus og et smækkys og sagde at jeg var hans bedste mor. Så bliver året ikke bedre.

Lad os ses i 2010, jeg glæder mig helt vildt til at træde ind i det.

Skål!

Glædelig bagjul

(indsæt selv dyb udånding)

SÅ skal jeg da ellers lige love for at jeg har haft foden på speederen siden d. 23. dec. kl.8.00. Helt nøjagtig. For det var der Thure tog på arbejde, og der hvor jeg begyndte at pakke med begge drenge hjemme. Siden kørte vi lige en jul, to fødselsdage og en julefrokost. Det ville blive verdens længste indlæg, hvis jeg skulle berette om det hele, men nu hvor vi er så tæt på nytår, er det så ikke noget med at alting pludselig foregår i højdepunkter? Eller skal vi sige highlights for at gøre det rigtigt smart.

Men her er højdepunkterne fra dagene.

Juleaften

At blive vækket af Kasper og min mor, som kom med stearinlys og flag, og at høre Kasper råbe hurraaaaaa moooooaaaar.

At se gamle venner igen til fødselsdag. Nu med alle unger.

At få nogle fantastisk fødselsdagsgaver.

At Kasper bare var så helt vildt cool hele dagen og ikke gik i gave-panik eller fik juleflimmer. Han var simpelthen en fest at være sammen med, især da han dansede om juletræet, eller rettere hoppede på et ben hele vejen.

At give ham sine julegaver og høre ham sige 'neeeeeeeeeeeeej, en gaaaaveeeee'.

At se ham være fuldstændig elektrisk over en fjernstyret bil. Der var dømt flitsbue for alle pengene. På den gode måde.

At spise vidunderlig mad.

At blive sunget for.

At se hvordan Thure styrer for hårdt i et køkken. Jeg kloner ham til næste år, det lover jeg.

At sidde og skåle med Kasper ved julebordet og høre ham sige tak for en vildt lækker kylling og sukkerkartofler. Jamen selvtak. Det var nu and, men det blev hurtigt for abstrakt for ham, eftersom han kun kender Anders And. Og han kan jo ikke spises. Sådan rigtigt. Eller. Det kunne han i princippet godt, men det ville give lidt problemer.

At gå mæt og glad i seng.

At holde jul med min familie.

1. Juledag

At vække Kasper med ys og stearinlys og flag og råbe hurra.

At se ham stråle som en lille sol over de gaver han skulle åbne. Igen.

At sidde i morgenmørket og høre ham ritsje papiret op til de mange fine ting.

At se hans lille grin, hver gang han kom i tanker om, at det jo var hans fødselsdag.

At se hele hans familie knuselske ham hele dagen til han blev grøn i hovedet.

At der også faldt en gave af til mig, fra min veninde, som kom på besøg.

At gå glad og taknemmelig i seng.

2. Juledag

Altså bare helt fantastisk mad. Det var det altså.

At nyde den ene snaps jeg måtte få, fordi jeg skulle køre hjem.

At Sofie og Andreas byggede en to meter høj sne mand med Kasper. I mørke.

At Kasper, uden at tude og uden at flippe, kunne forstå at spille pakkeleg. Fandme flot synes jeg.

At få begge unger hjem i bilen og ned i huset og i seng uden at nogle af os fik et flip. Kun med lidt hjælp fra fætter Henrik, der var dagens far-substitut, i anledning af at Thure var taget hjem for at arbejde.

At drikke en øl i mørket med Fætter Henrik, mens vi så en overlevelses-ekspedition med en gal nordmand.

At begge drenge sov til klokken 6.00, inden jeg skulle op og gi' Jeppe mad.

3. Juledag

At være hjemme igen

Glædelig jul

En hilsen fra mig til alle jer, der sidder rundt omkring iført juleaften.

Vi er hjemme hos min mor og fordi det også er min fødselsdag i dag, så er her et inferno af gaver, gæster, flag, gamle venner, og hygge for fuld skrue. To hold gæster er gået, ungerne sover begge to på mystisk vis samme tid, lige nu, så jeg sneg mig ind foran computeren. Thure og min mor er i køkkenet, og jeg pjækker fra mine opgaver.

Her er udsigt over fjorden og alting ligner noget fra en disneyfilm, og jeg bliver på alle måder 10 år gammel igen. Det var kun fordi jeg på et tidspunkt kiggede ud af vinduet og så at der rendte en dreng rundt på en meters penge og byggede snehuler med ham, som jeg i mit voksne liv er gift med. Og nåja, der sad en lille storgrinende dreng i favnen på mig, så farvel til Disney.

Nå. Nu banker det på døren igen. Næste hold er klar til i aften, hvor vi lige skal huske at trække vejret for vi kører jo en fødselsdag igen, for Kasper, i morgen. Total god timing fra min side.

Pas godt på hinanden og ha' en vidunderlig jul.

Gu' kan jeg da så!

(Tryk play inden du læser videre)

JA, var svaret. Jeg kan da sagtens spille det tema, så Eddie Van Halen ryster i buksern. Jeg har vel ikke gået til klaver i 100 år hos Fru Ternvig i Vejle for ingenting.

Det er min overbos datter, som er indehaver af xylofonen, og de var ikke hjemme her til aften, så I må vente med videodokumentation. Men jeg

l o v e r, at I får det. Indtil da, så dyrk lige Eddie i en helt stram gulddragt med karakteristisk alvorlig 80'er mine. Større bliver det ikke.

Og til de velkendte toner, kan Mia og Eva gå hen over den røde løber og hente en bog hver.

Jeg trak vinderne på følgende måde:

Jeg læste navnene højt på alle dem, der havde svaret rigtigt, og bad Thure sige JA, hvis navnene matchede nogle, han engang i et andet hinsides liv, har været i kanen med.

Beklager, hvis nogle skulle blive stødt over konkurrencens udfald, men vi mødre har jo ikke andet fis end det vi selv laver, when we feel the need for speed. Vel?

Tillykke til Mia og Eva. Send mig en mail med jeres adresser til annamette.fuhrmann@gmail.com

Hvis du blev grebet af stemningen:

Brillen

Det du kækt siger til dine kolleger

Eye candy

Last christmas give away

Den opmærksomme læser kan huske, at jeg sprang en advents give away over sidste søndag. Men jeg havde tømmermænd og eftersom det er et år siden sidst, så skulle dagen fejres med alt hvad det indebar af Treo, glemsomhed, Mc D og løben fra alle pligter. Så undskyld for det. Mor var fuld.

Men I skal ikke snydes, og i dag er der hele to eksemplarer af 100 hemmeligheder om at være mor på højkant.

I sidder nu i boksen, spændingen stiger, og det er tid til årets sidste spørgsmål. Traaaa traaa traaa.......

Kan jeg, eller kan jeg ikke, spille temaet fra Top Gun på legetøjsxylofon? Ja eller nej.

Jeg trækker lod mellem, dem, der svarer rigtigt, og du kan svare frem til i morgen aften kl. 18.00.

Ju-hu!

Det' jul - det' uncool

Det her indlæg bliver langt. Det handler nemlig om at have agurker så langt op i røven, at man ikke kan stave til glædelig jul.

Vi starter i Magasin.

Klokken 10.03 tropper jeg op i Magasin på Kgs. Nytorv for at købe julegaver. Jeg er glad, og Jeppe sover, og jeg er ikke ved at gå til af kulde og det tegner til at blive en hyggelig dag.

Klokken 10.15 bliver jeg i tvivl.

Jeg stå nemlig ved indpakningsøen, og venter på at det bliver min tur. Der er ingen smil at hente her. Fair nok, det er december og de er sikkert ved at være trætte, men. de. snegler. sig. afsted. Vi er altså ikke ude i en Erik Bering-agtig pakke med fjer, og kugler og guirlander og bånd, der skal slices på en helt bestemt måde, næ, det er papir og et bånd med et kryds. Alligevel, er de toplangsomme. Da jeg kan se at jeg næste mand i rækken, går jeg hen til hende, der ser ud til at blive færdig først, i et forsøg på at effektivisere køen. Følgende samtale mellem mig og pakkedamen, herfter kaldt agurka, finder sted:

Agurka: Vi har een kø.

Mig: Hvad?

Agurka: Ja vi har kun een kø, så ikke de andre kunder bliver sure.

Mig: Over hvad

Agurka: Ja over at man snyder foran.

Mig: Jeg snyder ikke foran

Agurka: Jamen du har da lige flyttet dig

Mig: Ja det var fordi det var min tur.

Agurka: Ja men man skal vente til man bliver kaldt frem.

Mig: Hvor står det?

Agurka: Ingen steder

Mig: Hvordan kunne jeg så vide det?

Agurka: .........(tydeligvis irriteret).

Mig: Men når nu jeg næste mand i rækken, vil du så ikke pakke min gave ind fordi jeg gik tre meter om til dig, da du var den første ledige?

Agurka: Jojo, jeg gør dig også bare opmærksom på det.

Mig: Tusind tak skal du have.

Klokken er 10.30 og jeg forsøger at bevare den gode stemning jeg trods alt gik ind i butikken med. Jeg går op i legetøjsafdelingen og håber, at de er en smule mere venlige. Det er trods alt børneafdelingen. Men nej-nej. Da jeg har betalt for min meget fine bus til Kasper, skal jeg så hen til hende, der pakker ind. Lad os kalde hende Bibi. Hun står og er helt teenageagtig sammen med en anden pakkepige. Lad os kalde hende Carina. 'Ja vi har virkelig fået den fede tjans i år' , siger Bibi. 'Ja total', siger Carina og himler med øjnene. Men også her, er der gået indpaknings-bonanza i den, og Bibi kan ikke sådan lige på øjemål se, at papiret er for lille til kassen. 'Åååårg', siger hun og jeg prøver virkelig virkelig virkelig ikke at hvæse til hende, at den bus er til min søn, som bliver himmelhenrykt over at 'ritsje' papiret op, og at hun f****** skal finde et bar-job på Calella, hvis hun ikke gider pakke gaver ind. Ordentligt. Hun bliver e-n-d-e-l-i-g færdig og kigger på mig med et par øjenvipper med 8 lag mascara og siger med det mest falske smil i verden: 'glædelig jul.' Fuck dig.

Jeg skal nu finde en elefanthue til Kasper og begår fejl nummer tre, ved at tro, at ekspedienten kan tale, mens hun pakker ind. Vi er to ved kassen og hun er ved at pakke en morgenkåbe ind til Fru Hansens barnebarn. Det eneste de snakker om er, hvor blød den er, så jeg synes ikke ligefrem at jeg afbryder en vigtig CO2 diskussion, da jeg spørger hvor de har elefanthuer fra Reima. Hun smiler sit falske smil og beder mig vente til det bliver min tur. Og nu kan jeg ikke holde mig mere. Jeg spørger om hun ikke kan tale, mens hun kommer tape på pakken, og med en mund så stram som en hønserøv, hvæser hun at de er ovre ved væggen. Hold nu kæft altså.

Jeg er endelig færdig i Magarøv, og skal nu forcere en bunke pensionister, som er ved at få et hjertestop over noget Le Cruset. De ligner fem fede bjørne i deres lange minkfrakker, og ligeså glade de er for Le Cruset, ligeså træls synes de, at jeg er med min barnevogn. De var ved at få deres tegnede øjenbryn helt op i det matchende mink pandebånd af bare forargelse over, at jeg kunne finde på at tage deres elevator. Helt ærligt, skrid nu ned i Mad & Vin og køb nogle fiskefilter.

Inden jeg når udgangen, køber jeg to gaver mere, og en kalender til min lille familie. Men det er som at der hviler en forbandelse over stedet, for den gled ud af barnevognen og en eller anden med lange fingre er nu en kalender rigere.

Så kære Magasin. I blev 1000 kr. rigere på mine indkøb, men husk at de agurker i sætter op i hinandens røve skal ud inden man kommer tilbage fra sin frokostpause.

Merry merry christmas.

Tomba la Bomba

Når der er sne, må man naturligvis have sit ski-inspirerede tøj på. Og hvis man lægger mærke til de skinker Jeppe render rundt med, så tror jeg der er en super-g skiløber gemt i ham. Han vejer nu 7,6 kilo og satte man ham på en kælk, så tror jeg han ville fare ned af bakken som en ildkugle, så kompakt er han. Bette-nøv.

Og når nu det ER snevejr, så kunne man da godt få lyst til at shoppe lidt mere kjempefint baby-tøj her.