Halløj i 4.0'erne

Vi er nu 22 dage inde i det nye år, og jeg lander nok engang til december næste år. Det hele føles som at løbe et marathon eller det der er længere. Jeg har godt nok aldrig deltaget i noget som helst langt løb, men det må være samme følelser man går igennem, bortset fra at jeg stadig venter på Runners High. Alting er nødt til at gå lidt tjept, men samtidig ikke FOR tjept til at brænde ud. Det er en fin øvelse i at tage en time af gangen.

Lejlighed, tjek!
Mange møder omkrig arbejde, tjek!
Identitetskrise, tjek!
Blogger-undren, tjek!
40-års undren, tjek!

Og til det sidste: Hvad fanden er 40'erne egentligt for noget? Det er det mærkeligste årti, jeg har levet i. På en måde som at gennemleve sine 20'ere igen, bare med mindre bindevæv og et morgenansigt, der vidner om at jeg ER dødelig.

Alting er mere alvorligt i 40'erne, men også mere roligt. Ikke så meget panik og alligevel en fornemmelse af at livet galopperer afsted, mens man prøver at holde fast i sadlen. Vi er ikke unge mere, men heller ikke gamle. Det er alderen, hvor det at tage et fjumreår bliver......lidt pinligt? Mange i 40'erne er på toppen af deres karriere. Der tjenes gode penge. I Jylland har man et hus. Og en bil. Mange har to. Mange har sommerhus. Og råd til i hvert fald een ferie om året.

Jeg ved for a fact, at jeg har en overgangsalder og et par meget dyre læsebriller fra Tom Ford. Det er da også noget. Men nok ikke det jeg troede jeg ville have på balkortet, da jeg var i mine 30'ere.
Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville vende tilbage til Vejle og at mine børn ville vokse op her. At jeg ville se de samme ansigter i gadebilledet, som dengang for 20 år siden.

Jeg prøver alt hvad jeg kan at elske Vejle, for det Vejle er. En smuk og rolig by. Virkelig smuk. Jeg har aldrig hadet byen, da jeg boede her, for dengang var der en hel masse mennesker, som jeg var venner med og hang ud med. Men jeg var også ved at dø af kedsomhed over det meget ensartede liv man lever her. Vejle er den lækre smukke kæreste, du er tryg ved, men som også er så kedelig, at du på et tidspunkt er nødt til at have en affære for at kunne holde den ud.

Jeg ved endnu ikke hvad min affære skal være. Måske skulle jeg prøve at have en affære med Vejle it self. Det er godt jeg flytter ind til byen, så jeg kan vride noget mere ud af den her by.

Og det med 40'erne. Det er vi slet ikke færdige med at tale om.

Når livet viser tænder. Kapitel 1, The Big Bang

Jeg gik ind i 2019 med en god portion ro i sindet. Det var godt. For 10 dage efter gik det amok. 2019 har vist sig at være en festlig dame at danse med. Sådan en dame, som man er nødt til at sparke over skinnebenet og trampe på foden, for at få hende til at stå stille.

Jeg holdte nytåraften med Kasper og Jeppe, bare os tre og en helvedes masse krudt. Vi var indimellem også flankeret af Jeppes klassekammerat og ven, og hans mor, som er vores naboer.

Det gik fint. Vi havde en fest, det var en top-hyggelig og sjov aften, hvor vi havde så meget krudt (tænk pop-up shop fra Seest), at de til sidst ikke gad at fyre mere af. HA! Mission accomplished, røvhuller. Mor vandt.

Med den følelse, faldt jeg i søvn på gulvet, med hovedet på en tøjdyrshaj fra IKEA, ved siden af Jeppe. Det var ikke meningen, men vi var trætte og den hyggelige lyd af sporadiske raketter og heksehyl, der lige skulle have det sidste af 2018 med, var søvndyssende. Også fordi klokken var 2.15 og hajen var blød.

Det var en god følelse. Jeg lå og tænkte: "I got this." Ovenpå tre lorteår, så kunne jeg endelig entrere 2019 som kampklar og parat. Jeg drømte en fantastisk drøm om natten og vågnede op og var komplet rolig i kroppen. Lettet over at 2018 var fortid.

Nå. Så gik der lige 10 dage af 2019 i nogenlunde ro, før fanden var løs i Laksegade. Hvis The Big Bang kan opstå igen, så skete det i 7120 Vejle Ø, klokken 15.30. Jeg kan ikke fortælle om den præcise grund, men jeg blev uforskyldt boligløs.

Da jeg samtidig er indehaver af et CVR-nummer og ikke et fast arbejde, så er det ekstra spændende. Jeg har lagt i kakkelovnen til mange gode ting og tiltag, men jeg havde ikke lagt i kakkeloven til at stå med en absolut tom lomme, to børn, en kat og et par kufferter.

Shit happens og hvad gør man så?

Jeg må indrømme, at jeg befandt mig i en form for chok i et døgns tid.

Derefter gik jeg ned til fjorden og satte mig på en sten og tænkte: "så er det nu du ruller ærmerne op unge dame, der lige er fyldt 45 år."

Jeg drak lige en liter hvidvin for at tage toppen af panik og så tænkte jeg så det bragede. Jeg lavede lister på lister på lister og oprustede mit indre SWAT team. Ringede 112 til universet og bad en bøn. Imellemtiden ringede jeg også til kommunen og spurgte om de havde en særlig afdeling for ressourcestærke mennesker, som simpelthen bare lige er 200% ramt af dårlig timing, og derfor lige kan flytte ind i en tidslomme med et par madbilletter til børn og kat. Det har de ikke, kan jeg oplyse. Men de er flinke nok alligevel. På Kommunen.

Nå videre.

Hvorfra den engel kom flyvende ved jeg ikke, men det lykkedes mig at vride armen rundt på min udlejer og plage om ikke nok jeg kunne blive boende. Det kunne jeg ikke, for min lejlighed var imellemtiden blevet udlejet, men jeg kunne bo her en måned mere. Tak.

Efterfølgende lykkedes det mig at skaffe en lejlighed på to dage. Lige der, hvor jeg gerne ville bo. Den er dejlig upraktisk, når man har to børn, så der skal tænkes i alternative løsninger. Noget jeg er helt vild med lige nu, hvor jeg er helt rolig og overskudsagtig *indsæt knastør emoji der glor tomt ud af vinduet*

Heldigvis havde jeg, i forbindelse med nedpakning af min lejlighed, netop binget Marie Kondo på Netflix og er blevet japansk-minimalist. Tal om den gode timing her.  Ikke mindst, fordi jeg mellem jul og nytår gik og grublede en del over, at jeg ikke har vidst, hvad jeg skulle skrive om på bloggen. Jeg manglede et afsæt. Et sted at starte, som også havde noget at byde på. Som havde en form for underholdning. Jamen se nu her! Hvor er verden flink. At sætte mig i den her situation, som har en kronologi, enhver tekstforfatter til et drama, vil elske. Det er alletiders. Det kan nemlig kun gå fremad.

Lige om lidt ved jeg bare, at jeg sætter mig ned på en café i Vejle og skriver en bestseller. Hvis Elizabeth Gilbert kan skrive Eat, Pray, Love uden at have rigtige problemer og blive rig, så kan jeg også. For jeg har en alt for stor røv, to børn og en kat og kun mulighed for at rejse ud i verden og realisere mig selv, i ulige uger. Det bliver om muligt, en endnu større bestseller.

Så et stort hurra - og så det lange, for 2019, du får mig ikke ned med nakken. Jeg vinder den her.