Vindere af Drop Opdragelsen

Det har fannerme været en travl dag, men nu er det endelig blevet tid til at begave to af jer.

Og altså, det er da ret rædselsfuldt at skulle vælge, så good ol' random.org er leverings dygtig i retfærdig lodtrækning.

Trommesolo.

Vinderne er:

Nummer 16 og 86, som i menneskeform er Mia fra Makværket og Fam. Storm. Tillykke. Send mig en mail på annamette.fuhrmann@gmail.com.

Unger sover - Afstemning slut

Vinderne får besked i morgen. For jeg kom nemlig til at se Never Say Never med Justin Bieber....altså ikke MED ham, men med Thures niece på 15, som er Bieber-maniac.

Jeg skulle kun have set den ud af øjenkrogen, mens jeg bloggede...gad jo for helvede ikke sidde og se på en doku om en barnestjerne...lige indtil vi var 2 min henne i filmen. Farvel blog. Hello teenage-alt-er-muligt-i-denne-verden.

Jeg har også tømmermænd og kører på 3 timers søvn, så god nat herfra Amager.

Og TAK for alle jeres kommentarer. Jeg ville give jer allesammen en bog hvis jeg kunne.

Vi ses mandag morgen med to bog vindere.

So long!

Hvad skulle der være?

I dag kan du nemlig få fingre i denne bog, som er så god, at man har lyst til at sparke sig selv over skinnebenet. Og jah-jah-jah, det er om børn og børneopdragelse.....hvilket er i den kategori af bøger, som jeg selv løber skrigende væk fra. For de får mig altid til at føle mig forkert og dårlig og idiotisk.

Dog ikke den her. Og fordi du læser min blog, så går jeg ud fra at du på nogle punkter er ligesom mig, og så vil du også elske den. Really. Jeg er ret vild med Fie's måde at tackle familieliv på. Hun vil nemlig helst opdrage ungerne uden at opdrage. Det kan jeg så ikke forklare, men du kan jo læse dig til det hele i bogen. Den er ret så meget lige ud af landevejen, men alligevel slet ikke som de andre børnebøger du kender. Fie gør op med vores måde at se børnene på, så på sin egen måde er den lidt rebelsk. Og det kan jeg li'.
 
Jeg har to bøger i omløb, smid dit navn, så trækker jeg lod på søndag, når mine unger sover. Hvilket kan være alt fra 19.30-21....uuuuh suspence.

Mere om Fie Hørby lige her. (Hvis du blev nysgerrig)

p.s. bogen udkommer tirsdag d. 1. november. 

Gaveregn

Ja jeg skal da ikke være for fedtet til at skrive hele TO gange på een dag, når nu jeg er back in the bush. Men I må stadig vente med gaver til i morgen. Til gengæld vil jeg vise jer en særlig gave jeg modtog. Fra Thure. Fordi han elsker mig højt.

Han skrev: 'Her er en gave, et startnummer til dette løb'......

Jamen hvad siger man? Tak. Eller? Jeg sagde tak, men i præcis samme åndedrag huskede jeg at nævne noget med 'diamanter'.

Indtil da er jeg åbenbart at finde på Amager Fælled d. 6. november med tungen ud af halsen. Feel free til at få et startnummer og løb med. Men jeg siger bare med det samme. Der bliver INGEN pink dragt. Ingen. Blev der hvislet.

Snappy comeback

Hej.
Jeg har gjort det man ikke må. Det som står i alle bloggermanualer: holde pause. Uden at fortælle, hvornår man har tænkt sig at komme tilbage. Svarer vel til at man siger til unger, at man smutter på tanken efter en liter mælk, og så bare ikke kommer tilbage. Dårlig stil.

Jeg har også siddet meget længe og stirret på skærmen for at finde ud af, hvordan jeg ligeså stille kunne liste mig ind på den tomme stol, så I ikke skulle opdage, at jeg havde været væk.

Men jeg har ikke kunnet komme på noget særligt spændende-springe-ud-af-en-kage-med-fyrværkeri.

Nå. Men nu er jeg altså tilbage fra min lange rejse udi hverdagen. Så lad os holde en fest, shall we. Jeg har gaflet nogle gaver til jer, som jeg vil drysse ud over bloggen de næste dage. Mmm, bruger det totalt billige trick med at lokke jer med gaver.

Aaaaah, det føles godt at være tilbage i bloggerfolden. 

Bum-bum

Var det ikke noget med at jeg skulle se at få min røv under blog-skovlen? Og skrive noget. I journalistikkens verden var det engang rigtigt smart at sige, at man lige lavede et punktnedslag. Sådan bum, lige ned i hverdagen. Total smart.

Mit punktnedslag dumper i dagens anledning ned på min vej. MIN vej. Den jeg bor på. Og jeg skal forsøge at trække vejret dybt og smile overbærende, når jeg siger disse to ord: fodgængere, cyklister. AAAAAAAAAAAAARRRGGGGGG!!!!!

Det er nemlig sådan at vejen er en lukket vej og derfor er der ikke vildt meget trafik. Vi er dog små 100 biler, som hver dag triller frem og tilbage og skal parkere på p-pladserne. Med ved I hvad? DET VIL CYKLISTERNE DA SKIDE PÅ. Om de gider flytte sig? Nej hvorfor skulle de det? De cykler jo lige og snakker og åbenbart altid om noget, der er så vigtigt, at de ikke kan vente med at trække ind til siden, så jeg kan komme forbi. Jeg er large med de gymnasieelever, der hver dag cykler op ad vejen på vej til skole. Altså. De kan jo ikke gøre for det. Der er noget med rum-retningssansen, som ikke rimer på trafikregler, når man er teenager. So be it.

De værste. Det er kvinder på omkring 50. Sure kællinger, der bruger min vej som aflad for noget magtdemonstration. Jeg hader dem. Tag nu bare i går, hvor jeg kom trillende hjem med ungerne i bilen. Jeg kørte vel omkring 40 km i timen, fordi jeg kunne se 50 årig cykle midt på vejen, mens hun...snakkede med sin veninde. Jeg kører op bag dem for at signalere, at de sådan set godt måtte køre ind til siden, så jeg kunne komme forbi. Men næ, det havde hun sgu ikke tænkt sig. Vi kørte 20 meter mere, og så gav jeg hende et lille 'dyt'. Det hjalp heller ikke. Hun havde vel RET til at cykle MIDT på vejen, mens hun snakkede færdig.

Jeg dyttede een gang til og SÅ vendte hun sig om og hvæsede et eller andet og rykkede to kussehår ind til siden, så jeg lige nøjagtig kunne snige mig forbi, trods det, at vejen er rimelig bred til både cyklister og biler. Da jeg så triller forbi hende giver hun mig fingeren. WTF?

Og sådan er det hver eneste dag. På min vej. I morges kørte jeg forbi en far iført løbevogn, som løb ude på vejen. Vi har nogle ret fine fortorve langs vejen. Helt flade er det. Men fandme om ikke han skulle løbe på vejen. Orkede ikke at dytte af ham, men sguda kun fordi han havde en baby i vognen.

Jeg siger det bare. Jeg ender med at være en sur gammel mand, der sidder på lur med et luftgevær, parat til at plaffe de skyldige i røven, hvis de mess'er med min vej.

Klumme fra 24 Timer i dag

Klummen: Illums selvmål

Bølgerne har nu efterhånden lagt sig, efter at Illum under store fanfarer proklamerede, at nu kunne alle de ammende mødre, der på frækkeste vis vovede sig ind i deres butik, godt skride

Et af resultaterne af deres udmelding er nu, at staklerne hos Illum ikke længere kan skrive noget som helst på deres Facebook-side, uden at en fra ammekoret minder dem om, hvor stort et selvmål Illum har lavet.

Med to børn på bagen kan jeg give et helt uvidenskabeligt, men skinnende klart billede af ammende og dermed nybagte mødre: De er lette at provokere, de er lettere uligevægtige (søvn- og energimangel), og når de køber noget til deres nys leverede hjertensbarn (og det gør de tit!) er prisen fløjtende ligegyldig.

Forestil dig engang, at du har en butik, der er overrendt med disse typer. Man skal være mere end ualmindelig tumpet, hvis man ikke ser en potentiel kunde.

Men i stedet for at bruge den salgsmaskine, som detailhandelen har brugt årtier på at forfine, til at hive de ammende mødres mænds penge op af deres hæklede fairtrade-portemonnæer, så forbyder de dem at komme i butikken.

Hey, Illum, her er en idé: Hvorfor sælger I dem ikke noget i stedet for? Jeg nævner i flæng: økologiske sutteflaske-gummidutter, naturfarvede øko-stofbleer, dyre bøger om amning, amme-venlig mad til mor, dyre baby-bodystockings, tempereret babymos fra et gødningsfrit landbrug i idylliske jyske omgivelser.

Jeg kunne blive ved. Hver og én ting på listen er noget, jeg selv ville have købt, da jeg gik hvileløst rundt med en baby på armen og prøvede at komme ud af lejligheden, da jeg havde barsel.

Personligt er jeg ikke tilhænger af bare babser og en tilkoblet suttende baby. Men at professionelle detailhandler med så mange års erfaring, som Illum har, formener dem adgang i stedet for at byde dem op til dans, er noget af det mest kluntede, jeg længe har set.

Og så lige at vælge de nybagte mødre som skudsmål, gør det endnu dummere. At provokere nybagte mødre svarer til at rulle sig i hotdogs og hoppe i en bjørnegrotte.

Hvad sidder Illum tilbage med nu? En Facebook-side med 3.145 sure kommentarer og en hel generation mødre, som aldrig vil sætte benene i deres butik.

»Undskyld tjener, vil De hente min pistol i min frakke - jeg skal lige skyde mig selv i foden.«

Vind et Familietjek

Nåmmen, det var jo den der kampagne, som jeg bruger det meste af mine vågne timer på. Og det rager jer muligvis, men jeg synes det er ret sjovt. Fx. er denne samtale ret sigende for, hvordan vi ser på det med at sikre sig. Eller ej.

Jeg har ikke selv fået et tjek på, om jeg har ret til alle de millioner Thure har liggende i madrassen. Eller om jeg bare arver hans pandelampe og et cykelhjul.

Så. Hvis du heller ikke ved det, vil jeg da bare lige pippe om, at du i denne uge kan vinde et Familietjek. Lige her. Og helt ærligt, fis derover nu og læg en kommentar. Du får styr på alt det du ikke aner en skid om sammen med en Familieadvokat. Du kan læse mere om selve Familietjekket inde på indlægget.

One step for....whatever...one giant leap for Mr. & Mrs. Fuhrmann

Efter to år, lykkedes det Thure OG mig at sidde ned i fem minutter i solen og drikke kaffe og snakke UDEN afbrydelser. Jeppe og Kasper legede. Sammen. Uden at rive roen af hinanden. Og i de tre af minutterne smilede de synkront.

Karma rutter virkelig med belønningen. 

Jeg må hellere smutte igen, skal lige ned og lede efter noget taknemmelighed. Jeg mener jeg lagde det nede i sandkassen for.....fem år siden. Rundt regnet.