Stolhed og Milkshakes

Mand henter bog på forlaget. Ringer til kone, der ikke har været i bad, deraf den obligatoriske hue. Vi mødtes til milkshakes og solskin. Det var den bog. Bum.

Endelig, endelig, endelig kunne jeg røre ved den, bogen. Jeg har ellers haft det noget ambivalent, for jeg syntes ikke helt den fandtes, før den var trykt. Faktisk har jeg også gerne ville holde min kæft med at jeg skrev den, for jeg synes det tager noget at pusten fra en flot ballon, hvis man konstant knævrer på Facebook om den bog man nu skriver. Hold nu bare kæft ikke? Men fordi den har været så lang tid undervejs og fordi jeg synes det at skrive den bog, fra ende til anden ofte kan føles som at hive en fiskekrog op af halsen hver gang der skal et ord på papiret, så var jeg nødt til at pippe om det indimellem, for at holde gejsten.

Jeg blev interviewet i fredags, til et magasin, og journalisten spurgte mig, hvorfor jeg skriver i mit forord, at jeg har skrevet den fordi jeg ikke syntes jeg kunne være andet bekendt. Jo. Jeg har skrevet den, fordi jeg gerne vil have, at du ikke føler dig alene, og om ikke andet kan du læse den og tænke: GODT, det ikke er mig der har det SÅ elendigt. *Smiley-in-your-face* Som jeg skrev den gik det op for mig, at selvom vi stadig er snakkende væsner, så er der alligevel en del ting i vores kærlighedsliv, som vi ikke tør at sige højt og det her er så mit spæde forsøg på at sige det vi allesammen har tænkt eller tænker.

Nåmmen der er jo lige noget tid til d. 5. juni, men indtil da, så er den da her. På et billede.